Der var forundring i medieverdenen over SAS-ledelsens leg med pressen under sidste uges kriseforhandlinger. Nu viser det sig, at TV 2-vært Michael Kristiansen var rådgiver for ledelsen
Efter at SAS-ledelsen i sidste uge fik sin spareaftale i hus, hæftede flere parter sig ved, at forhandlingerne var foregået usædvanligt offentligt.
"Jeg har aldrig set, at en ledelse går så aggressivt ud og fører forhandlingerne i det offentlige rum og ensidigt placerer skyldigheden og regningen hos de ansatte," har Mogens Holgaard, tidligere formand for Dansk Pilotforening og tidligere medlem af SAS-bestyrelsen, sagt til Ekstra Bladet, og formanden for de kabineansatte i SAS, CAU, Helge Thuesen, havde samme oplevelse:
"Når man forhandler, har man en eller anden form for pligt til ikke at forhandle gennem pressen. Det respekterede vi. Men det gjorde SAS ikke." Også på journalisten.dk blev det bemærket, at SAS-ledelsen havde haft et overlegent overtag i forhold til pressen.
Forklaringen er muligvis, at TV2-værten og den politiske kommentator Michael Kristiansen stod i baggrunden og var med til rådgive SAS-ledelsen om dens strategi. Ekstra Bladet skriver i dag, at TV2-værten var hyret ind som rådgiver af SAS-ledelsen under flyselskabets kriseforhandlinger.
"Michael Kristiansen sidder den ene dag og analyserer regeringens politik og beskæftigelsessituationen i programmet 'Mogensen & Kristiansen' på TV2 News, mens han den næste dag rådgiver i et pengespil, hvor også finansminister Bjarne Corydon ( S) er direkte part." skriver avisen.
Michael Kristiansen mener ikke, at der er noget mærkeligt i hans skiftende kasketter, og herudover meddeler han til Ekstra Bladet, at han i øvrigt aldrig udtaler sig om sine kunder.
Under SAS-forhandlinger var Michael Kristansen på skærmen, men når stationen dækkede SAS-sagen, var hans kommentatorplads overtaget af Henrik Qvortrup.
Kanalchef på TV2 News Mikkel Hertz synes ikke, at der er noget galt med hans kollegas varierende roller:
"At han har kunder i erhvervslivet, kommer ikke bag på mig. Det er fuldstændig i overensstemmelse med den aftale, der er lavet," siger Mikkel Hertz til Ekstra Bladet og understreger, at det er i orden, så længe han ikke er rådgiver for politikere eller partier.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mon Fritz Schur også benyttede Kristiansen i Dong-sagen ?
Der foregik det hele også i pressen !!!!!
Lasse Jensen skrev også om Kristiansen/Schur-forbindelsen i Information den 20. november.