Informations fotopris gik til Sara Galbiati, der netop er hjemvendt fra praktik på Politiken.
Dagbladet Information uddelte i dag deres fotopris. Den gives til en fotojournaliststuderende for billeder, der er taget i praktiktiden. Den tidligere Politiken-praktikant Sara Galbiati løb i dag med præmien på 25.000 kroners Canon-udstyr.
"Vinderens billeder skiller sig ud i forhold til de andre indsendte, og hendes fotografi udstråler en tro på det, hun laver. Man kan se, at hendes kontakt til de mennesker, som hun fotograferer, er nærværende, og at de har tillid til det, hun gør," lyder dommerpanelets begrundelse i en pressemeddelelse.
Dommerpanelet bestod af de tre danske fotografer Nicky Bonne, Claus Bjørn Larsen og Tine Harden. De har særligt lagt vægt på, at Sara Galbiata har leveret et meget bredt udvalg af billeder, der understreger fotografens alsidighed.
Det var første gang, Information uddelte prisen. Anden- og tredjepladsen går henholdsvis til Sanne Vils Axelsen fra Jyllands Posten og Tobias Selnæs Markussen fra Politiken.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.