SE og HØR i Danmark og Norge trues med sagsanlæg efter at have bragt artikler, hvor en norsk kvinde beskylder en dansk kvinde for drab.
I et interview med en journalist fra SE og HØR i Norge hævder den norske kvinde Aud Hege Santi, at hun og hendes daværende danske kæreste Bonnie Majlund i 1994 var fælles om mordet på Mark Mortensen. Et mord, de to tidligere har været sigtet for, hvor Vestre Landsret frikendte dem begge.
SE og HØR i Danmark har gengivet de voldsomme beskyldninger. Det har fået Bonnie Majlunds advokat, Niels Fjeldberg, til at true SE og HØR i Danmark med et sagsanlæg på grund af viderebringelse af injurierende udtalelser. Bonnie Majlund har også en norsk advokat i gang med at undersøge retsgrundlaget for et lignende sagsanlæg i Norge.
Afdelingsforstander i informationsret, Oluf Jørgensen, fra Danmarks Journalisthøjskole mener, at SE og HØR vil stå endog meget svagt i en kommende sag.
»Der kan slet ikke herske tvivl om, at sagsøger vil vinde denne sag. Hvis SE og HØR skulle slippe for tiltale, skal der enten være tale om, at påstandene fremstår som tydelige citater fra et andet medie, eller at der er tale om en sag af betydelig samfundsmæssig betydning. Ingen af de to kriterier er opfyldt i denne sag,« siger han.
Det får dog ikke sveden frem på SE og HØRs chefredaktørs barberede isse.
»Det siger Oluf Jørgensen, hver eneste gang han bliver spurgt om noget med ugebladene, så det tager jeg iskoldt,« siger Henrik Qvortrup.
Til Ritzau har Henrik Qvortrup tidligere forsvaret SE og HØRs artikel med, at ugebladet »… bare citerer det norske blad«. Til Journalisten siger Henrik Qvortrup, at han også ville have bragt Aud Hege Santis beskyldninger, hvis det var sket i et interview med en af hans egne journalister.
»Vi mener grundlæggende, at der er tale om en rigtig god historie, og både vi og vores jurister er af den opfattelse, at vi er i vores gode ret til at bringe den,« siger han.
Det mener Bonnie Majlunds advokat, Niels Fjeldberg, ikke, at Henrik Qvortrup har ret i. Han afventer blot, at Rigsadvokaten færdiggør sine undersøgelser om, hvorvidt der er kommet nye beviser frem i den ni år gamle mordsag. Hvis ikke, kan SE og HØR se frem til et sagsanlæg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.