Jens Korse har neddroslet en lovende karriere som journalist til fordel for satire og skæve historier – der gerne og ofte gør tykt grin med de medier, han er uddannet til selv at være en del af. 

Når 31-årige Jens Korse bruger sin journalistuddannelse til noget, er det især til at gøre grin med journalister – og mediebranchen som sådan.
I to år har han været en af mændene bag det satiriske ugeprogram SelvSving, der blev sendt hver søndag formiddag på P3, men stoppede ved nytår.
Ud over at skrive sketchene og parodier på blandt andet rockere, højrefløj, kultursnobber og medier sammen med satirekollegerne Lars le Dous og Oliver Zahle, var Jens Korse manden bag de geniale nydigtninger af pophits, der blev nogle af SelvSvings største succeser. De fleste har hørt hans fortolkninger af for eksempel Gangstas Paradise – (Ganske hyggeligt paradis), Go West – (Nord Vest) og jeg troed' du var hos Michael, der i SelvSvings version blev til starfucker-sangen Jeg troed' du var Ib Michael.
Sideløbende med satiren arbejder Jens Korse på (Det Fri) Aktuelt, dels som redaktionssekretær, dels som en af skribenterne bag den ugentlige Rygters Bureau.
»Jeg har det enormt godt med at være redaktionssekretær på Aktuelt. Det er virkeligt befriende at gå derind med tom hjerne og så tage de ting, der kommer ind. Redigere og skære ned og klokken 22 er jeg færdig. Satiren kræver en anden del af hovedet, og den del er nogen gange bare tømt. Mens håndværket altid ligger på rygraden,« fortæller Jens Korse, der til gengæld ikke er sikker på, at han nogensinde kommer til at skrive en artikel igen:
»Så længe jeg skriver satire, kan jeg ikke skrive artikler. Det er den samme del af hovedet, man bruger.«

Karriere i kortene
Jens Korse blev færdig på DJH i foråret 1996, og det lå i kortene, at han skulle tage tråden fra praktiktiden på Det Fri Aktuelt op og blive en af de ambitiøse, unge journalistmænd med sort tøj, lange arbejdsdage og en Cavling-statuette i baghovedet.
Men foreløbig har journalistikken mest af alt været en lærerig afstikker fra det skæve teater- og musikmiljø, han tidligere dyrkede som medlem af gruppen »Onkel Dum og bananerne.«
»Det er svært at forklare, men da jeg blev uddannet, havde jeg slet ikke tænkt på, at jeg skulle ud og have et job. Jeg havde ikke erkendt, om jeg ville være journalist eller ej. Tidligere var jeg ikke i tvivl, jeg har altid læst aviser og fulgt med, og jeg ville helt klart være journalist. Men det havde ligget lidt i dvale, fordi jeg kom ind på et sidespor med gruppen, hvor vores sange handlede om pik og patter.«
»Da jeg så kom ind på Journalisthøjskolen og flyttede til Århus, savnede jeg slet ikke det kreative. Der var et meget klart skel inde i mit hoved mellem mine sange og så den der … lidt intellektuelle del, og det var rart at få den del stimuleret. Det første halvandet år var jeg enormt begejstret, og jeg elskede praktikken. Jeg var sådan en rigtig praktikant, der arbejder 12 timer og kæmper for forsiden og alt det der. Og så blev jeg efterhånden træt af det.«
Jens Korse taler længe og meget lavmælt. Indimellem smiler han let eller smager et øjeblik på et ord, inden det bliver sendt af sted. Det virker som om, han holder en let ironisk distance til det, han siger. Eller også er han bare genert. Blikket er fast rettet mod bordet, der flyder over bredderne med nye og gamle aviser. Han elsker at følge med, selv om han faktisk ikke bryder sig om nyheder:
»Jeg synes, nyheder er noget pjat. Altså, i starten skrev jeg mange nyheder, og jeg kunne godt finde ud af det – jeg syntes bare, at det var kedeligt. Mens det var fedt at skrive nogle gode interview. I starten, så blev jeg også lidt træt af det. At interviewe alle mulige andre om deres ting. Og der er så mange interview, der bliver lavet, fordi en eller anden har udgivet en plade, og så skal vi have ham, og det skal alle de andre også – selvom han ikke har noget at sige.«
»Det kommer nemt til at lyde enormt arrogant, men altså – jeg begyndte at synes, at det blev så forudsigeligt det hele. Nu her med Færø-sagen, så løber der tre mand rundt fra hver redaktion – hvorfor skal jeg løbe rundt og fange ministeren, når der er syv andre journalister, der gør det samme, så vi alle sammen kan skrive det samme i avisen i morgen? Meget journalistik er enormt forudsigelig og kedelig, og folk løber i flok.«
Jens Korse stopper et øjeblik, så smiler han igen ironisk og fyrer endnu en lavmælt bredside af:
»Jeg synes også, at journalister er gode til at vurdere sig selv og deres indsats her i livet højere, end de måske har grund til. Men det er jo ikke noget, man siger efter kun to års erfaring.«

