Danmarks dygtigste fotografer hædres netop nu ved Årets Pressefoto i Den Sorte Diamant i København.
“Det er helt vildt. Jeg er meget glad og fantastisk rørt,” sagde Asger Ladefoged fra scenen, da han modtog prisen som Årets Pressefotograf.
Kort efter modtog han også prisen for Årets Pressefoto. Den gik til et foto, Asger Ladefoged har taget af et par i Ukraine.
“Det er det sværeste, jeg nogensinde har oplevet, at komme hjem efter at have taget det billede. Og slet ikke føle, at jeg havde gjort nok,” sagde Asger Ladefoged.
Herunder kan du se alle vinderne fra Årets Pressefoto og deres vinderfotos. I tilfælde af serier har vi udvalgt ét billede fra serien.
Årets Pressefotograf:
Asger Ladefoged, Berlingske.
Juryen sagde: Der er ikke nogen tvivl om, at Asger Ladefoged er Årets Pressefotograf. Han har i løbet af 2016 været over det hele, alle de steder, hvor det er brændt på, og hvor det er svært. Han har fundet hverdagslivet i Ukraine og er taget med skolebørnene på besøg hos Carl-Mar Møller. Han har næsten alt i sin kollektion: Noget, man kan identificere sig med, samt smerte, action og intimitet. Hans kollektion viser, at her er der en fotograf, som kan tage ud i verden og lave store reportager, men han kan også gøre det herhjemme med historier, som alle kunne være dykket ned i. Det kunne have været lavet på mange måder, men han gemmer sig ikke bag kunstneriske greb, og han sætter ikke sig selv i vejen for historien. Her er der fem straight-up ærlige billeder, hvor der udfolder sig en handling foran fotografen. Han har en kæmpe respekt for det og dem, han fotograferer. Han engagerer sig helt tydeligt i sine historier, og det giver han videre til os.
Årets Pressefoto 2016:
Asger Ladefoged, Berlingske.
Juryen sagde: Asger Ladefogeds billede fra Ukraine er Årets Pressefoto, fordi det er taget i lige præcis det rigtige øjeblik. Det bliver et symbol på krigen, der kan ramme os uden varsel. Det er ”os”, da angrebet skete i Paris, Bruxelles, Nice og Berlin. Det er et hverdagsbillede, der skifter til et krigsbillede – helt uden at vise krigen. Det har en dobbelthed i sig: Den smukke aften med æbletræerne og frygten. Det er en stille eksplosion, hvor det sted, som er tryggest i verden, pludselig bliver farligt. Parret holder hinanden i hånden, og man får følelsen af, at de bare gik og hyggede, men så pludselig: Bang! Man bliver nysgerrig. Hvad foregår der? De er almindelige mennesker, man kan identificere sig med, og man spejler sig selv i skrækken og angsten for at miste en, man holder af. Men de er fanget i en storpolitisk krig, som altid er til stede i deres liv. en glemt, overset konflikt på europæisk jord, som ligger meget tæt på os. Det er et billede, som insisterer på at blive set, og handlingen fortsætter på den anden side af billedet.
Årets Nyhedsbillede – Danmark:
Jens Dresling, Politiken.
Juryen sagde: Billedet fanger et unikt øjeblik, som viser vores lille Danmark. Det giver os en fortælling om to mennesker, der har været i politiet i mange år. Men en dag møder de ind på arbejde, og pludselig ligger en af deres kolleger død på parkeringspladsen. Deres ansigtsudtryk og kropssprog er en historie i sig selv, og man kan mærke de to mennesker, når man kigger på dem. De ser bekymrede ud og ligner nogen, der aldrig før har trukket deres våben. Men nu er det virkelighed, og deres arbejdsliv er vendt 180°. På den måde bliver Jens Dreslings billede til et smukt eksempel på det spontane nyhedsfotografi, som kan det, nyhedsgenren skal kunne: Være til stede med et tryk i det rigtige øjeblik. Netop det unikke øjeblik fortjener at blive hyldet. Samtidig har billedet mange lag i sig både menneskeligt og samfundsmæssigt, og det er flot håndværk, hvor fotografen får lukket baggrunden godt ned.
