search

Se og Hør – husker du skandalerne?

Blodig 1. maj. Syv Se og Hør-journalister sendt hjem. Det er dramatisk, men langtfra første gang, Se og Hør ender midt i debatten om mediernes etik. Husker du, da bladets journalist drak Kiefer Sutherland stiv, eller da Naser Khader vandt i byretten. Journalisten remser sagerne op

Dansk presse vågner til en 1. maj, hvor rigtig mange journalister kan holde fri – fordi de er uønskede på arbejdspladsen. Det ligner et ægte blodbad:

Syv medarbejdere fra Se og Hør sendt hjem fra bladet.
To tidligere medarbejdere fra Se og Hør sendt hjem fra Billed-Bladet.
En tidligere medarbejder fra Se og Hør sendt hjem fra Ekstra Bladet.
Den politiske kommentator er væk fra TV 2.

Det hele startede hos kolleger i BT, der dryp for dryp lægger oplysninger frem om, hvilke personer der vidste, at Se og Hør har brugt en kontakt, som kan skaffe kreditkortoplysninger om de kendte.

Mens vi venter på næste blodige dryp, har Journalisten lavet et hurtigt dyk i vores arkiv, der afslører, at nok er de metoder, der i dag er til debat, meget opsigtsvækkende. Men samtidig ligner det et markant mønster, at Se og Hør med jævne mellemrum udfordrer god presseskik. Og at redaktøren oftest bortforklarer – eller lover en helt ny stil fremover.

Her er en lille stribe udvalgte højde- eller lavpunkter – alt efter temperament – fra de seneste 15-16 års arkiv.

Se og Hør bringer alligevel spionfotos

I august 1998 hudfletter den daværende redaktør på Journalisten Anette Claudi Se og Hørs redaktør Niels Smidt-Jensen, der et halvt år tidligere har været ude med en meget hellig melding om, at det nu skulle være helt slut med at bringe ”spionfotos” taget uden folks tilladelse.

Den beslutning blev taget 1. september 1997 kun seks timer efter prinsesse Dianas død, hvor selvransagelsen i medierne var stor.

Men da en turist tog hemmelige billeder i en taxfree shop af Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup – henholdsvis cykelrytter og håndboldspiller – kunne redaktøren ikke nære sig længere. Desuden smuttede der også lige nogle fotos med af Maria Montell og Kronprins Frederik.

”Man har jo ret til at blive klogere.” lød redaktør Niels Smidt-Jensens nye forklaring til Journalisten.

Se og Hør fotograferer barn i drukneulykke

Vi springer nogle skandaler og år over. Og lander i august 2001, hvor Se og Hør bringer billeder af en lille dreng, der kæmper for livet efter en drukneulykke.
Drengens fornavn, alder og navnet på vejen, hvor familien bor, står i bladet.

Fotograf og journalist har været forklædt i Falck-jakker med påskriften ”observatør”. De får ikke familiens tilladelse til at bringe billederne.

Forklaringen fra chefredaktøren på Se og Hør, der nu hedder Peter Salskov, lyder blandt andet:

”Jeg mener ikke, det er nødvendigt at spørge familien, før man trykker billederne. Hvis vi skulle nå det, kunne vi jo ikke bestille andet end at rende rundt og spørge folk hele tiden.”

Se og Hør afslører Tøftings barndomstragedie – uden journalistnavn

Det vækker behørig opsigt, da Se og Hør i juni 2002 bringer et billede af fodboldspilleren Stig Tøfting med rubrikken: ”FAR OG MOR SKUDT”.

Artiklen er bylinet ”Team Se og Hør” og redaktøren, der stadig hedder Peter Salskov, nægter at oplyse, hvem der har lavet historien, der længe har været en velbevaret hemmelighed i presse- og sportskredse.

Han vil kun forsvare anonymiteten med ”private årsager”.

Men igen gnaver moralen lidt.