Ordet hest
I slutningen af praktiktiden begyndte Jens Korse at skrive mere skæve artikler, ligesom han også blev en af leverandørerne til Aktuelts ugentlige klumme, Rygters Bureau. Og kort før afslutningseksamenen på DJH blev Jens Korse ringet op af Lars le Dous og Oliver Zahle. De skulle starte et nyt satireprogram på radioen og inviterede Jens Korse til at komme og deltage i møderne.
»I starten lagde man ikke så meget mærke til Jens. Han er et venligt menneske, der let går i et med tapetet – han er ikke »privat-munter« som vi andre mere højtråbende. Men så kommer han lige pludselig med en tekst, der fylder enormt meget, og som bare er i orden. Og som indeholder nogle meget syge tanker,« fortæller Oliver Zahle, mens Lars le Dous siger:
»Jens er lige så lang, som dagen er god. Selvudslettende på en sjov måde. Man kan godt komme til at overse ham til et selskab, for han har ingen store fagter, men når man først får øje på ham, opdager man, at han er smaddersjov.«
Både Oliver Zahle og Lars le Dous fremhæver, at Jens Korse gemmer »sit eget humor-univers« bag det stille ydre. Han er for eksempel meget glad for at sige »moster John« og »hest«:
»Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid godt kunnet lide det ord. Prøv at sige det: Hest,« siger Jens Korse og bliver lidt forlegen, da han godt selv kan høre, at det lyder ret vanvittigt.
De allergaleste sider af sig selv – og de sketch, der var for mærkelige til SelvSving – lever Jens Korse ud sammen med en af sine ungdomsvenner, Rasmus Finsen. I hele 1997 opførte de hver måned et totalt rablende julekalendershow på Café Nemesis, der
ejes af en anden af ungdomsvennerne fra Nordsjælland.
I den mere seriøse(!) afdeling af Jens Korses liv er han, Lars le Dous og Oliver Zahle for tiden ved at udarbejde en bestillingsopgave på et tv-program til DR. Samtidig laver han satire og sangtekster på freelance-basis, og på den konto er der oftere og oftere bud efter ham:
»Mediefok er nogle flokdyr. Vi har lavet satire i to år, og alle har sagt, at det er skide godt, men det er først nu, hvor vi kommer i aviserne, at folk begynder at ringe til mig,« smiler han og er lidt stresset over at skulle skrive til folk, han ikke kender og er tryg ved.