Årets Nyhedsbillede – Udland:
Asger Ladefoged, Berlingske.
Juryen sagde: Serien fra Mosul er en klassisk nyhedsreportage og en klassisk øjenvidneskildring. Fotografen var der, han var tæt på, og serien er meget komplet. Vi har ofrene, de sårede, soldaterne på vej ud og kvinderne. Asger Ladefoged vinder, fordi han er lykkedes med at fotografere noget, der er så dramatisk, med respekt, uden for mange virkemidler og ikke for meget blod. Han er meget nærværende og har arbejdet med farveholdningen i billederne. Hvis man kniber øjnene sammen, kan man næsten ikke se liget på jorden. Han formår meget enkelt at gå den fine balancegang, hvor han fastholder os, selv om det er meget ubehagelige ting, vi ser på. Serien er en klar vinder. Men generelt skal det samtidig bemærkes til kategorien, at vi har set et år, hvor der er blevet sparet, så næsten ingen har rejst i nyheder, hvilket afspejler sig i det indsendte materiale.
Årets Portræt:
Anders Rye Skjoldjensen, Politiken.
Juryen sagde: Portrættet er så stemningsmættet, at man nærmest kan høre Vesterhavet udenfor. Men det er selve tilstanden, man falder for i dette meget maleriske billede af Anders Rye Skjoldjensen. Den monumentale tilstand af væren. Af melankoli. Man har bare lyst til at blive ved med at betragte den unge mand, og portrættet vokser, jo mere man ser på det. en ung mand med livet foran sig. Det er samtidig et meget åbent billede, hvor man får lov til at digte med uden at blive tvunget til en bestemt tolkning. Det kræver tid at kunne tage netop sådan et billede, for man skal have tilbragt en del tid sammen.
Årets Sportsbillede – Action:
Jesper Bøje Nielsen, freelance.
Juryen sagde: Jeppe Bøje Nielsens foto af MMA-fighteren er både et portræt og et virkelig godt øjebliksbillede, som det klæder at være sort/hvid. Det bliver et næsten ikonisk billede af at være i kamp med sig selv, som man kan finde interessant uden at være interesseret i selve sportsgrenen. Det er fuldt muligt at læse mange ting i fotoet uden af have nogen kendskab til sporten. I sig selv bliver det et fuldstændig symbolsk billede på at have givet slip og være ved at tabe. Denne mand er udtømt. Der er ikke for to øre mere i ham. Billedet er plukket fra en serie med mange fotos af brutalitet, testosteron og urkraft, der oprindeligt var indsendt i reportage-kategorien.
Årets Sportsbillede – Reportage:
Nikolai Linares, Freelance.
Juryen sagde: Serien om den kvindelige MMA-fighter vinder på sin fine helhed. Den har et stærkt åbningsbillede og kommer godt rundt om historien, så det føles komplet. Vi forstår, hvad hun har på spil og følger let med i fortællingen om, at hun taber kampen to gange – først mod vægttabet og dernæst selve fighten. Nikolai Linares formår hele vejen igennem at spille på både det feminine og den hårde sport. Vi får lidt af personhistorien og får lov til at komme tættere på hende, end vi ellers gør med sportspersoner. Han har tænkt sig om, og det er fedt at se så mange kontraster i en serie. Den vinder, fordi den både har det blå øje, festen i en kjole og det intime øjeblik i badekarret.
Årets Reportage – Danmark:
Asger Ladefoged, Berlingske.
