Se og Hør-retten afviser krav om navneforbud

Syv medier protesterede, da Janni Spies og Michala Kjær bad om navneforbud eller referatforbud

Retten i Glostrup besluttede onsdag morgen at afvise krav fra Janni Spies og hendes datter Michala Kjær om dørlukning, navneforbud eller referatforbud i forbindelse med omtalen af de krænkelser, de har været udsat for, da Se og Hørs tys-tys-kilde lækkede oplysninger om deres opholdssteder og pengeforbrug.

Men dommer Mette Lyster Knudsen henstillede til anklagemyndigheden at være tilbageholdende med oplysninger, der unødvendigt kunne forny eller gentage de krænkelser, som lå i det tidligere forløb.

På vegne af de krænkede mødte advokat John Korsø Jensen i retten og redegjorde for sine drøftelser med anklagemyndigheden om at holde sine klienter ude fra sagen, når det gjaldt deres tilstedeværelse og pengeforbrug.

De tilstedeværende presserepræsentanter i retten fik mulighed for at protestere mod et eventuelt referatforbud, og det gjorde DR, BT, Radio24syv, Jyllands-Posten, TV 2, Ekstra Bladet og Berlingske i den nævnte rækkefølge.

I kendelsen om at afvise Korsø Jensens begæring nævnte retsformanden sagens store samfundsmæssige interesse.

0 Kommentarer