Morgenmøder og efteruddannelseskurser skal klæde journalister og redaktører bedre på til at dække klimaproblematikker.
Det er i hvert fald målet fra Syddansk Universitet (SDU), der står bag inspirationsmøderne og kurserne.
”Vi står over for en af de største kriser lige nu, men det er utroligt komplekst, derfor er der behov for, at vi sætter fokus på, hvordan vi kan give journalisterne redskaber til at lave god klimajournalistik, der gør os klogere på både konsekvenser og handlemuligheder,” siger Mette Gert Boldt, der i samarbejde med Syddansk Universitet har udviklet kurserne i klimajournalistik, i en pressemeddelelse fra SDU.
Det første morgenmøde finder sted den 22. september og sker i samarbejde med Dansk Journalistforbund.
Morgenmødet kommer til at fokusere på, hvilke klimatemaer der kommer til at dominere valgkampen og i løbet af efteråret. Oplægsholderne bliver Jesper Claus Larsen, der har kortlagt danskernes klimaholdninger og adfærd samt repræsentanter for tænketanken Concito.
I oktober vil der blive udbudt to 2-dages kurser i København. På kurset får deltagerne viden om klima og klimaforandringer fra førende forskere på området, viden om klimajournalistik og formidling samt viden om, hvad danskerne interesserer sig for, og hvordan vi bliver bedre til at engagere dem i klimaområdet, står der i pressemeddelelsen.
Både morgenmøde og kurser er finansieret af KR Foundation og udbydes gratis.