Juryen sagde: Det er svært ikke at blive lidt forelsket i Asger Ladefogeds serie om børnene, der har været på besøg hos Carl-Mar Møller. Mande-coachen, der byggede en legeplads for voksne, som børnene tydeligvis har det lige så sjovt med. Og måske brug for. Serien bliver nemlig også en kommentar til børneliv anno 2016. For her er de ikke pakket ind i vat. De mærker mudderet, får kildren i maven og skyder hinanden, så det gør nas. De mærker, føler og sanser livet og er ikke længere curlingbørnene fra Østerbro. Udover i de gode billedtekster er der ikke en eneste voksen med i serien, som hele vejen er holdt i børnehøjde og meget solidarisk fotograferet. Alle billederne fungerer, der er en konsistent høj billedkvalitet og gode framinger, så man kan høre børnene grine og mudderet sprøjte. Man får hele lejrskole-suget i maven og lyst til at være barn igen. Det et meget livsbekræftende og et fedt eksempel på en historie, der bare ligger derude. Fotografen har set muligheden og givet den hele armen.
Årets Reportage – Udland:
Mads Nissen, Politiken.
Juryen sagde: Mads Nissens vinderserie fra Colombia er simpelthen fantastisk fotojournalistisk arbejde. Du kan ikke sætte en finger på hverken billederne eller teksterne. Det her er en fotograf med kæmpe ambitioner, som gerne vil fortælle en historie. Han har haft enestående adgang til et totalt lukket miljø og kommer hele vejen rundt, så serien bliver fuld af variationer og samtidig komplet. Det er godt håndværk, for det er ofte svært at få en fragmenteret historie til at hænge sammen, men det lykkedes her. Det er vildt at være med i præsidentens privatfly under en sikkerhedsbriefing og derefter stå i en FARC-guerillalejr og et kokainlaboratorium.
Årets Danske Hverdagsbillede:
Ólafur Steinar Gestsson, Berlingske.
Juryen sagde: Uanset, hvordan man vender og drejer det, er Ólafur Steinar Gestssons billede fra Kalundborghallen er tidsbillede. Man må respektere, at det er et billede, som trænger sig på. Når man først har set det, er det svært at slippe, fordi det er så ekstremt i sin symbolik. Linjen der præcist deler billedet i to. Pigen, der står alene indhyllet i de rød-hvide farver. Tilskuerne på de røde sæder, der bliver en masse, som repræsenterer Danmark – mens hun repræsenterer det udefrakommende. Manden, der kigger i kameraet og ser ud, som om han ved, hvad fotografen tænker. Sådan bliver de alle sammen statister i en større, symbolsk fortælling, som næsten er irriterende, netop fordi den er så insisterende. Men man pådutter det let noget, som billedet ikke nødvendigvis fortjener. Det stiller nemlig også spørgsmål. Det er også åbent for fortolkning, og de, der kigger i kameraet, giver faktisk helt usædvanligt et ekstra lag til billedet. Det bliver helt sikkert et fotografi, som gymnasieeleverne kommer til at skrive stil om.
Årets Åben Klasse:
Jens Juul, Freelance.
Juryen sagde: Der er virkelig meget power og energi i Jens Juuls billeder af kvinderne på Roskilde Festival. Serien, der blev flyttet til Åben Klasse fra Reportage Danmark, er på én gang intim og nær – og en eksplosion af kraft. Der er frigjorthed både fotografisk og i det, som serien udstråler. Fotografen har valgt en stil, som han er tro mod, og der sker noget foran kameraet, for han har været med til festen. Det er råt og lige på, uden at fotografen behøver trække et filter hen over billederne eller bruge alle mulige virkemidler. Alligevel er der vitaminer i stilen og indholdet, som han har fotograferet med flash og sort/hvid, så det hænger sammen. For han har både hængt ud med folk og været mentalt til stede.
Årets Korte Indslag – tv/web:
Jakob Carlsen, Freelance.
Juryen sagde: Jakob Carlsen har lavet en lille inspirerende film ’Trailbuilder’ om en mand i Jylland, der laver trails til mountainbikes. Den har helt fantastiske billeder og er på alle måder flot visuelt løst med en mageløs kameraføring, som efterlader et brændende spørgsmål: Hvordan i alverden har han lavet det? Filmen er godt bygget op og starter roligt, inden den udvider tempoet. Den fortæller også en god historie om en filosofisk mand, der reflekterer over naturen, over hvordan vi bruger den, og hvorfor vi ikke bruger den mere. Man kan se, at instruktøren har brugt tid med sit emne, for hver eneste scene er gennemført. Når vi er med ude på en overnatning i naturen, er det selvfølgelig fuldmåne. Og når der passeres en fisker, er det i det øjeblik, han fanger en fisk, som vi også ser under vandet. Det er med andre ord en film med masser af overskud, der er sans for detaljerne, redigeringen er usynlig, og virkemidlerne er både doseret og anvendt, så de understreger historien. Selv musikken, som er der hele tiden, passer godt.
