Se og Hør-chef: »Jeg ønsker mig tilbage til tiden før internettet«

Danske medier slår hinanden ihjel, når de citerer på kryds og tværs på nettet, siger chefredaktør Kim Henningsen til Journalisten.dk. Han foreslår, at citat er forbudt de første otte timer, efter et trykt medie er på gaden.

Danske medier slår hinanden ihjel, når de citerer på kryds og tværs på nettet, siger chefredaktør Kim Henningsen til Journalisten.dk. Han foreslår, at citat er forbudt de første otte timer, efter et trykt medie er på gaden.


Dagbladene gør det. Fagbladene gør det. Journalisten gør det. På netmedierne er det en del af hverdagen at citere de andre, trykte såvel som elektroniske. Men det er et enormt problem for mediernes overlevelse.

Det mener Kim Henningsen, der er chefredaktør på Se og Hør. Han ytrede sig første gang kritisk i en kommentar til blogindlægget 'Stop citat-tyven' af Journalisten.dks blogger Kurt Lassen.

»Jeg klynker ikke – men alligevel kan jeg da godt en gang imellem ønske net-medierne hen, hvor peberet gror. Men til en start kunne vi måske godt overveje at indføre nogle færdselsregler for citater. Jeg tror, det på den lange bane vil være til gavn for alle,« skrev Henningsen.

Journalisten.dk har interviewet Kim Henningsen.

Hvad er problemet med måden, vi medier citerer hinanden på?

»Der sker det, at vi kannibaliserer på hinandens primære indtjeningsområder, altså printmedierne. Der er meget få, der kan lave forretning ud af web. I det øjeblik, du for eksempel kan læse en Børsen-historie i Berlingskes Business-sektion på nettet, så risikerer Børsen at miste læsere. Og så sker det omvendte den næste dag. Vi saver hinandens grene over, og vi gør det på kryds og tværs,« siger han.

Ifølge Kim Henningsen er vi som journalister lige gode om det, og vores citatkutyme er en naturlig følge af den teknologiske udvikling.

»Alle gør det, og jeg vil gerne understrege, at der ingen slyngler er i den her sag. Men vi forærer sådan set som branche vores penge væk. Jeg ved godt, at jeg ikke kan stoppe udviklingen. Hvis det stod til mig, så ønsker jeg mig tilbage til tiden før internettet. Men selvom det er opfundet, så kan vi godt i branchen gå ind og lave nogle kollegiale aftaler.«

Du taler om »kollegiale færdselsregler«. Har du et forslag?

»Det kunne for eksempel være, at vi indfører en otte timers karensperiode fra det øjeblik, et medie er sat til salg. De fleste medier bliver solgt inden for otte timer, fra de udkommer. Efter otte timer kan der være frit slag. Så vil nogle sige, at nyhederne skal præsenteres lige så snart, de er der, og at de skal lægges frem for folket. Det kan de have ret i, men hvis vi ikke passer på, så bliver der færre og færre medier til at lave det, vi skal, og så bliver mediebilledet langt mindre mangfoldigt.«

Hvor stort er det her problem for jer på Se & Hør?

»Det er stort. Vi siger herinde, at vores største udfordring i øjeblikket er Eb.dk og Bt.dk. Det er hverken Billed-Bladet, Her og Nu eller Kig Ind. Jeg skal understrege, at jeg ikke klynker, men vi har undersøgt det i fokusgrupper, og de, der kun køber Se & Hør en gang imellem kunne nærmest citere det forfra og bagfra hver uge.«

Hvad gør netmedierne forkert?

»De gør ud fra en journalistisk betragtning det helt rigtige, de sikrer deres læsere de hotteste ting om de kendte og kongelige. Og når de har noget, vi synes er interessant, lægger vi det også ud på Seoghoer.dk.«

Ifølge Kim Henningsen er den danske mediebranche i gang med en slags kollektivt selvmord uden at tænke os om.

»Teknikken giver os nogle fantastiske muligheder, men vi har overhovedet ikke overvejet, hvad konsekvenserne er, når vi stjæler på kryds og tværs fra hinanden. De eneste, der vinder på det er kunderne, der slipper for at betale for et magasin og kan få historierne gratis på nettet.«

Kim Henningsen er dog overbevist om, at hans forslag ikke har megen gang på jord.

»Jeg ved da godt, at med 99,9 procents sandsynlighed bliver der ikke ændret en tøddel ved det. Og jeg er heller ikke den første, der tænker det, jeg er bare den første til at sige det. Jeg synes, vi skal være os selv bevidste som branche, og så er jeg klar til at tage de tæv, der følger med det at være en form for maskinstormer,« siger han.

Der er allerede nogle løsere citataftaler imellem medier, for eksempel har Eb.dk og Bt.dk en aftale om, hvor omfattende, de citerer hinanden.

Læs også interviewet med B.T.s chefredaktør Olav Skaaning: BT-chef: Citatkarruselen er et uløseligt problem

3 Kommentarer

Michael Nielsen
22. JUNI 2010
Re: Se og Hør-chef: »Jeg ønsker mig tilbage...

Så længe store danske webmedier stadig forbyder dybe-links (om jeg begriber hvorfor - de har stadig ikke fattet hvad det fede ved internettet er) så må vi droppe links til de oprindelige artikler og fortsætte med at citere uden links.

 

 

Vidar Falkenberg
22. JUNI 2010
Re: »Jeg ønsker mig tilbage til tiden før internettet«

... at journalister langt oftere linkede til kilderne - uanset om det er et konkurrerende medie, en rapport, en blog eller en pressemeddelelse ...

Ud over en større troværdighed, en hjælp til læsere og mere trafik til dem, der har udført arbejdet, ville et krav om eksterne links føre til langt færre copy-paste-tyverier fordi man er bange for at vise læserne at der findes alternativer. Problem solved!

Ernst Poulsen
22. JUNI 2010
Herligt: Internettet overlever med 99,9% sikkerhed

Nu erkender Kim Henningsen heldigvis selv, at det ikke nytter at drømme sig tilbage til tiden før internettet. Han erkender også, at der er 99,9% sikkerhed for, at hans ide om 8-timers-citatforbud ikke bliver til noget. Det ville vel heller ikke være fornuftigt - endsige muligt - at pille ved noget så grundlæggende som citatretten.

Herligt, så kan vi fokusere på de reelle muligheder.

* Man kunne sikkert nå et stykke af vejen, hvis branchen holdt lidt mere på, at konkurrenterne ikke bare kunne bruge citatretten til halve copy-paste-tyverier. Citatretten er jo begrænset til "nødvendigt omfang" - og inkluderer forpligtelse til at citere både ophavsmand og medie. (http://kortlink.dk/update/7vh6).

* En naturlig (moderne) fortolkning af pligten til at navngive ophavsmand og kilde ville være, at journalister langt oftere linkede til kilderne - uanset om det er et konkurrerende medie, en rapport, en blog eller en pressemeddelelse. Det øger troværdigheden, og det hjælper de læsere der vil vide mere. Nå, ja - og så giver det også trafik til dem, der har udført arbejdet.

Selv om Kim Henningsen bekender sig som maskinstormer, så er vi forhåbentlig ved at være kommet ud over den gamle angst for "dybe-links". :-)