TAL TIL ØJET »Hvorfor deler folk et billede af deres aftensmad på Internettet?«
Internetpsykolog Anders Colding Jørgensen forsøgte lørdag på DJ-konferencen "Tal til øjet" at besvare det komplekse spørgsmål: »Hvorfor deler folk et billede af deres aftensmad på Internettet?«
På power point bag ham vises først billeder af en tilberedt fisk – og derpå fisken når den er spist og kun benene er tilbage. Billeder, en eller anden har postet på sin profil – umiddelbart et mysterium. Men:
»Hvis du søger på "My dinner" på Google, så er der vildt mange billeder af folks aftensmad. Men hvorfor i alverden deler man et billede af sin aftensmad? Hvis du havde sagt for fem år siden, at vi ville dele den slags informationer, ville folk protestere. De ville mene, det var meget eksotisk at dele billeder af sin mad,« siger Anders Colding Jørgensen – og leverer den første centrale pointe:
»Dengang handlede Internettet om informationer.«
Men i dag handler internettet om identitet og selvfremstilling.
»Facebook har forandret Internettet til en identitetsøkonomi. Billedet af din aftensmad på Facebook giver mening, fordi Facebook har forandret den måde vi bruger Internettet på.«

Nu viser Anders Colding Jørgensen billeder af nogle primitive hytter; den slags folk boede i for mange år siden.
»Du kunne kigge ned i langhuset og se hvad folk fik at spise. Men i dag lever vi i supermobile samfund. Vi kan på ti minutter bevæge os længere væk end vores forfædre rejste et helt liv. Vi producerer i dag hundredevis af brudte sociale bånd; mennesker vi engang var sammen med, men som vi ikke ser mere.«
Som deres udsendte forstår det, så har Facebook blandt andet afløst det gamle stammesamfund, hvor vi vidste alt om hinanden – og viste os frem for hinanden. Hvor vi kort sagt godt vidste, at naboen havde spist fisk til aftensmad. Vi kunne måske ligefrem lugte det.
»Det anonyme Internet er forvist. Facebook er virkeligheden. Det giver ikke mening at skelne mellem Facebook og virkeligheden. Internettet er ikke længere et postkontor. Internettet er i dag en arena, hvor mange kigger med på hvad du laver.«
»Det, vi gør på Facebook, siger meget om hvem vi er, og hvordan vi opfattes som mennesker,« sammenfatter Anders Colding Jørgensen.
Og det er ikke en ny praksis.
»Præcis det samme kan man sige om gravstene og gravsteder.«

Anders Colding Jørgensen understreger, at vores opdateringer er styret af hvordan vi ønsker at blive set.
»At fortælle, at du sidder på en cafe i Bruxelles og drikker en øl, det har ikke stor informationsværdi – men jeg skal love dig, at der identitet i det.«
Han understreger, at det jo næppe er tilfældigt, at en side om ufrivillig vandladning ikke har særligt mange venner – selv om problemet er stort. Det er dårlig selvfremstilling. Men omvendt:
»Du lister lige ind, at du sidder på en snask i Barcelona og får en elendig service. Det gør du, efter at du i flere måneder ikke har postet noget som helst. Men nu skal folk vide, at du er i Barcelona.«
Og det dybt interessante er, at du bliver afhængig af at tjekke, om der sker noget på din profil. Og at du systematisk underdriver antallet af gange, du tjekker den.
»Præcis som en rotte, der kun får belønning engang imellem, når den trykker på en knap, tjekker vi også Facebook oftere end der er udsigt til belønning – altså om folk har reageret på din kommunikation. Helst skal der være en ny besked; du har jo de venner, du vil have i dag.«
Og dermed tilbage til fisken – og hvorfor vi deler billeder af vores aftensmad:
»Selvfremstilling er en central motor for deling af billeder og andre ting. Hvorfor skulle vi ellers dele blogindlæg – som vi ikke har læst færdigt?«