Årets Lange Indslag – tv/web:
Poul Madsen, Freelance.
Juryen sagde: Poul Madsen vinder med sin film ’Cold at home’, fordi den af alle indsendte film er allround bedst produceret. Han har fundet en lidt anderledes historie fra Ukraine, der ikke handler direkte om krig, men om følgerne af krigen. Priserne på varme er nemlig steget så meget, at almindelige familier fra den fattigere del af befolkningen fryser, fordi de ikke længere har råd til at varme huset op. Alle deres midler går til andre livsnødvendigheder. Filmen fletter fint ud og ind mellem de forskellige historier om flere familiemedlemmer. Billederne er gode, musikken velvalgt, og den er godt redigeret. I det hele taget er selve postproduktionen dygtigt lavet, så udtrykket bliver nøjagtigt så klassisk østeuropæisk og trøstesløst, at man selv fryser sammen med de kolde familier.
Årets Åben Klasse – tv/web:
Malene Anthony Nielsen, Berlingske.
Juryen sagde: Det smerter i hjertet at se Malene Anthonys knap ni minutter lange film om Alberte, der lider af en livstruende sygdom. ’Er det nu, jeg skal dø?’ er en stærk og fin historie, der er fortalt med stor empati. Vi kommer tæt på hele familien i deres lille univers, og de får alle en stemme. Alberte er selv en god fortæller, og det, hun ikke selv kan sige, bidrager hendes forældre med. Filmen handler om de mest elementære ting: liv og død. Den rammer meget præcist og forløser nogle ellers svære situationer rigtig godt med stor nænsomhed. Derfor bliver den så rørende. Der er ekstra point for at kaste sig ud i at lave videofortællinger om de gode historier. Og Malenes film var en klar vinder trods enkelte skønhedsfejl.
Senest opdateret klokken 14.28.
Rettelse klokken 14.37: Det stod i juryens udtalelse, at Ólafur Steinar Gestssons billede er fra Vordingborghallen, men den er fra Kalundborghallen.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Som almen beskuer har man i flere tilfælde ingen chance for at vurdere, om et såkaldt pressefoto er iscenesat eller et øjebliksbillede. Spørgsmålet er også, hvilket formål et pressefoto tjener. Det kan aldrig være nyhedens interesse i og med fotoets nyhedsværdi er forsvundet, når kandidatlisten skal bedømmes. Hvad er det så? Kunst? Måske, men så er det jo ikke nødvendigvis et pressefoto. Eller er det? I min optik (for at blive i terminologien)skal man da hædres for et godt stykke arbejde, men jeg tillader mig at citere P.A. Heiberg...behøver jeg at sige mere?
Tak for info, Lars. Min bemærkning var et rent gæt, og det var så forkert. Men en så eklatant skævhed, må da vække til en eller anden form for eftertanke, eller noterer I bare i PF, at mænd tager bedre billeder end kvinder? Problemet, hvad jeg ser et som, er jo ikke nyt
Flot med alle de priser. Problemet er bare, at læserne er helt ligeglade:(
Der er to sæt dommere - en til at bedømme fotografier og en til at bedømme tv/web. Dommerjuryen til fotografier bestod af tre mænd og to kvinder og dommerjuryen til tv/web bestod af to mænd og en kvinde.
Alt indsendt materiale bedømmes anonymt. Iøvrigt fortalte en af de kvindelige dommere efterfølgende, at hun var overbevist om en af vinderne var kvinde på den måde serien var fotograferet på - vinderen var en mand.....
Lars Lindskov, formand for PF
Dommerkommiteen skulle vel ikke tilfældigvis bestå af mænd?
Flere