Ugen efter ændrer Se og Hør stil og trykker i modsætning til Billed-Bladet ikke historien om, at sangeren Michael Bundesen ikke længere er sammen med sin gravide kæreste.

Den nu konstituerede chefredaktør Peter Dall forklarer, at det skyldes ”et stilskifte” – dem kommer der flere af – efter Tøfting-sagen:

”Jeg har opfordret bladets journalister til at fokusere på de mere positive historier,” forklarer han blandt andet.

Se og Hør og beskyldningerne mod Naser Khader

Det positive bider sig dog ikke helt fast.

Måske har du glemt det. Men i den voldsomme debat om Se og Hørs artikler, hvor folketingspolitikeren Naser Khader blev beskyldt for at have fået udført sort arbejde, udspillede sig en polemik mellem Se og Hørs redaktør og Ekstra Bladets redaktør, Poul Madsen.

Ekstra Bladet fravalgte at omtale historien, der udspillede sig midt under valgkampen, med den begrundelse, at artiklerne var for ”udokumenterede”.

Henrik Qvortrup, chefredaktør på Se og Hør, undrede sig:
”Jeg gik forsigtigt ud fra, at journalistik handlede om at bringe nogle interessante oplysninger om personer, der står centralt i vores samfund,” siger han i november 2007.

I december 2012 afgør Københavns Byret, at Se og Hør skal anerkende, at der ikke ligger dokumentation for påstanden. Naser Khader skal have 25.000 kroner i erstatning.

På dette tidpunkt er Henrik Qvortrup skiftet til politisk redaktør på TV 2. Kanalen dækker afgørelsen med en enkelt notits i den seneste nyhedsudsendelse på TV 2's hovedkanal. Henrik Qvortrup kommenterer ikke sagen i indslaget.

Samlet vurderer TV 2's seerredaktør, Lars Bennike, at stationen gav Naser Khaders sejr for lidt opmærksomhed – og at Qvortrup skulle have været på banen:

”Jeg synes, at det er problematisk og skadeligt for Henrik Qvortrups troværdighed, men også for TV 2´s, at han ikke stiller op. Selvfølgelig skal han det. Det synes jeg, at han skylder seerne,” skriver Lars Bennike.
Henrik Qvortrup havde ingen kommentarer til Journalisten.

Se og Hør må ikke udtale sig om bog

Den tidligere journalist på Se og Hør Peer Kaae vil udgive bogen 'I sandhedens tjeneste' om den kulørte arbejdskultur, han har oplevet i sine 17 år på Se og Hør.

Peer Kaae siger blandt andet til Journalisten i februar 2009, at Henrik Qvortrup har indført en stikkerlinje, hvor almindelige mennesker får penge for at sende tips og fotos ind:
”Stikkerlinjen betød, at vi blev upopulære i et omfang, som jeg ikke har oplevet før,” forklarer Peer Kaae, der understreger, at oplaget under Henrik Qvortrups ledelse er faldet med cirka 10.000 eksemplarer.

”Min drøm er, at bogen må skabe så megen ravage, at Se og Hør må lukke på grund af den stikkerlinje, som Henrik Qvortrup oprettede,” sagde Peer Kaae – der konkluderer, at linjen virkede:
”Der kom ting ind, som vi ellers ikke ville have fået. Men moralsk er prisen bare for høj.”

”Engang ringede Anders Lund Madsen og skældte mig ud. Han sagde, at jeg var endt som Henrik Qvortrups lille lakaj. Den sved. Det var jo rigtigt.”

Henrik Qvortrup er på dette tidpunkt skiftet til politisk redaktør på TV 2. Han ønskede ikke at kommentere, ud over en kort bemærkning med blandt andre disse ord: ”Peer Kaae har skrevet en ynkelig bog.”

Journalisten havde blandt andet fremsendt dette spørgsmål til Henrik Qvortrup:
”Peer Kaae fortæller, at du var parat til at trykke Mick Jaggers lægejournal. Kan man offentliggøre andre menneskers sygehusjournaler?”

