I snart seks år har Henrik Ravn stået i spidsen for SBS TV i Danmark med Kanal 4, 5 og senest mandekanalen 6'eren. Nu har moderselskabet valgt at gøre ham til chef for alle selskabets tv-aktiviteter i Norden.
Henrik Ravn skal fremover koordinere alle selskabets tv-aktiviteter i Norden, som blandt andet tæller TV Norge og FEM i Norge, Kanal 5 og Kanal 9 i Sverige og The Voice i Finland .
Den nye rolle som nordisk koordinator betyder, at Henrik Ravn får det overordnede økonomiske ansvar for den nordiske region i forhold til moderselskabet ProSiebenSat1, som i juli 2007 overtog SBS Broadcasting Group.
Samtidig skal han sikre en bedre koordinering på tværs af landene mod de aktører – annoncører, distributører og produktionsselskaber – som opererer pan-nordisk.
Henrik Ravn, der frem til 2003 var programplanchef i TV 2, fortsætter som adm. direktør for SBS TV i Danmark, samtidig med at han altså også får det overordnede nordiske ansvar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.