SDU overvejer en fem-årig kandidatuddannelse i journalistik med praktikken til sidst. »Journalister skal blive bedre til at sige branchen imod, og faget skal bredes ud, ligesom andre fagområder breder sig over journalistikken,« siger centerleder Peter Bro.
Journalistfaget er under pres, og løsningen er større viden. Det er tankerne bag en ny journalistuddannelse, som Center for Journalistik på Syddansk Universitet overvejer at oprette.
»Journalistikken er både udfordret af andre fagligheder, der breder sig over vores domæne, og af et fundamentalt problem med at tjene penge på nyheder. Derfor er det vigtigt at tænke offensivt og se om vi kan bidrage andre steder i samfundet end de traditionelle journalistjob,« sagde Peter Bro, da han fremlagde tankerne om den nye uddannelse i lørdags til generalforsamlingen for Kredsen af Journaliststuderende i Odense (Kajo).
Han understregede flere gange, at der kun var tale om overvejelser, og at man, hvis uddannelsen bliver til noget, stadig ville beholde den klassiske professionsbachelor på tre og et halvt år, som eksisterer i dag. Det er tankerne, at uddannelsen skal vare i fem år, og at praktikken skal ligge så sent som muligt, så studerende kun mangler specialet, når de er færdige med at være i praktik.
»Jeg synes ikke, I er stærke nok, når I kommer ud praktik i dag. Med et fint akademisk ord bliver I lynhurtig socialiseret ind. Det vil sige, at I smider en masse af det i har lært væk, når redaktionssekretæren siger, at tingene skal gøres på den og den måde. Selvfølgelig tilpasse sig sit praktiksted, men nogle gange giver det mere mening at tro på sig selv, og sige at man også kan gøre det på en ny måde,« sagde Peter Bro til forsamlingen nuværende og kommende praktikanter.
Den nye uddannelse har endnu ikke fået et navn. Men i debatten introducerede næstformand i Dansk Journalistforbund (DJ) Lars Werge betegnelsen »superjournalist-uddannelse«. Den blev brugt flere gange, selvom både Peter Bro og Lars Werge efterfølgende tog afstand fra begrebet.
Til gengæld har Peter Bro allerede en forestilling om, at den ekstra uddannelsestid skal bruges på. Der skal flere tunge vidensfag og mere håndværk:
»I dag har vi allerede en overbygning, man kan tage, hvis man som uddannet journalist ønsker at specialisere sig inden for et andet fag og blive fagmedarbejder. En ny uddannelse handler om, at komme endnu dybere ind i det journalistiske håndværk, også handler det om, at få mere general viden, så man kan brede håndværket ud,« siger Peter Bro, der peger på mere innovation og fag som erhvervsøkonomi i den kommende uddannelse.
»Hvorfor var det ikke journalister, der opfandt nye medier som Facebook og Google? Vi ved en masse om formidling af information og om medier. Alligevel er det andre faggrupper der står for udviklingen,« siger Peter Bro.
Lars Werge var også meget positiv over for den nye debat:
»Arbejdsmarkedet kommer til at se helt anderledes ud. Der er lige lavet en reform, så kollegaerne bliver på arbejdsmarkedet meget længere. Samtidig er der masser af akademikere derude som kan tage vores job. Sværere er det jo heller ikke at lære at skrive, hvis man ved en masse om et område. Derfor bliver der endnu mere kamp om jobsene, og jeg kan sagtens se en idé i at få endnu viden som journalist.«
Et andet medlem Hovedbestyrelsen i DJ, Troels Frølich var også til generelforsamlingen og bakkede op om ideen:
»Jeg håber, at man helt vil droppe bacheloruddannelsen i Odense. Når vi har tre forskellige skoler, er der ikke nogen grund til at alle tre uddannelser ligner hinanden så meget som det er tilfældet i dag. Og hvis man så vil have en professionsbachelor, så kan man tage til Århus,« siger Troels Frølich, der selv er studerende lidt endnu.
Fra salen kom der mange spørgsmål om praktiktiden på en eventuel ny uddannelse. Peter Bro forsikrede, at en ny uddannelse ikke skulle gå ud over det eksisterende praktiksystem. Det vil sige, at den nye uddannelse enten skulle finde andre praktikområder eller tage pladserne fra den eksisterende bacheloruddannelse.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
God idé, Bro. En spændende tanke at løfte den journalistiske grundfaglighed fra bachelorniveau til kandidatniveau. Og rigtigt set: Dét mangler i junglen af formidlingsuddannelser.
"Super" er dog en journalistisk stramning; er der ikke snarere tale om, at journalistikken blot bringes på formelt niveau med hovedparten af de uddannelser, den ofte er i jobkonkurrence med?
Som produkt af betonbunkeren i Aarhus kan jeg dog ikke undgå at tænke på min gamle uddannelsesinstitution: Det vil udfordre Journalisthøjskolen, der jo - så vidt jeg ved - ikke kan uddanne kandidater. På langt sigt risikerer Journalisthøjskolens professionsbachelorer at komme til at udgøre det journalistiske B-hold, hvis Højskolen ikke bliver akkrediteret som længere videregående uddannelsesinstitution, så den kan uddanne kandidater - eller får genåbnet "sagen" om en fusion med Aarhus Universitet.
God vind med forslaget, Bro. Håber det går gennem bureaukratiet.