Den franske præsident Nicolas Sarkozy gør nu alvor af sin reformplan for de offentlige tv-stationer, som skal sikre regeringen direkte indflydelse. Blandt andet er det fremover Sarkozy selv, der udpeger direktøren for France Télévision. Samtidig er det slut med reklamer.
En historisk ændring af magtforholdene og de økonomiske grundvilkår er på vej i de nationale franske tv-stationer. Præsident Nicolas Sarkozy presser i øjeblikket på for at få en gennemgribende reform igennem, der blandt andet skal give regeringen og dermed Sarkozy mulighed for selv at udpege den øverste direktør for hele France Télévision.
Samtidig er målet at afskaffe reklameindtægterne på de fem nationale tv-stationer (France 2, France 3, France 4, France 5 og France Ô) og i stedet gøre France Télévision fuldstændigt afhængig af statslige tilskud. Afskaffelsen af reklameindtægterne, som i dag beløber sig til 450 millioner euro, skal være gennemført ved udgangen af 2011. I stedet indføres nye skatter, hvor de kommercielle tv-stationer og teleselskaberne kommer til at bidrage.
Reformen skulle være trådt i kraft den 5. januar, men er blevet forhalet, skriver blandt andre World Socialist Web Site, der samtidig bemærker, at Sarkozys medieplan indebærer et angreb på public service-stationernes uafhængighed.
Årsagen er blandt andet den, at licensmidlerne fremover ikke længere vil gå direkte til tv-stationerne, men i stedet bliver tv-stationerne en post på det nationale budget. Det bliver så op til regeringen hvert år at afgøre, hvor mange penge man ønsker at tildele France Télévision.
Selv om de nationale tv-stationer kompenseres for tabet af annonce-indtægter via nye skatter, er det langt fra tilstrækkeligt til af udligne de manglende indtægter, lyder vurderingen. Og derfor vil reformen indebære fyringer, ringere løn og dårligere kvalitet i fjernsynet, erklærer socialisterne.
Størst forargelse har det dog vakt, at Sarkozy selv kan udpege den øverste leder af France Télévision. Udnævnelsen sker for en fem-årig periode, men Sarkozy kan til enhver tid omstøde beslutningen.
De nye regler for offentlig fransk tv skaber i øvrigt ikke kun vrede og opsigt i Frankrig. En tidligere BBC-direktør er så rystet, at han sammenligner udviklingen med statskontrollen bag jerntæppet:
Sarkozys mediepolitik, siger den tidligere BBC-direktør David Levy, "minder om den, der var fremherskende under de 'folkelige demokratier' i Østeuropa", skriver Berlingske Tidende.
Trods kritik og de sidste nødvendige parlamentariske beslutninger har den franske regering alligevel valgt at sætte dele af reformen i kraft. Den nuværende adm. direktør for France Télévision, Patrick de Carolis, er således blevet bedt om at føre reformens første del ud i livet – hvilket vil sige farvel til reklamer i tidsrummet mellem klokken 20 og 06.
I første omgang truede han godt nok med at fratræde sin stilling, men valgte dog alligevel at blive og tilmed gennemføre flere besparelser, skriver blandt andre Le Figaro og Marianne2.
Mere om sagen i the Guardian: France bans adverts on state TV during primetime. Samt i the Independent: Fury in France as Sarkozy bans adverts from state TV
Læs også: Fransk nødpakke på 600 mio. euro til landets dagblade.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.