Danmarkshistoriens største medieskandale! Sådan er den betændte sag om Se og Hør, der i årevis har betalt for ulovlig adgang til kendtes kreditkortoplysninger, blevet betegnet.

Men betegnelsen er ikke helt korrekt. Det er ikke først og fremmest en medieskandale, endsige en journalistisk skandale. Det er en ledelsesskandale.

Meget tyder i dag på, at dele af den øverste ledelse i Aller har været informeret om, at Se og Hør brugte yderst spektakulære metoder – uden at koncernen greb ind.

Og meget tyder også på, at bladets ledelse annoncerede et stop for brugen af kilden – men alligevel fortsatte med at fodre redaktionen med de ulovlige oplysninger uden at fortælle, hvor de kom fra.

Det frikender selvfølgelig ikke journalisterne i marken for et journalistisk ansvar, i det omfang, de har vidst, at noget var galt. Men det viser, at fokus primært skal være et andet sted:

Nakken skal bøjes tilbage, og der skal kigges opad. Helt op.

Aller-koncernen har i årtier høster millioner af kroner på overskuddet fra alene Se og Hør. Og sammenligner man brugen af de tvivlsomme metoder på bladet med, hvornår oplaget begyndte at dykke, så tegner der sig et interessant billede.

Kilden blev introduceret, da millionerne for alvor begyndte at rulle langsommere. Og selv om oplagsnedgangen er fortsat helt frem til i dag, så har kildens oplysninger alligevel i ny og næ kunnet give bladet de solohistorier, der lige præcist adskiller bladets indhold fra den megen gossip og sladder, der i dag ligger frit fremme på nettet.

Med andre ord: Brugen af kendtes kreditkorsoplysninger har måske bremset nedturen i et vist omfang. Kald det bare kunstigt åndedræt – med meget dårlig ånde.
Det vidner om en syg kultur, hvor ingen i toppen for alvor har taget konsekvensen af, at pengemaskinen Se og Hør for alvor var truet. Drevet af en desperat jagt på tidligere tiders indtjening har ledelsen ikke alene sat almindelig anstændighed over styr. Den har udstyret hele mediebranchen med en kollektivt styrtdykkende troværdighed.
Der kan kun være en forklaring: En desperation og grænseløs griskhed, der har gjort de ansvarlige både blinde og døve over for almindelig anstændighed.
Jeg håber på et efterspil, der meget præcist placerer ansvaret for forløbet. Herunder ikke mindst det passive ansvar, der kan ligge i, at dem, der høster fortjenesten, ser igennem fingre med, at andre bruger tvivlsomme metoder, der efterlader et helt fag besmittet over for offentligheden.