Per Ingdal, der i 2009 har afløst Henrik Qvortrup som redaktør på Se og Hør, forbyder medarbejderne på bladet at udtale sig i forbindelse med bogen, medmindre det er udtrykkeligt aftalt med ham:
”Det vil være skadeligt for Se og Hør, hvis medarbejderne udtaler sig i offentligheden.”

Han understreger:
”Det vil ikke blot være skadeligt, det vil også være utilgiveligt.”

Da Se og Hør i juni 2009 bekendtgør, at det bliver Kim Henningsen, der skal være den faste afløser for Henrik Qvortrup, kan Journalisten citere Aller-chef Pål Thore Krosby for at lægge afstand til Qvortrups stil:
”Jeg har ikke været ude for en person, der er så hård og kompromisløs som Henrik Qvortrup.”

Se og Hør beklager over for Naser Khader

I sommeren 2010 skriver Se og Hør, at bladet i 2007 ”afslørede”, at Naser Khader har købt sort arbejde.

Kim Henningsen, redaktør på Se og Hør, beklager formuleringen og forklarer, at bladet ikke har dokumentation for påstanden.

Se og Hør drikker med kilderne

Hollywood-stjerne Kiefer Sutherland bliver i august 2010 opsøgt af to journalister på en bar i København. Det ender i druk – uden at journalisterne afslører deres identitet. En Se og Hør-fotograf fotograferer drukturen, og historien havner på forsiden.

Se og Hørs chefredaktør Kim Henningsen forsvarede sig med et modangreb:
”Altså, tag dig dog sammen. Selvfølgelig er det en helt legitim arbejdsmetode, og det er dybt dobbeltmoralsk af Journalisten at interessere sig for det her.”

Se og Hør skal betale 112.000 kroner til Anni Fønsby

Se og Hør bringer i juli 2009 en stribe af Anni Fønsbys private og frække kalenderbilleder, hvilket i maj 2011 udløser en erstatning på 112.000 kroner.

Pengene udbetales som modelhonorar og ikke, fordi Anni Fønsby er krænket.

Se og Hør fjerner artikel om, at Don Ø ”kørte spirituskørsel”

Se og Hør skriver på sin hjemmeside i sommeren 2011, at Flemming Østergaard ”kørte spirituskørsel”.

Den formulering fjerner bladet igen, men i den trykte udgave står ”Don Ø stoppet for spirituskørsel”.

Chefredaktør Kim Henningsen forsvarer og forklarer, at bladet kun har skrevet, at Flemming Østergaard ”blev stoppet på grund af mistanke” om spritkørsel.

Se og Hør og den ulovlige lydfil

I 2011 graver Journalisten i et spor fra Per Kaaes bog om Se og Hør fra 2009.

I bogen beskriver Per Kaae, at Se og Hør i 2003 modtog et tip om to politikeres hemmelige affære. Han forlangte som journalist på Se og Hør dokumentation og modtog en cd med stærkt private telefonbeskeder, forklarede han Journalisten.

Se og Hør brugte aldrig lydfilen. Den ene politiker døde kort efter.

Journalisten ville i 2011 gerne interviewe Henrik Qvortrup, der var chefredaktør på Se og Hør dengang, men han har ingen kommentarer.

Kim Henningsen, chefredaktør på Se og Hør, vil heller ikke kommentere over for Journalisten. Han har tidligere over for BT afvist, at Se og Hør ville aflytte telefonsvarere ulovligt.

Se og Hør stiller homofobiske spørgsmål til kulturminister Uffe Elbæk

I marts 2012 stiller Se og Hør dette spørgsmål til Uffe Elbæk:
”Det er så første gang, en homoseksuel kulturminister skal i cirkus.”

Se og Hørs chefredaktør udtaler i en pressemeddelelse blandt andet:
”Der er kun en ting at sige: Det er ikke godt nok.”

