Uddannelse

SDU opretter selvstændigt fag i klimajournalistik

Ifølge underviser Ralf Andersson vil klimaet blive en central del af journalistikken fremover og bør derfor ikke bare være noget, som ”en fagjournalist sidder ovre i et hjørne og dækker”

”Verdens vigtigste historie, overhovedet.”

Sådan beskriver journalist og underviser Ralf Andersson klimadagsordenen, som et nyt kursus på Center for Journalistik på SDU fra den 1. september skal klæde de journaliststuderende på til at arbejde med.

Dermed bliver SDU den første medieuddannelse herhjemme til at oprette et selvstændigt fag i klimajournalistik.

”Nu har sommerens skovbrande i Sydeuropa, kæmpehagl i Italien og temperaturrekorder på stribe igen slået fast, at klimaet er en enormt vigtig dagsorden globalt, nationalt og lokalt. Og derfor er det også afgørende vigtigt at dække det journalistisk,” siger Ralf Andersson, der har været leder af Mediernes forsknings- og innovationscenter på SDU siden 2019.

Ifølge Ralf Andersson vil klimaet blive en central del af journalistikken fremover og bør derfor ikke bare være noget, som ”en fagjournalist sidder ovre i et hjørne og dækker”.

”Det er ikke noget, jeg mener. Det kommer det bare til. For eksempel, hvis du beskæftiger dig med sport, og du skal dække Vinter-OL, og der ikke er sne på løjperne … Det handler jo om klimaet,” siger han.

Slået af en fejlopereret hofte

Ralf Andersson, som skal lede det nye kursus, medgiver, at det ikke nødvendigvis er nemt at beskæftige sig med klimaet som journalist.

”Klimastoffet er komplekst. Det kan være vanskeligt at forstå og med mange modsatrettede interesser og synspunkter på spil,” siger Ralf Andersson og tilføjer:

”Og så passer det ikke ind i den klassiske nyhedstænkning.”

Ralf Andersson nævner her tidsperspektivet som en central udfordring. Men mener også, at dækningen af klimaet er udfordret af en fysisk distance:

”Det er jo en krise, som foregår over lang tid, men mange i Danmark har også en oplevelse af, at det er noget, der foregår langt væk. Og som måske derfor ikke har så meget med os at gøre,” siger han.

Klimakrisen som emne strider på den måde imod nyhedskriterier som nærhed og aktualitet – og det gør det svært at få det på dagsordenen. Ralf Andersson har talt med flere journalister om de udfordringer, de møder, når de skal dække klimaforandringerne.

”Der var en journalist, som sagde til mig: ”Jamen, når jeg kommer med en klimahistorie, så bliver den stort set altid slået af en fejlopereret hofte”.”

Klimahistorierne føles uoverskuelige og langt væk og trumfes altså af det nære og aktuelle, der sker.

Vis veje til at handle

På trods af det mener Ralf Andersson ikke, at det er brugerne, der forhindrer journalister i at dække klimaet.

Han refererer til en undersøgelse lavet af EBU, Den europæiske sammenslutning af public service medier, hvor en række medier og journalister fortæller, hvordan de oplever, at narrativ og fortælling har betydning for, hvordan deres klimahistorier modtages.

Ifølge dem får alarmerende perspektiver og negative fremtidsudsigter brugerne til at søge væk fra klimahistorierne. Men hvis man har fokus på muligheder, strømmer flere til.

”Hvis man viser folk veje til at handle, så vil folk faktisk gerne forholde sig til klimaet. Det er slet ikke rigtigt, at klimaet er noget, som grundlæggende ikke interesserer folk,” mener Ralf Andersson.

Vil også tage diskussionen om aktivisme

Og netop udfordringerne ved at dække klimaet vil undervisningen på SDU forsøge at give de studerende en række greb og værktøjer til at gribe an.

For eksempel skal de studerende arbejde med de fem nyhedskriterier, og hvordan de hver især udfordrer klimadækningen:

”Vi vil give de studerende værktøjer til, hvordan man kan arbejde med de udfordringer. Skabe den nærhed, finde de rette cases og trække det hertil,” siger Ralf Andersson.

Derudover vil undervisningen også tage udgangspunkt i brugerne, hvordan man kan målrette journalistikken til forskellige segmenter, samt hvordan man kan visualisere klimakrisen.

Er det aktivistisk at oprette det her kursus?

”Nej, ikke i sig selv. Jeg synes personligt, at det er en historie, der er så vigtig, at den fortjener mere end blot end en dækning som alle andre områder. Men jeg kommer ikke til at prædike. Vi vil lægge de forskellige muligheder og holdninger til klimajournalistikken frem, og vi kommer også til at tage diskussionen om aktivisme.”

Kurset er lige nu fyldt helt op med 50 tilmeldte og kommer til at løbe fra den 1. september for både bachelorstuderende på 7. semester og kandidatuddannelsen i Journalistik.

0 Kommentarer