Journalistuddannelsen på Syddansk Universitet har taget en studerende i at fabrikere citater. Den studerende var på vej i praktik, men det lover studieleder Peter Bro, at personen ikke kommer. De andre journalistuddannelser har også oplevet citatsnyd.
En journaliststuderende fra Syddansk Universitet kan godt vinke farvel til praktikken og muligvis også til hele journaliststudiet. Det er realiteten, efter at journalistuddannelsen på universitetet indledte en undersøgelse og fandt flere graverende fejl i vedkommendes eksamensopgaver.
»Personen har fabrikeret citater fra kilder, personen aldrig har været i kontakt med, og personen har fået det til at se ud, som om personen har snakket med folk uden i virkeligheden at have talt med dem. Det er meget alvorligt,« siger Peter Bro til Journalisten.dk.
I onsdags sendte han en mail rundt til hele studiet, hvor han meddelte, at man nu har startet en proces, der kan føre til udsmidning.
»Det er noget, vi skal afgøre sammen med juristerne og rektoratet. Uanset hvad vil jeg gerne love, at vi ikke sender personen i praktik. Det kan vi simpelthen ikke. Spørgsmålet er, om personen overhovedet kan nå at bestå alle de eksamener, der nu er blevet dumpet, inden for den fastsatte tidsgrænse,« siger Peter Bro.
Han fortæller, at studieledelsen blev opmærksom på problemstillingen fra en underviser, der mente, at der muligvis kunne være problemer. Samtidig florerede der en del rygter om vedkommende, og derfor besluttede man at indlede en undersøgelse.
Journalistuddannelsen på RUC har haft en lignende oplevelse for 7-9 år siden.
»Det var før, jeg blev leder af studiet, men umiddelbart virker det, som om situationen var den samme, som den er på SDU. Det var en studerende, der havde fundet på kilderne, og blev taget til en eksamen. Han dumpede eksamenen, men fik lov at tage den om igen. Den dumpede han dog også og røg ud af studiet. I dag er der meget strengere regler for snyd på universiteter,« fortæller studieleder på RUC Mark Ørsten.
På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) har de i »enkelte tilfælde« taget studerende i at opdigte citater.
»I alle tilfælde er de dumpet eksamen uden nåde. Men det har aldrig været så systematisk, at vi har overvejet større sanktioner. Det, vi har set, har måske været et blandt mange kildeudsagn, hvor den studerende slet ikke har talt med kilden. At omgås kilder på en ordentlig måde og bruge kilders information på en ordentlig måde er virkelig vigtigt. Vi er i den grad nødt til at holde fanen højt. Så ingen slipper af sted med at snyde,« siger rektor på DJMX Jens Otto Kjær Hansen.
På Syddansk Universitet kommer der snart et nyt digitalt system, som undersøger samtlige opgaver for plagiering, men det hjælper ikke på mulig citatfabrikation.
»Hændelsen har da fået os til at overveje, om vi skal lave flere kontroltest af kilder til eksamener,« siger Peter Bro.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.