Lørdag afholdes årets VM i satiretegning i idylliske omgivelser i Dollerup Bakker syd for Viborg.
Her mødes tegnere fra hele verden for at hylde satiretegningen på tværs af kulturer og religion. 800 tegninger er i spil til årets ”Niels Bugge Cartoon Award”, som prisen hedder.
De tre bedste tegnere får ud over anerkendelsen henholdsvis 3.000 euro, 2.000 euro og 1.000 euro, samt rejse og ophold betalt.
Det er tredje år i træk, VM i satiretegning afholdes på Niels Bugges Kro. Kroparret Poul Nielsen og Gitte Nielsen står sammen med medlemmer af den internationale bladtegnerorganisation FECO (Federation of Cartoonist Organizations) bag arrangementet.
Dommerpanelet består blandt andet af en række tegnere fra FECO – heriblandt Zoran Petrovic, Claus Seidel og Lars Refn, samt Morten Thorning, som er leder af Animationsskolen i Viborg.
Årets tema er ”Equal in Diversity”. I en tid, hvor satiretegningen er højaktuel og omdiskuteret, har det været særlig svært at udvælge et tema for årets tegnekonkurrence, fortæller Poul Nielsen.
»Vi havde oprindeligt planlagt et helt andet tema i år, men så skete skyderierne i Paris, terrorplanerne i Belgien og skyderierne i København. Det gjorde vores mål om at forene i stedet for at splitte endnu mere aktuelt og satte satiretegningen på dagsordenen. Derfor ændrede vi temaet,« siger han.
Skal ikke fornærme nogen
Han mener, det er vigtigere end nogensinde at fokusere på satiretegningens evne til at forene kulturer. Satiretegningen skal ifølge Poul Nielsen genetableres som en humoristisk kommentar til samfundet, der også kan være tankevækkende.
Vi har ikke sat prisen i verden for at fornærme nogen.
Poul Nielsen, arrangør
»Hele tanken bag prisen er at forene og prøve at komme videre med satiretegningen over hele verden med et positivt tema. Vi har ikke sat prisen i verden for at fornærme nogen. Vi prøver at holde emnet åbent, så alle kan deltage med et smil – uanset etnicitet, religion og kultur,« siger Poul Nielsen om arrangementet.
Årets tema er mere abstrakt end tidligere års temaer og kan tolkes på tusind måder, mener Poul Nielsen. Det har dog ikke betydet noget for kvaliteten af de indsendte tegninger, tilføjer han.
En balancekunst at holde dialogen
Om konkurrencens tema siger Poul Nielsen i en pressemeddelelse: ”Det skal være et positivt tema, som alle mennesker uanset nationalitet kan forholde sig til og omsætte humoristisk:"
Tegningerne skal holde sig fra politiske og religiøse emner. Er det ikke imod satiretegningens natur, at der er noget, man ikke må beskæftige sig med?
»Det handler ikke om, at vi vil lægge bånd på nogen, fordi VM fokuserer på dialog og forening. Der bliver ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Det er netop en balancekunst i satiretegningen at holde dialogen – det er meget lettere bare at svine andre til,« svarer Poul Nielsen.
Hvordan har Charlie Hebdo-attentatet påvirket årets VM?
»Jeg tror egentlig ikke, det har påvirket det specielt. Der er selvfølgelig kommet mere fokus på satiretegningen, som er en uddøende kunstart, fordi den trykte presse er presset, så på den måde har det lidt paradoksalt haft en positiv virkning,« vurderer Poul Nielsen.
En trist udvikling
Han fortæller, at det er blevet diskuteret meget blandt arrangørerne, om man skulle markere Paris-attentatet ved årets VM. Man har i sidste ende valgt at lade være og i stedet fokusere på fremtidens satiretegninger.
Det diskuteres meget i tiden, om satiretegnere lægger bånd på sig selv efter Charlie Hebdo-attentatet. Er det også din oplevelse?
»Både ja og nej. Der er nogle, der bliver mere ekstreme i deres tegninger og så er der andre, der bliver mere tilbageholdende. Det er en meget trist udvikling, synes jeg. Men det synes jeg ikke, man kan mærke på de indsendte tegninger og den brede deltagelse, vi har i år.«
Der er nogle, der bliver mere ekstreme i deres tegninger og så er der andre, der bliver mere tilbageholdende.
Poul Nielsen, arrangør
Uanset hvad ligger årets tegner-VM i skyggen af den øgede trussel mod bladtegnere generelt. Ikke mindst når det kommer til sikkerhed. Her forholder Poul Nielsen sig dog helt roligt.
»Sikkerheden er noget, vi bliver nødt til at tage stilling til, så vi har selvfølgelig nogen, vi rådfører os med. Men det vil være ret vanvittigt, hvis vi var mål for noget angreb, for vi fokuserer jo på at forene forskellige kulturer,« siger han.
Præcisering 15/9 2015 klokken 10.53:
Journalisten havde i denne artikel fra maj 2015 skrevet:
”Konkurrencens regler forbyder, at tegnerne beskæftiger sig med politiske og religiøse emner, som kan fornærme og nedværdige andre.”
