Foto: Stine Tidsvilde
Min yndlingsaversion i medierne er…
Der er flere, men lad mig indlede med selvforståelsen omkring opdelingen af journalister og kommunikatører som ’gode’ og ’onde’. Betegnelsen ’The dark side’ om at gå fra et arbejde som journalist i pressen til at arbejde med kommunikation kommer ofte som en spøgefuldhed, men det dækker over en – efter min mening – helt forkert opfattelse af, hvad sådan nogle som mig beskæftiger os med.
Siden jeg kom ind i branchen for +20 år siden, har der været en enorm udvikling på alle måder, og min opfattelse er da også, at langt de fleste har et mere nuanceret blik i dag. Men ’The dark side’-tøhø-kommentaren gemmer alligevel på en række udfordringer.
Det irriterer mig så meget, fordi…
Det skaber et falsk narrativ om, at jeg er sat i verden for at obstruere journalisters arbejde mest muligt. Det er noget vrøvl. Langt størstedelen af min tid bliver brugt på at forbinde journalister med de rette personer at tale med eller finde ud af status på sager. Ja, det er blevet mere strømlinet end tidligere, hvor der ikke var sådan en som mig i en myndighed som politiet, men dengang var der måske fem personer med én daglig deadline, der ringede til efterforskningslederen, i dag er der 35, der har deadline for fem minutter siden.
Hvilket leder mig frem til en beslægtet aversion: Hastighed, fairness og forståelse for os ’på den anden side’.
For nylig hørte jeg et glimrende interview med Theis Ehler Molin fra Zetland i forbindelse med deres artikler om stress og arbejdspres i embedsværket. Her fortæller han om det øjeblik, hvor han indser, at han selv er en del af problemet. Det var da en presserådgiver fra Finansministeriet ringede til hans kollega og spurgte, hvad de dog tænkte på? Til en velresearchet artikel om stress og weekendarbejde i ministerierne, havde han fredag ved middagstid fået tilsendt kritik til replik. Der var deadline om seks timer – eller den kunne strækkes til ’i løbet af weekenden’.
Den stakkels medarbejder havde jo ingen chance for at undersøge, tale med de rette inklusiv en minister og sikre, at der på et fagligt velfunderet grundlag blev taget stilling til, hvordan ministeriet kunne svare og eventuelt nuancere den journalistik, der var på vej. Den slags henvendelser får jeg også. Hvor der lander en mail fredag kl. 22.05 med deadline mandag og spørgsmål til komplicerede, afsluttede straffesager, der ligger år tilbage.
Journalistens sommerstafet
Sara Schlüter har modtaget dagens stafet, som senest blev besvaret af lokaljournalist Mogens Jørgensen.
Eller et ønske om interview inden for 48 timer til en podcastserie, som journalisterne har arbejdet på i månedsvis. Det kan vi simpelthen ikke nå. Hvis man vitterligt ønsker at få en myndigheds perspektiv eller svar på en historie, så vær fair og giv os den nødvendige tid. Lad være med at skrive hele historien færdig og så først ringe til os fem minutter i deadline. Det kunne jo være, at svaret herfra ville ændre eller nuancere præmissen for det allerede skrevne.
Her vil jeg gerne understrege, at når jeg beder journalister være fair, så er det på ingen måde det samme som at være ukritisk. Pressens vigtigste opgave er at være kritisk over for samfundets magthavere (og i den kasse ligger pressen jo sådan set også selv), det beder jeg jer ikke om at ophøre med at være.
Bør vi også gribe i egen barm? Selvfølgelig! Som myndighed bør og skal vi stille op og svare, når der kommer spørgsmål. Også – og måske især – når det er kritiske spørgsmål. Men jo kortere varsel vi får, jo mindre sandsynlighed for, at vi kan stille op. Det er ikke for at være ’onde’, det handler om at have mulighed for at undersøge, hvad der er op og ned og ikke bare svare baseret på mavefornemmelse.
Det man kunne gøre for at ændre det er…
Der er ikke en let løsning. Alle er pressede.
I den – også glimrende – stafet med Mogens Jørgensen, beskriver han nogle arbejdsvilkår som udøvende journalist, der ikke giver meget rum. Det politiske system er presset, medierne er pressede, myndighederne er pressede. Og det bliver kun værre.
Måske vi alle lige skulle trække vejret en ekstra gang, inden ting hastes igennem. Hvilket leder mig til tredje aversion. De bombastiske udmeldinger fra politikere i – ofte – enkeltsager, som er skabt til at skabe overskrifter, men ofte bliver udtalt uden konkret viden om op og ned. Vi devaluerer begrebet ’skandale’, når det bliver brugt i flæng. Når retorikken er skræddersyet til at ramme toppen af Berlingskes Morgenpost, hvordan beskriver vi så tingene, når noget vitterligt er en skandale? Ministre bliver hevet i samråd for det mindste, mens spørgsmål til ministeren sendes afsted for at vise politisk handling, hvilket så i stedet presser embedsværket, som skal besvare dem, mens medierne dækker politik, som om det var en kontaktsport eller en krig med vindere og tabere. Alt imens fortsætter den negative spiral. Måske man kunne skrue ned for tempoet og så rette kræfterne mod at se på indhold frem for proces.
Vi taler meget om stress, jag, hast og behov for handling, men der er mere brug for, at vi sænker farten og giver plads til eftertænksomhed. I hele systemet såvel som i medierne. For som det ser ud nu, taber alle, gode såvel som onde, på det.
Hvad giver dig håb for mediebranchen…
Den enorme trang til at skabe og gøre ting på andre måder. Det er lidt underligt at være blevet en af de ’gamle rotter’, men også fantastisk at se de næste generationer sætte sit præg på og rykke ved branchen. Da jeg var praktikant, røg man for eksempel stadig alle vegne på Ekstra Bladet – på nær på sundhedsredaktionen, der måtte man stå i døren. Der er sateme sket meget siden den tid. Og måske det netop er de ’nye’ generationer, der er så bevidste om grænser og at passe på sig selv, der har modet til at træde det skridt tilbage for at trække vejret, som vi alle har brug for.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Sådan er kommunikationsmedarbejderes arbejde desværre langtfra altid. Min oplevelse i løbet af 42 års journalistisk arbejde er, at jo flere kommunikationsmedarbejdere, der bliver ansat i offentlige og private firmaer, des sværere bliver det at trænge igennem og komme til at tale med den relevante medarbejder. Det gælder især i styrelser, ministerier og regioner.
Det er efterhånden helt almindeligt, at en opringning til en specifik sagsbehandler på et område bliver mødt med: "Nå du er fra pressen, så bliver du nødt til at gå igennem vore presseafdeling". Det forsinker interviewet med den pågældende med en mindst en halv dag og i mange tilfælde op til to dage. Ofte modtager man i stedet for en opringning fra fagmedarbejderen en mail (i skriftsprog), som mest har karakter af damage control og svaren udenom. Ikke så underligt at mange journalister oplever kommunikationsmedarbejdernes arbejde som direkte obstruerende.
Så Sara, jeg bliver nødt til at skrive, at til trods for, at du ikke ønsker at obstruere nogens arbejde, så er det ikke den virkelighed, journalister oplever til daglig i kontakten med den fedtbræmme af kommunikationsmedarbejdere, der forsinker og forstyrrer vores arbejde. Din opfattelse af kontakten mellem faggrupperne stemmer ikke i overensstemmelse med den virkelige verden og ligner lidt et skønmaleri.