Se og hør hænger kendt ud som narkoman

Se og Hør får i august 2008 alvorlig kritik af Pressenævnet for at bruge anonyme udtalelser i en artikel om, at en kendis skulle være narkoman på afvænning.

Historien kaldes ”Udokumenteret”.

Se og Hør mister en chefredaktør

Kim Henningsen stopper i juni 2013 efter fire år som redaktør på Se og Hør.

Se og Hør får ny chefredaktør

I september 2013 bliver Niels Pinborg ny chefredaktør på Se og Hør.

Se og Hør fortryder mordmistanke mod konge

Se og Hør skriver på hjemmesiden, at Sveriges konge er mistænkt for mord. Der er ingen kilder til historien. Artiklen bliver fjernet.

”Jeg var simpelthen ikke skarp nok som redaktør,” siger Niels Pinborg.

Se og Hør mistænkt for ulovlig overvågning

BT skriver 28. april 2014, at Se og Hør i mindst fire år har overvåget kendte danskeres kreditkort med hjælp af en it-specialist. Det skulle være foregået i perioden 2008-2012.

Oplysningerne stammer fra en ny bog, der er skrevet som roman. BT har efterprøvet nogle af påstandene og fundet dokumentation, forklarer avisens chefredaktør, Olav Skaaning Andersen.

Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, afviser i en pressemeddelelse ”systematisk overvågning”. Kort efter sendes syv medarbejdere hjem.

”Vi tager en pause nu og prøver at kaste lys over, hvem der vidste hvad,” forklarer Niels Pinborg TV 2 News torsdag den 1. maj kl. 08.04.

”Det er da ikke sjovt at være på Se og Hør nu,” slutter han interviewet.

Kommentarer
3
Henrik Kragelund
01.05.14 07:09
Giv journalister en
Giv journalister en whistleblower-ordning

Sagen om Se og Hør og den mystiske IT-kilde er det, nogle journalister ville kalde en "guld-case". En case - et eksempel - der på allerbedste vis gør det klokkeklart og konkretiserer, hvilke problematikker, der kan opstå på grund af et givent regelsæt, lov eller lignende.
Denne guld-case viser det hele frem, når det handler om den danske presse:

1) Hvor let det faktisk er at bruge pressen som instrument, til både hævn og forsvar.
2) Hvor nemt medierne har ved at fremføre beskyldninger eller viderebringe andre mediers beskyldninger uden selv at være i besiddelse af dokumentation for beskyldningerne.
3) Hvordan konkurrencen i medierne om at komme først med det nye kan lamme journalisters kritiske sans
4) Hvor nemt det er for medierne at få politikere og andre meningsdannere til at udtale sig om en sag, som hverken medie eller politiker har set dokumentation for.
5) Hvordan journalister selv er opmærksomme på, at hvis man er oppe imod hård kritik, så skal ikke lade sig interviewe på tv.

Der kan helt sikkert tilføjes flere punkter, men jeg vil gerne hurtigt frem til min pointe:

Der er brug for en whistleblower-ordning i den danske presse.

I dag torsdag 1. maj 2014 står en tidligere nyhedschef på Se og Hør frem i Ekstra Bladet og tilstår kendskabet til og brugen af en kilde, der havde adgang til kreditkortoplysninger. Hun beskriver Se og Hør-miljøet som en parallelverden med egne normer og regler. Muligvis er der ingen andre danske medier, der har gjort Se og Hør kunsten efter, hvad angår kreditkortoplysninger, men der er ingen tvivl om, at der i flere redaktionsmiljøer har udviklet sig særlige holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert.

Pressens selvudråbte status som den fjerde statsmagt og ytringsfrihedens glinsende skytsengel giver anledning til, at nogle ansatte og nogle chefer glemmer, at kritik og kontrol ikke blot skal rettes mod det samfund, de skal kontrollere, men i høj grad også skal vendes indad. En journalist vil til enhver tid kunne argumentere for at lave en kritisk historie om manglende kontrol af f.eks. politiet ud fra parolen "De kontrollerer os, men hvem kontrollerer dem?" Hvem kontrollerer pressen? Ingen.

