B.T. falder for Talent-Michaels damage-kontrol, men gider ikke ulejlige sig med at få historien bekræftet hos mig, siger Se & Hørs chefredaktør Kim Henningsen.
På forsiden af BT.dk kunne brugerne onsdag morgen læse, hvordan Talent'-deltageren Michael Bjørnson var blevet truet og afpresset af ugebladet Se & Hørs chefredaktør Kim Henningsen i forbindelse med en historie om at Bjørnson har sendt et billede at sit lem til sin kvindelige massør.
»Han ringer til mig og siger, at jeg har en halv time til at fortælle Maria om billedet af min tissemand. Hvis jeg ikke selv gør det, vil de ringe og fortælle hende om billedet, og om at de har billeder af mig hos kvinden,« fortæller Michael Bjørnson på BT.dk.
Men det er en helt anden udlægning, Journalisten.dk får hos Kim Henningsen.
»Det er helt forkert. Jeg fortalte ham stille og roligt, at vi har tænkt os at bringe billedet af hans lem, og at jeg synes, han selv skulle fortælle hende det først, inden vi udbad os hendes kommentar. Han sagde så, at det kunne han ikke få sig til, og så meddelte jeg, at vi ville kontakte hende i løbet af 30 minutter,« fortæller Kim Henningsen.
Han undrer sig over, at hverken B.T. eller Ekstra Bladet, der var først med historien, har kontaktet ham, for at høre hans version af historien.
»Jeg har forsøgt at ringe til Brüchmann, som ikke tager telefonen, og så har jeg lagt besked hos journalisten om, at jeg da gerne stiller op. Det gør mig da lidt bekymret på standens vegne, når ikke engang dydens vogter Poul Madsen vil høre modparten,« siger Henningsen.
I Ekstra Bladets historie kalder den implicerede kvinde sagen for en "uskyldig chat og billedudveksling". Men Kim Henningsen siger, at hun over for Se & Hør gav udtryk for, at hun følte sig dybt krænket, hvilket var medvirkende til, at de skrev historien.
»Jeg har lydoptagelser, hvor hun siger det til os. Hvis jeg skal gætte på, hvad der er sket i forhold til Ekstra Bladets historie, er det at hun og Michael Bjørnson har villet lave damage-kontrol, og derfor samstemt deres fortællinger om, at det her var helt uskyldigt,« siger Henningsen.
I B.T. fremgår det, at Michael Bjørnson tigger og beder Kim Henningsen om Se & Hør ikke skriver historien. Det bekræfter Henningsen.
»Det er korrekt. Men Michael Bjørnson har opreklameret sig selv som et dydsmønster og den perfekte ægtemand, der hylder familie-idyllen. Derfor synes jeg, han er en hykler, og derfor skriver vi historien.«
Hvor går jeres grænse for at afsløre private menneskers fejltrin?
»Det ville være let, hvis der var en facitliste. Det er der ikke. Men når det er en person, der fremstiller sig selv som et dydsmønster og siger, han elsker sin kone overalt på jorden, så er det ok, at vi fortæller sådan en historie.«
Overvejede I hensynet til hans kone?
»Ja, og det var den eneste seriøse grund til, at jeg overvejede, om vi skulle skrive den.«
Men det var ikke nok?
»Nej. I Se & Hør-regi er det her en god historie.
3