Arrangørerne har efterfølgende henvendt sig i september 2015 for at præcisere, at der ikke er tale om et forbud rettet mod den enkelte tegner eller tegning, men at man i valget af det overordnede tema havde fravalgt politiske og religiøse emner, som kunne fornærme og nedværdige andre.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Artiklen og konkurrencen er fanget ind af noget stort, som generelt går de danske medier over hovedet. Sådan er det, når idealernes renhed lever ved sin egen modsætning, når den hellige kamp for ytringsfrihed af indre natur må ende op i paradokset.
Medierne kæmper officielt for retten til at sige om andre, hvad de ikke bryder sig om at høre, samtidigt med at det hævdes, at man ikke diskriminerer andre på baggrund af etniske, religiøse eller politiske forskelle!
Medierne har opdaget, at retten til at håne kan bruges positivt i enhver situation, at den på det principielle plan er retningsløs, som loven selv, så længe den ikke håndhæves. Problemet er, at den ikke fritager afsenderen for ansvarspådragelse, der hvor den anvendes konkret, dvs. når den får retning.
De danske medier har tradition for at stå til rådighed for en ensidig beskrivelse af islam som den religion, der ikke lader sig reformere og bringe i overensstemmelse med de demokratiske spilleregler. JP og Tante Berlingeren lader ganske vidst sine bloggere og kommentatorer formulere sine holdninger, således at redaktionen ikke selv behøver stå til ansvar for sine slemt diskriminerende positioner. Men dette trick kan ikke bruges til at gøre Publicistkluppen helt usynlig.
De samme medier er overrepræsentation af medarbejdere af etnisk jødisk oprindelse, går aktivt imod at man påpeger staten Israels forbrydelser mod menneskeheden, at den form for apartheidpolitik, som landet gennemfører på baggrund af religiøst betinget diskrimination, er fuldstændigt uforeneligt med et hvilket som helst moderne demokratisk ideal. (tænk på nyligt fjernede reklamer fra busserne i Kbh.) Kritikken af Israel bliver pr. automatik rubriceret som etnisk religiøst betinget diskrimination. Man må ikke bruge udtrykket "jøde", med mindre det sker i positiv betydning, hvorimod det er helt ok at bruge udtrykket ”muslim” negativt.
Den kvote af ret til positiv særbehandling, som jøderne fik tildelt som følge af nazi-Tysklands uhyrligheder, er tilsyneladende uudtømmelig!
Den islamiske trussel fungerer semantisk inden for en vesterlandsk og særligt dansk tradition for at legitimere de uhyrligheder, som den vestlige verden har gjort sig skyld i, netop i Mellemøsten. De millioner af døde, som vestlig intervention, selvskabte diktatorer, leverancer af våben, grænseløs loyalitet i forhold til rige apartheidregimer som Saudi-Arabien, Qatar, osv. har ført med sig blandt palæstinensere og andre etniske grupper i Mellemøsten, kunne ikke have fundet sted, hvis ikke islam semantisk havde figureret som ondskaben selv i baghovedet på italesætterne og hos mediebrugere her som der.
Men de kaskader af tabuer og former for censur, som ligger performativt bag den særligt danske kamp for ytringsfrihed, dvs. "censuren" der fremføres i "ytringsfrihedens navn", er nu så påtrængende og tyk, så publicistprisen til Flemming Rose og konkurrencerne om at lave "god satire" står tilbage med prisen som forloren, uærlig og grim, før den er gennemført.
Det, som journaliststanden må til at lære, er, at når man har rod i principperne, så glider kontrollen med kommunikationen og propagandaen en af hænde. Så indskriver den proklamerede kamp for det gode sig performativt og mod intentionen på det ondes side.
Den paradoksale og særligt danske kamp for ytringsfriheden har afsløret sit iboende konstituerende væsen.
Redaktionerne sidder muligvis på 99 % af brugerfladerne, men principperne kan ikke styres med hverken kommerciel magt eller konkret kontrol over de kommercielle brugerflader.
Problemet er, at de grundlæggende paradokser, og det intetsigende i den principielle kamp for ytringsfriheden, tautologien, munder ud i det konkrete, nemlig afsløringen af "selektiviteten” bag enhver benyttelse af retten til at sige om andre, hvad de ikke vil høre om sig selv". De selektive mekanismer kommer før eller siden eksplicit til at afsløre hykleriet hos "de åh.. så ytringsfrie".
Roses sorte medier, den vestlige verden, der kæmper en brag kamp for retten til at smadre livets forudsætninger med sit gigantiske overforbrug af jordens begrænsede ressourcer!
En stinkende selvdestruktiv befolkningsgruppe, som flyver højt finansielt, men som hænger noget så læsterligt med numsen i økologisk og social forstand. Den gode satire hænger lavt, lige til at plukke. Men nej, det må man ikke!
Søg på:
"censur i ytringsfrihedens navn"
"Tautologi vs. paradoks",
"penge, medier, magt og religion",
og
”www er min hjemmeside, Google min gud og bogen min ven”.