search

SDU-journalisterne er de bedste – de allerbedste

På DJH bliver viden ikke prioriteret højt nok, og på RUC gør man ikke noget for at løfte de dårligste op på et højere niveau, men på SDU er niveauet højere. Dagens økonomiredaktør skamroser SDUerne.

"I er mere kompetente journalister end de fleste. I har fået en bredere palet end de andre. Journalister fra SDU hører til i den højere ende af journalistikken. På DJH i Århus bliver viden og kompetence vurderet lavt i forhold til journalistikken. I har et mere koncentreret studieforløb end på RUC, og I har mere viden. I ved, hvad LOs formand hedder."

Stig Ørskov, der er økonomi- og erhvervsredaktør på Dagen, roste skamløst de studerende fra SDU, da han besøgte deres generalforsamling lørdag den 5. oktober. Han kunne kun få øje på to små pletter:
"I er gode til at se konflikten, og hvad der fænger i en historie, men I er ikke altid gode til at analysere og finde det væsentligste. I mangler også noget fortælleteknisk."

Han rådede de studerende til at læse bøger og lære knebene.

"John Grisham er god, hvert eneste kapitel er spændende," sagde Ørskov og fortsatte med at rose de studerende:

"SDU-journalisterne har det højeste bundniveau blandt journalister. Det er nemt at lave en høj top og en lav bund. På RUC har de ikke gjort nok for at hæve bunden."

Han sagde dog også, at man på journalistuddannelsen i Odense nogle gange glemmer lidt, hvad de studerende vil ude i medielandskabet.

"Jeg tror, I ligesom os regner med, at læserne vil vide lidt mere."

Stig Ørskov fortalte da også, at Dagen havde ansat to journalister fra SDU ud af de i alt knap 50 nye journalister.

Han sluttede med at opfordre de studerende fra SDU til at besøge Dagen.

"Alle er velkomne, men I fra Odense er specielt velkomne."

Efter denne hyldest fortalte Stig Ørskov om Dagen – den nye avis, som Ørskov ikke er bange for at kalde "selvfed".

Her skal ikke være berømte bylines, for de "betyder ikke en skid for, hvad folk læser", siger han. Der skal heller ikke være klummeskrivere.

"Klummeskrivere er bedrevidende røvhuller, der ved noget på andres vegne. Vi elsker derimod analyser." De studerende havde mange spørgsmål til Stig Ørskov, for eksempel hvilke aviser Dagens læsere har læst indtil nu.

"De læser Politiken eller Berlingske samt Børsen. Jyllands-Postens læsere vil betragte os som pissearrogante københavnere. Vi vil gøre mest ondt på Information, vi vil tage nogle af deres læsere," siger Stig Ørskov.

"Hvor bor jeres læsere?" spurgte Björg Brend, 3. seme-ster, og fik at vide, at de fleste nok bor i København, Århus og Odense, men at avisen også vil få abonnenter langt fra storbyen.

"Der vil være mange i Jylland. Man kan have et ek-stremt behov for at vide, hvad der foregår, når man bor i Jylland," mener Stig Ørskov, der selv stammer fra Thy.

Blandt andre Jacob Moll, 7. semester, mente, at avisen er snobbet i sit livsstilstof. Han fremhævede en stor artikel i prøvenummeret om cigarer.

"Vi er selvfede i den grad, men ikke snobbede. Vi snobber ikke efter rigdom, prestige eller kongehus og kendte," sagde Stig Ørskov.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen