Seernes redaktør kritiserer ballade-program

Lytternes og seernes redaktør i DR har taget den kontroversielle dokumentarudsendelse "Når lægen ved bedst" op over for generaldirektør Kenneth Plummer. I forvejen er generaldirektøren og en DR-journalist ramt af en injuriesag fra Rigshospitalet.

Lytternes og seernes redaktør i DR har taget den kontroversielle dokumentarudsendelse "Når lægen ved bedst" op over for generaldirektør Kenneth Plummer. I forvejen er generaldirektøren og en DR-journalist ramt af en injuriesag fra Rigshospitalet.

DOKUMENTAR. Det er ikke blot Rigshospitalet, der har reageret på dokumentaren "Når lægen ved bedst", men også DR's egen lytter- og seerredaktør, Jacob Mollerup.
Lytter- og seerredaktøren har lavet en redegørelse om sagen, som ligger på generaldirektør Kenneth Plummers bord. Da Rigshospitalet har indledt en injuriesag, vil Jacob Mollerup kun bekræfte, at han har rejst kritik af programmet, og ikke komme ind på de enkelte punkter i redegørelsen.
»Det er ikke uproblematisk at udtale sig, når der er en stævning af journalisten og Kenneth Plummer, men jeg kan sige, at når jeg ikke vil kommentere den i detaljer, er det, fordi jeg synes, der er problemer med udsendelsen, og indstillingen er ikke en total frifindelse af programmet,« siger Jacob Mollerup.
Godt en måned efter programmet havde været i fjernsynet den 24. september, kom sagsanlægget. Inden da havde Jacob Mollerup lavet sin redegørelse.
Ifølge DR-dokumentarprogrammet "Når lægen ved bedst" har døende kræftpatienter på Rigshospitalet fået forsøgsmedicin frem for godkendt medicin. Det fik lytternes og seernes redaktør i DR, Jacob Mollerup, til at spidse øren.
Hans erfaring sagde ham, at anklagerne ikke ville blive forbigået i tavshed, og samtidig rejste programmet ifølge Jacob Mollerup også flere spørgsmål, som han ønskede at undersøge nærmere, og derfor tog han med det samme sagen op.
»Udsendelsen rejste en usædvanligt hård kritik af Rigshospitalet. Det var utvivlsomt en udsendelse, som der ville komme diskussion om, og så kan jeg lige så godt sætte mig ind i sagen med det samme,« siger han.
Seernes redaktør fik ret.
Både generaldirektør Kenneth Plummer og journalist og tilrettelægger af programmet Mette Frisk har modtaget et sagsanlæg om injurier på vegne af Rigshospitalet og overlæge Jens Benn Sørensen.

LIDT OVER EN MÅNED efter at programmet havde været i fjernsynet, kom sagsanlægget. Inden da havde Jacob Mollerup lavet sin redegørelse om "Når lægen ved bedst".
Allerede dagen efter udsendelsen havde været vist på DR1 den 24. september i den bedste sendetid, reagerede Rigshospitalet ved at udsende en pressemeddelelse, hvor Rigshospitalets lægelige direktør afviser udsendelsens anklager.
»Der kom en markant kritik fra Rigshospitalet, og ikke lang tid efter fik jeg en klage over udsendelsen fra en patient. Patienten havde været glad for sin behandling af den pågældende overlæge og mente, det var urimeligt, at han blev hængt ud som skurk. Patienten krævede også, at DR bragte en rettelse,« siger Jacob Mollerup.
Han ærgrer sig over, at Rigshospitalet vælger at gøre det til en straffesag i stedet for at bruge det sædvanlige klagesystem.
»Jeg opfordrede Rigshospitalet til at klage over DR, da de tog sagen op. Enten kan de klage til mig, eller også kan de gå videre til Pressenævnet, vi har jo netop det system for at rette op på ting, hvis der er behov for det, og dermed kan vi også få sagen hurtigt afklaret,« siger Jacob Mollerup.
Sagen er kompliceret, og Jacob Mollerup mener blandt andet, at Rigshospitalet har været usmidige, da DR lavede dokumentarprogrammet.
»Rigshospitalet har sagt nej til interview med DR om sagen, men har i stedet sendt lange redegørelser, og de egner sig jo ikke til at blive læst op i en dokumentarudsendelse,« siger Jacob Mollerup.

IFØLGE LÆGELIG DIREKTØR på Rigshospitalet Jannik Hilsted valgte Rigshospitalet og overlægen Jens Benn Sørensen ikke at sende sagen til Pressenævnet efter rådgivning fra deres advokat.
»Advokaten vurderer, at denne sag er så alvorlig, at hverken sagsbehandlingen eller sanktionsmulighederne i Pressenævnet er tilstrækkelige,« skriver Jannik Hilsted i en e-mail til Journalisten.
Rigshospitalet har ikke ønsket at kommentere Jacob Mollerups kritik af, at man undlod at stille op til interview.
Kenneth Plummer afviser at kommentere sagen efter sagsanlægget fra Rigshospitalet, oplyser kommunikationsdirektør Henriette Rald. Journalist Mette Frisk har heller ikke ønsket at sige noget.

 

»Det er ikke uproblematisk at udtale sig, når der er en
stævning af journalisten og Kenneth Plummer, men jeg
kan sige, at når jeg ikke vil kommentere den i detaljer, er
det, fordi jeg synes, der er problemer med udsendelsen.«
Jacob Mollerup, Lytternes og seernes redaktør

0 Kommentarer