Se og Hør har opsagt samarbejdet med Nyhedsavisen. Ugebladets website bragte en artikel produceret af Nyhedsavisen, der kaldte SE og HØR-artiklerne om Naser Khader for 'udokumenterede'.
Nu går Nyhedsavisen til modangreb på SE og HØR. 'Elendigt underbygget', siger David Trads om Se og Hørs afsløring til Journalisten.dk
Gratisavisen har gennem nogle måneder leveret nyheder direkte til SE og HØRs hjemmeside, men det samarbejde slutter nu.
På Seoghoer.dk den 26. november kunne læserne se en artikel med overskriften: "Vælgerne blev skræmt af Khaders uklarhed," og i artiklen stod der videre: "Årsagen var ikke ugebladet SE og HØRs udokumenterede artikler om sort arbejde i partiformanden Naser Khaders private bolig."
Den artikel fjernede Qvortrup, da han blev gjort opmærksom på den af B.T.
Det er imidlertid et tilfælde, at samarbejdet ophører lige, forklarer Henrik Qvortrup.
»Det var selvfølgelig ren hat og briller, at man kunne læse, at vores historie var udokumenteret på vores egen hjemmeside, men det er nu ikke derfor, vi ophører samarbejdet. Årsagen er, at jeg ikke er i tvivl om, at vi får et bedre produkt hos Ritzau,« siger Henrik Qvortrup.
Han fortæller, at SE og HØR har fået et tilbud fra Ritzau, der kan matche Nyhedsavisen på prisen.
»Når du kan få en BMW og en Hyundai til den samme pris, er du heller ikke i tvivl om, at du ville vælge BMW'en,« siger Henrik Qvortrup.
Chefredaktør for Nyhedsavisen, David Trads, vil i dag ikke kommentere på, om aftalen med SE og HØR er opsagt eller ej.
»Vi har jo så mange aftaler på kryds og tværs. Vi håber selvfølgelig, at langt de fleste af dem, vi samarbejder med er godt tilfredse,« siger David Trads.
Han fastholder den historie, som Qvortrup fjernede.
»I den pågældende artikel var det jo åbenlyst, at det er korrekt, at SE og HØRs påstande var så elendigt underbygget, at det ikke havde kunnet bestå en første-semesters prøve på Journalisthøjskolen,« siger David Trads.
Til det svarer Henrik Qvortrup:
»David Trads har hele vejen igennem været meget fintfølende omkring den sag. Det handler nok om, at han kom til at kalde Naser Khader for Danmarks svar på Kennedy.«
Da Nyhedsavisen kom på gaden i begyndelsen af oktober sidste år, lancerede avisen samtidig et nyhedsbureau, som skulle tage kampen op med Ritzau. Nyhedsavisen måtte dog drosle gevaldigt ned for bureauets aktiviteter efter fire måneder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.