Der er en enorm høj grad af handlefrihed i medierne. Reglerne for god presseskik bliver opfundet af branchen selv, og når de brydes, har det stort set ingen konsekvenser. Et eksempel: Da Ekstra Bladet og TV2 i december 2013 fik hård kritik fra Pressenævnet for deres håndtering af den såkaldte gidselsag, lavede Ekstra Bladet det om til et PR-stunt. Kendelsen skulle bringes på forsiden af avisen, og Ekstra Bladet vendte derfor avisen om, så den normale bagside blev forside, den dag kendelsen skulle bringes. Det siger ikke blot noget om Ekstra Bladets, det siger også noget om, at et medie kan te sig lige så tosset det vil - hvis blot man er fræk, modig eller kynisk nok.

Man kan trække et medie i retten, men det kræver oftest en økonomi, som den almindelige danske borger eller virksomhed simpelthen ikke har. Medievirksomhederne, herunder også de statsejede, har til gengæld penge til juristerne, og det kan undre mig, at ingen mediepolitiske ordførere tilsyneladende interesserer sig for, hvor mange penge vores statsejede medier bruger på at nedkæmpe modstand med juridisk top-assistance.

Det er ofte svært for det utrænede øje at se, hvornår der er tale om, at et medie udviser forbilledligt mod, og hvornår der blot er tale om kalkuleret kynisme. Men journalisterne kan se forskellen. Nogle af dem ser kynismen hver eneste dag, og andre ser den måske aldrig. Det vil være en fejl at tro, at man kan isolere forestillingen om branchens "brodne" kar til ugeblade og formiddagsblade. Der kan være brodne kar i ethvert medie, også de "pæne".

Alle journalister har oplevet en kollega eller en chef udøve en adfærd, som var stik imod god presseskik, og mange har selv været i en situation, hvor de har følt sig presset til at gå på kompromis, eller hvor de måske har ladet sig rive med af en stemning. Hvis du kender en journalist, så spørg ham eller hende selv. Jeg er sikker på, de vil bekræfte det.

Men journalisterne og deres mediekolleger såsom fotografer, redaktionssekretærer, layoutere, grafikere etc. har ikke noget sted at gå hen for at lette deres samvittighed, når de ser, der foregår noget forkert. Der findes masser af retskafne medieansatte, redaktionschefer, chefredaktører og medier - og deres rygte bliver sølet til, hver eneste gang, én rådden journalist bliver afsløret. Det er ikke fair overfor resten af branchen, men det er i særdeleshed ikke fair overfor det samfund, som medierne og journalisterne skal kontrollere. For hvis medierne mister deres troværdighed, så mister samfundet muligheden for en troværdighed offentlig debat. Så mister vi troen på hinanden.

Giv journalisterne en whistleblower-ordning.
Fremhævet af Journalisten
Jens Frandsen
01.05.14 08:24
@ Henrik : Radio 24syv har
@ Henrik : Radio 24syv har etableret alverdens whistleblower-ordninger. Så der er vel ingen undskyldninger for, at tilbageholde samfundsvigtige oplysninger.
Fremhævet af Journalisten
Henrik Kragelund
02.05.14 06:56
@Jens: Jeg er helt enig med
@Jens: Jeg er helt enig med dig i, at der principielt ikke findes nogen undskyldninger for at tie, men vi må konstatere, at der findes folk i branchen, som har en anden holdning.
En whistleblower-ordning vil imidlertid gøre det næsten umuligt at forsvare overfor sig selv og andre, at man tier om uetiske og ulovlige forhold - hvis den vel at mærke er troværdig og sikrer anonymitet.
Jeg mener derfor, at en whistleblower-ordning for ansatte i medierne skal administreres af en neutral (statslig) aktør uden aktier i branchen.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen