Traditionen tro var der pandekager efter uddelingen af de to Bording-priser, Medieprisen og Journalistprisen, samt specialpriserne Visuel Formidling og Innovationsprisen på Københavns Rådhus.
Priserne blev uddelt i dag fra kl.14, og i alt var 41 projekter indstillet til de fire priser. Det er flere, end der plejer at være, fortæller Danske Mediers næstformand, Rasmus Nielsen.
Næstformanden i Borgerrepræsentationen, Rikke Lauritzen, byder velkommen til uddelingen og indleder med at sige, at hun glæder sig over at se så mange journalister på rådhuset.
»Det er vi ikke vant til,« siger hun og får den fyldte sal til at grine.
Først er det de to specialpriser, der uddeles. Bjarke Myrthu fra Bording-komiteen præsenterer den første pris.
Vinderen af prisen for Visuel Formidling er: Ud & Se
I indstillingen stod der blandt andet: “… indstiller teamet art director Katinka Bukh, fotograf Peter Helles Eriksen og illustrator Ollanski til Bording-prisen inden for visuel formidling for deres bemærkelsesværdige visuelle løsninger i december-nummeret af Ud & Se."
Vinderen af Innovationsprisen er: Ergoterapeutforeningen
I indstillingen stod der blandt andet: "Indstilling af Ergoterapeutforeningen for en visuel og redaktionel løsning, som viser nye veje for fag- og organisationsblade. […] Der er stor inspiration at hente for de mange andre redaktioner, der står foran at skulle udvikle fagbladet, så det både lever på papir og digitalt – men som mangler en metode til at gøre det."
Bording-priserne
Inden de to Bording-priser uddeles, holdt den nye formand for Bording-komitén, Kristian Lund, en tale.
»Udviklingen for medierne kommer til at gå hurtigere, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Medierne dør, hvis de ikke evner at skabe samtale,« sagde han blandt andet fra talerstolen.
»Men fagbladene og specialmedierne svømmer uden om de værste udfordringer, selv om de stadig skal tænke sig om. I skal påskønne og være glade for det, I har. Og det gør vi her i dag,« sagde han, inden de nominerede for Medieprisen blev præsenteret.
I år var fire medier (Ergoterapeuten, Folk & Kirke, Samvirke og Version2) nomineret til Medieprisen, og det er en mere end normalt. Det skyldes, at niveauet blandt de indstillede var særligt højt i år, fortalte Kristian Lund.
Vinderen af Medieprisen er: Samvirke
I indstillingen lød det blandt andet: "Bladet imponerer med stigende læsertal og eksplosive vækstrater på web og mobil. Samvirke bliver hele tiden bedre til at forstå og imødekomme sine læsere, brugere, Facebook-venner, followers osv. Med skarpe koncepter og kvalitetsjournalistik med udgangspunkt i hverdagen og en stående invitation til læserne/brugerne om at blande sig kommer bladet længere ud end noget andet dansk medie."
Fra ansvarshavende redaktør, Karsten Kolding, lød det: »Mange, mange tak. Vi prøver på at gøre det, der står alle steder i fagmedier, og som siges på alle mulige konferencer, at man ikke kan eller skal gøre. Nemlig at lave et fagmedie med så bred en målgruppe, som vi gør. Det er lykkedes at finde en startmotor i os selv. Vi har sagt, at det her skal vi også gøre, og det her kan vi gøre endnu bedre. Vi havde ikke stået her i dag, hvis vi ikke havde fastholdt vores målsætninger om at være et printmedie og så blive stærkere digitalt.«
Han slog også et slag for den eksisterende mangel på praktikpladser:
»Samvirke har altid to journalistpraktikanter og til dem af jer, der ikke har det, synes jeg, at I skal se at få det. Dem har vi meget stor glæde af.«
Journalistprisen
Også til Journalistprisen var der i år nomineret flere, end der plejer. Det skyldes ligeledes det ekstraordinært høje niveau blandt de nominerede, fortæller Kristian Lund, der præsenterede de fem nominerede til Journalistprisen. De nominerede var Niels-Bjørn Albinus (Dagens Medicin), Klaus Buster Jensen, Peter Keidling og Anna Krogh Søndergaard (Fagbladet 3 F), Peter Helles Eriksen (Ud&Se), Thomas Hoffmann (Videnskab.dk) og Signe Højgaard og Tue Wettergreen-Paltorp (Fagbladet FOA).
Vinderen af Journalistprisen: Niels-Bjørn Albinus (Dagens Medicin)
Vinder for serien: Lægernes fortielse af dødelig risiko ved en ny operationsmetode.
I indstillingen lød det: "Niels-Bjørn Albinus har i en stribe artikler sat fagligt fokus på problemet og har interviewet fagfolk, som har været både tilhængere og forargede modstandere af fortielsen. Han har skrevet gribende om cases og har fulgt sagen helt til dørs ved at indhente politiske holdninger til lægernes fortielse."
»Jeg har ikke forberedt en tale, for jeg er meget overrasket over, at det er mig, der vinder. Jeg så på feltet af nominerede, og jeg er glad for, at jeg ikke har været i dommernes sted. Men tusind tak, jeg er super glad,« sagde Niels-Bjørn Albinus.
Om Anders Bording Priserne:
Anders Bording Prisen er en hæderspris til specialmedier, som uddeles én gang om året på Københavns Rådhus.
Priserne er opkaldt efter Anders Christensen Bording, redaktør, journalist og bladudgiver på enevældens tid under Frederik III. I 1666 udgav han 'Den Danske Mercurius', der anses for at være det første periodiske skrift i Danmark.
Kilde: Danske Medier
Opdateret til kl.14:44 med vinderne
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.