arkivjournalistik

Se og Hør-artikel om 13 år gammelt drab vækker undren

Al journalistik på Se og Hør handler om at skabe trafik til sitet, siger chefredaktør Niels Pinborg, der ikke kan se noget problem i at bringe nye historier om gamle sager

På årets første dag i 2010 mistede den 20-årige Maria Møller Christensen livet, da hun blev dræbt på vej hjem fra en nytårsfest i Herning.

Og selv om der nu er gået 13 år, skrev Se og Hør søndag en ny historie, hvor mediet gennemgår hele drabet på ny.

I artiklen er der ingen nye oplysninger om drabet, men blot en detaljeret gennemgang af, hvad der skete i 2010.

Opslaget med artiklen har modtaget over 1.700 reaktioner på Se og Hørs Facebookside, og i kommentarsporet undrer flere brugere sig over beslutningen om at skrive historien en gang til.

”I starter simpelthen året ud med en umådelig trist og tragisk overskrift fra 2010. Come on SE og HØR!,” lyder det i en kommentar, der har fået 621 tommelfingre opad. Flere andre steder kaldes artiklen ”usmagelig”.

”Maria fortjener at blive husket,” lyder det fra en anden bruger, der forsvarer beslutningen.

Relevant på grund af nytår

Se og Hør-chefredaktør Niels Pinborg kan dog ikke umiddelbart se, at der er grund til at kritisere formatet.

Hvilken journalistisk genre synes du der er tale om her?

”Her er der tale om true crime.”

Hvad går det ud på for dig?

”Jamen, det går ud på at fortælle om ægte kriminalsager fra arkivet. Du kan tage Danmarks mest lyttede podcast, ’Mørkeland’, de laver det der hver uge.”

Men hvorfor er det en relevant historie at fortælle om den her mordsag?

”Jamen, du kan jo stille alle mulige spørgsmål til, hvornår noget er relevant. Den her er relevant, fordi der er et datosammenfald, sådan er det jo med arkivhistorier.”

Altså fordi der er et datosammenfald i den forstand, at mordet skete nytårsaften? Hvad er det interessante ved det datosammenfald?

”Du spørger, hvorfor den er relevant nu, og det er, fordi der er et datosammenfald mellem i dag og den dag, det skete. Søndag var det den dag, det skete. Hvad siger ’Mørkeland’, når du stiller de her spørgsmål til dem?”

Netop podcasten ’Mørkeland’ har været genstand for offentlig debat, da programmet ikke udgives af et etableret medie og heller ikke er tilmeldt Pressenævnet, hvorfor det ikke skal følge de presseetiske regler.

Ingen nyhedskrog

I det konkrete tilfælde medgiver Niels Pinborg, at der ikke er noget nyt i sagen.

Så det er simpelthen nyhedskrogen i den her historie, at det er sket nytårsaften?

”Nej, der er ikke nogen nyhedskrog i den her.”

Når I får de her kritiske bemærkninger i kommentarsporet, hvad tænker du så om dem som chefredaktør?

”Jeg har ikke set de kommentarer, og det tænker jeg ikke noget om. Folk må jo mene og synes, hvad de vil. Det er jo folks meninger, og dem vil jeg ikke tage fra dem. Men det får os næppe til at holde op med at lave arkivhistorier.”

Men synes du, det er ”usmageligt” at lave den slags?

”Nej, det synes jeg ikke. Jeg vil gerne gentage, at du har Danmarks mest lyttede lydprogram ’Mørkeland’, som gør det her hver uge. Og jeg synes, det kunne være interessant at høre, hvad de svarer til det spørgsmål.”

Men nu er det ikke dem, jeg har ringet til.

”Nej, nej. Men det undrer mig, at du ringer til mig, for det er en helt almindelig journalistisk disciplin at lave arkivhistorier og hive arkivhistorier frem i forbindelse med mærkedage. Det har vi gjort med Emilie Meng-sagen, det gør vi med den her sag, det gør vi også med andre sager. Det gør alle medier. Eller i hvert fald de medier, vi sammenligner os med.”

Alt handler om trafik

Men man ved jo også godt, at interaktioner på Facebook er lig med rækkevidde, der får flere læsere til at komme ind til sitet. Er det derfor, I udgiver sådan en historie?

”Nej, jeg vil da helst ikke have dårlige kommentarer. Det bryder jeg mig da ikke om. Vi er jo ikke sat i verden for at genere nogen.”

Det er heller ikke nødvendigvis de dårlige kommentarer, men også likes og tilkendegivelser, der skaber trafik til jeres site. Er det argumentet for at skrive den her form for historier, at I får trafik til sitet?

”Det er argumentet for al journalistik, vi laver. For det er det eneste, der finansierer det, vi laver. Vi er jo ikke statsfinansieret ligesom stort set alle andre danske medier.”

Så det er altså begrundelsen for at lave den her form?

”Det er det for alt, vi gør.”

Synes du, det er etisk forsvarligt at rippe op i sådan nogle sager igen?

”Ja, det synes jeg, ellers ville jeg ikke have gjort det. Men det er klart, at hvis der sidder pårørende derude, der ikke mener det, så er det en anden situation.”

Men dem har I så ikke kontaktet i den her forbindelse?

”Nej, det har vi ikke.”

 

0 Kommentarer