SAS: Det var ikke os, der fandt på Stockholm-historien

Pressechef i SAS Elisabeth Manzi vil ikke tage ansvar for Fritz Schurs løgn til pressen om, at han var på vej til Stockholm. "Det var Fritz Schur selv, som sagde, at han skulle til Stockholm - ikke mig," skriver hun til journalisten.dk

Pressechef i SAS Elisabeth Manzi vil ikke tage ansvar for Fritz Schurs løgn til pressen om, at han var på vej til Stockholm. "Det var Fritz Schur selv, som sagde, at han skulle til Stockholm – ikke mig," skriver hun til journalisten.dk

Fritz Schur har i dag fået kritik fra både danske og svenske medier for i søndags at lyve over for pressen midt i forhandlingerne om SAS' fremtid. Han sagde, at han sammen med to andre bestyrelsesmedlemmer var på vej til Stockholm, hvilket hurtigt spredte sig i medierne. Men det passede ikke. Løgnen var ifølge Fritz Schur selv en afledningsmanøvre for at få fred fra pressen til at arbejde.

Pressechef i SAS Elisabeth Manzi skriver til journalisten.dk, at hun ikke vil stå på mål for de løgne, som Fritz Schur skulle have givet til pressen:

"Når det gælder spørgsmålet om, hvor og hvornår bestyrelsen mødtes, har jeg givet samme budskab til alle, som har spurgt, nemlig at vi ikke kommenterer det spørgsmål. Jeg har hverken bekræftet eller dementeret udsagn eller spekulationer om, hvor bestyrelsen skulle mødes. (…) Det var Fritz Schur selv, som sagde, at han skulle til Stockholm – ikke mig," skriver Elisabeth Manzi, der understreger, at hun ikke arbejder for Fritz Schur:

"Når det gælder Fritz Schur, er det vigtigt at pointere, at vi i SAS' presseafdeling ikke arbejder for ham, vi arbejder for SAS. Selvfølgelig hjælper vi journalister, som gerne vil i kontakt med ham, men vi er ikke rådgivere eller pressetalsmænd for ham," skriver Elisabeth Manzi.

Journalisten.dk har tidligere i dag beskrevet, hvordan flere medier er kritiske over for Schurs løgn til pressen. Finansredaktør på TV 2 Ole Krohn støtter nu op om deres kritik:

»Det, som en bestyrelsesformand for en stor offentlig virksomhed siger, skal helst være sandt. Jeg har fuld forståelse for, at der er behov for hemmelige processer for at lande så stor en opgave. Men hvis jeg havde været hans rådgiver, havde jeg ikke rådet ham til at sige noget, der var usandt,« siger Ole Krohn.

Det svenske nyhedsbureau TT, der citerede Schur for, at han skulle til Stockholm, fortalte tidligere i dag til journalisten.dk, at de nu har mistet tilliden til ham. Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup fra DR beskrev det som »uheldigt«:

»Jeg bryder mig ikke om, at vi eller den øvrige presse bliver brugt til manipulation og vildledning, ved at man spreder urigtige oplysninger, hvis det er tilfældet,« sagde Ulrik Haagerup.

0 Kommentarer