Alt er form
Det har været et af SelvSvings varemærker at lave mange og meget veludførte parodier på medierne og deres selvforståelse. Og der har Jens Korses uddannelse bestemt været en fordel, fortæller Oliver Zahle:
»Korses force ligger i, at han er uddannet journalist, så han ved meget om for eksempel aviser og politik. Han kender de journalistiske redskaber og kan bruge dem til at lave en rigtig kriminalreportage i en avis, men han kan også distancere sig fra det og lave den som en satire. Han er enormt god til ord, til at ramme det rigtige tonefald.«
Den evne demonstrerede Jens Korse senest, da han i januar-nummeret af Euroman skrev et selvportræt af SelvSving. Her agerede Jens Korse en overordentlig selvcentreret journalist fra Euroman, der beskriver, hvordan medlemmerne af SelvSving giver de obligatoriske 15-minutters interview til de forskellige udsendte journalister.
»Vi får hele vores fælles referenceramme gennem medierne. Al vores viden og de ting, vi kan tale sammen om, det kommer gennem medierne og folk, der er medieagtige. Der er kommet så
meget form på – som TV 2s nyhedsstil eller duellen mellem Nyrup og Ellemann for nylig. Nyrup er blevet skolet til
at grine nu og da, og Uffe griner hele tiden – det er hans gimmick. Det er så meget form. Og så bliver det vigtigt for os at lave grin med medierne,« siger Jens Korse og fortsætter:
»For femten eller tyve år siden, i TV-monopolets dage, kunne man lave grin med Anker eller Schlüter, fordi de sad der og var Schlüter eller Anker i et rigtig, rigtig kedeligt tv, hvor billederne var neutrale. Nu er manden skolet til at være inde i medierne og komme med korte, klare statements, og derfor bliver medierammen alt.«

Grin med stjernerne
Da biograffilmene om Stjernekrigen under stor mediebevågenhed blev relanceret blot med nogle ekstra sekunder og en ny digital lydside, lavede SelvSving deres egen »Medieridderne vender tilbage«, hvor stjernekrigerne var skiftet ud med danske mediestjerner.
»Samtidig med at Stjernekrigen blev relanceret fandt alle tv-cheferne ud af, at »hov, vi skal have nogen stjerner,«
og så tonsede alle rundt og købte dem for dyre penge. Og nu laver de nogle programmer, hvor det virker som om, de ikke har det rigtig fedt. Søren Kaster, for helvede – hvad laver han der? Det kan godt være, at han har valgt det selv, men er det fordi det er fedt at være kendt, eller fordi det er fedt at have nogle gode arbejdstider og tjene gode penge, eller hvad? Og Anders Stahlschmidt… Der er jo i og for sig ikke noget odiøst i det, men. Det var så to ting, vi kunne lave grin med samtidig, og det virker bedre end bare at sige, at det er åndssvagt at relancere Stjernekrigen.«
I SelvSvings levetid leverede gruppen løbende indslag til de forskellige programmer på P3 – til stor begejstring for de mere »almindelige« journalister, der fik en langt mere spændstig tilgang til dagens aktuelle nyhedsflow.
Et eksempel var, da Dansk Folkeparti offentliggjorde en opgørelse over, hvor meget »de fremmede« koster det danske samfund. SelvSving lavede deres egen harmfulde version, hvor blandt andet slid på hund, der bider flygtning bliver medregnet.

Forløsende latter
»Der tror jeg, det betyder noget, at jeg er journalist, for jeg læste Dansk Folkepartis oplæg og tænkte »hold kæft, hvor er de dumme,« men det kan Stuckert jo ikke sige i TV-Avisen. Han skal være objektiv. Han kan ikke sige, at det er noget crap. Men det kan vi. Vi kan lave grin med det, og det er enormt befriende. Jeg tror, at hvis jeg var journalist på P3, ville jeg blive frustreret over bare at skulle referere noget, og så måske snige mig til at fedte en tone af. Det er vel også derfor, alle gerne vil skrive klummer og kommentarer,« siger Jens Korse:
»Jeg tror ikke, at Dansk Folkeparti ændrer holdning af sådan en sketch, men måske kan nogle af dem, der er lidt på vippen godt se, at det er lidt fjollet. Latter er jo enormt forløsende. Og først og fremmest er det bare enormt behageligt at kunne tage den rapport og lave fedt grin med den.«