search

Se og Hør-sagen i al sin kedsommelighed

Journalistens redaktør spørger: Hvordan kunne I gøre det mod faget?

Sagen om den ulovlige omgang med kendte menneskers kreditkorttransaktioner har i sin substans reelt kedet mig fra første anslag. Der har ikke været andet på spil end en banal forbrydelse, trist forfængelighed og doven lemfældighed.

Selvfølgelig er det elementært spændende, om mediefolk dømmes for den måde, de passer deres arbejde på. Og det er ydermere yderst alvorligt, hvis politikerne efterfølgende misbruger sagen til at indskrænke mediernes muligheder for at publicere væsentlige historier i fremtiden.

Det sidste er for mig det eneste interessante perspektiv på sagen. Det må ikke ske. Læs mere om det her hos Poul Smidt.

Vi lærte det om aftensbordet

Selve forbrydelsen og forløbet har intet lært os om menneskelivet eller den måde, man skal passe sit arbejde på – hverken som kreditkortsovervåger eller virksomhedsejer, journalist og redaktør – som vi ikke allerede lærte i folkeskolen eller omkring aftenbordet hos mor og far.

Det er kort sagt elementær dannelse, der er tilsidesat i forløbet:

Du skal behandle andre ordentligt

Du må ikke stjæle

Du må ikke være skødesløs med andres tillid

Du skal tage ansvar

Du må ikke lyve

Og så videre.

Usselt, gement og trivielt

Det er grådighed, der er på spil som udløsende grund. En af dødssynderne.

Sagen i al sin banalitet:

En mand har udnyttet, at han på sin arbejdsplads kunne skaffe sig adgang til information om kortholderes køb på kreditkort, der kan koble kortholderen til bestemte butikker og dermed lokaliteter. De oplysninger har han solgt til en virksomhed, der skaffer økonomisk overskud til sine ejere.

Både køb og salg fremstår usselt, gement og uendeligt trivielt.

Motivet for salget er alene penge. Og dermed føler jeg næsten medlidenhed med den hoveddømte: Tænk at forvalte sit eget liv så elendigt, angiveligt alene drevet af griskhed. Det er eksistentielt uendeligt trist.

Næste led er redaktørerne, der kun kan være fremskyndede af ønsket om at have de bedste historier og dermed bidrage optimalt til egen anerkendelse samt bladets og virksomhedens vinding.

Redaktørerne ved, at oplysningerne er opsigtvækkende og har en markedsværdi, der overgår indkøbsprisen. Ellers købte de dem vel ikke.

I den situation er det deres moralske ansvar at vide og kontrollere, hvordan oplysningerne er skaffet. Og derpå kassere dem og måske sågar bremse kilden.

Det skete ikke. Hvorfor?

Det er i en større samfundssammenhæng publicistisk uinteressant, hvilke kendte, der holder ferie med hvem. Men det er selvfølgelig kommercielt interessant, fordi det opfylder de svære krav i genren "sladder", der kan sælge blade, hvilket blot understreger det økonomiske motiv gennem hele kæden af ansvarlige.

Det er så uendeligt fattigt. Tænk sig at vinde kampen om at lave sladderjournalistik med så usle midler.

Redaktørerne har snydt i kapløbet med andre redaktører og medier. Moralsk står de side om side med dopede cykelryttere, der jublende rækker armene i vejret på målstregen på bjergtinden, mens dopingspyttet står dem om munden. Og efterfølgende sågar lader sig hylde i Tivoli.

Gør det, du kan fortælle dine børn

De dømte medarbejdere er jo med i samme båd, om end de har handlet under ledelsesinstruktion. Når nogen beder dig gøre noget, som du selv føler er forkert, skal du reagere. Har jeg lært.

For nu at vende tilbage til far og mor og aftenbordet: Man skal gøre det, man kan holde ud at fortælle sine børn bagefter. Og da der her ikke er noget ædelt motiv – et samfundsanliggende – skal man tilsidesætte sin egen magelighed og angst for at miste jobbet, og sige fra. Selv om det er svært, det erkender jeg: Miljøet presser en, normerne kan være fleksible og hvor går grænsen i situationen?

Jeg undrer mig

Det virkelig triste er, at journalistikkens renommé kan være blevet besmittet af en griskhedens bacille, uden at det handlede om journalistisk relevans. At nogen nu tror, at rigtige journalister og redaktører arbejder sådan.

Og det er for mig ukollegialiteten, der er værst. At man skader fagets renommé ved at bryde reglerne – uden legitim grund. At man accepterer en ny nedre standard, selvom man ved, at det risikerer at smitte af på andre.

Det er som mekanikeren, der siger tandremmen er ny – og så har den passeret de 100.000 km.

Og det er det, jeg vil gå videre med: Hvordan kunne I gøre det mod faget? Hvad drev jer i situationen til at tilsidesætte anstændigheden – uden noget som helst legitimt formål?

Det vil jeg aldrig kunne forstå.

Er vi så forfængelige? Så angste? Så autoritetstro?

Kunne det ske for mig? For dig?

Det er i svaret på det spørgsmål, forståelsen ligger. Mens vi fordømmer, så prøv om du kan finde svaret.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen