Sannes kussehår på forsiden: »Journalisterne har virket en smule snerpede«

»Det er sjovt at se på, hvordan medierne har håndteret det her, når man tænker på, hvor nemt vi smider om os med porno og nøgne bryster.« Komiker Sanne Søndergaards kønshår var på forsiden af Politiken, og det skabte vild debat. Men journalisterne halsede efter de sociale medier, mener hun

Det hele startede med en stak kussehår på forsiden af Politiken. De sidder på komiker Sanne Søndergaard, som blev interviewet til avisen. På det store forsidefoto hiver Søndergaard ned i sine bukser, så læserne kan se det øverste af hendes kønsbehåring.

Under overskriften ”Feminist-standupper: »Jeg synes generelt, der skal flere hår på fissen rundt omkring«” blæste hun til kamp mod forvredne skønhedsidealer og en forkvaklet frygt for kvinder, der ikke glatbarberer deres venusbjerg. Billedet var en del af det oprør.

På kort tid spredte interviewet – og fotoet – sig på sociale medier, især Facebook. Mange mente noget. Nogle var rasende, andre jublede. Sanne Søndergaard, som selv er uddannet journalist, er ikke overrasket over den del. Men hun er overrasket over, at der skulle gå næsten en uge, før de traditionelle medier greb historien.

»Hvis der ikke var nogen, der lagde mærke til det, ville det jo være som at lave en joke, ingen griner af. Jeg ville ikke have gjort det, hvis jeg regnede med at blive forbigået i tavshed,« siger Sanne Søndergaard.

»Men jeg er overrasket over, hvordan reaktionen kom. Jeg havde lidt naivt forestillet mig, at hvis nogen tog den op, ville det ryge i Go’ Morgen Danmark eller Aftenshowet, turen rundt i medierne. Men det var de sociale medier, der greb den. Historien er delt mere end 2.000 gange på Facebook. Det var sjovt, at de traditionelle medier først kom halsende bagefter, da det allerede var noget, alle talte om.«

Journalisterne var for bornerte

Fem dage efter den famøse forside ringede BT. De ville ifølge Sanne Søndergaard lave historien om, at folk var forargede på Facebook. Da først billedet blev genoptrykt i BT, rullede historien i flere andre store medier.

»Jeg tror, de traditionelle medier har haft lidt svært ved historien. De ville gerne lave den, men de manglede ligesom en krog. Journalisterne var for bornerte: ”Kan vi virkelig skrive om det her?” Det er sjovt at se, at de sociale medier så gør, at de kan tage historien op.«

Sanne Søndergaard lagde i weekenden efter fisseforsiden et blogindlæg på sin hjemmeside. Her forklarer hun under overskriften ”Den behårede fisses manifest”, hvorfor hun valgte at vise sin kønsbehåring i Politiken. Hun uddyber også, hvad det er, hun blæser til kamp imod. Du kan læse indlægget her.

»Journalisterne har virket en smule snerpede. Det er sjovt at se på, hvordan medierne har håndteret det her, når man tænker på, hvor nemt vi smider om os med porno og nøgne bryster. Man har rask væk en sexolog i Go’ Aften Danmark for at snakke om sex og voodoo, men der er en skræk for at snakke om denne del af seksualiteten. Billedet er så uskyldigt, jeg viser virkelig ikke ret meget. Men det er lidt farligt, for hvad nu hvis folk får kaffen galt i halsen.«

Stolede på journalist og fotograf

Sanne Søndergaard fortæller, at det var afgørende for, at hun turde vise sin kønsbehåring i avisen, at hun stolede på både journalist Ditte Giese og fotograf Rune Pedersen.

»Ditte sagde til mig: ”Er du klar over, at de her billeder vil blive trukket frem de næste mange år, når du laver noget?” Det var en utrolig fin ting, for det viste, at hun på en måde "havde min ryg". Jeg havde også lange snakke med fotografen og var med til at vælge billederne. Det var vigtigt, at det ikke blev liderligt, men sødt, uskyldigt og stærkt. Når man ved, hvordan det nogle gange foregår på en redaktion – hvor man lige strammer et citat her og der – så er det rart at mærke, at de faktisk vil dig det bedste.«

Hun afviser, at kussehårene kom frem for at få opmærksomhed om personen Sanne Søndergaard. Det handler først og fremmest om sagen, bedyrer hun.

»En del journalister har sagt til mig: ”Nå, så fik du rigtig nok opmærksomhed, hva’?” Men det er jo dem, der har ringet til mig, jeg står i deres studie! Hvis jeg bare ville have så meget opmærksomhed som muligt, havde jeg da flashet bryster. Jeg synes, at jeg som komiker er forpligtet til at sige noget om samfundet. Jeg er da også glad for, at sagen har fået så meget opmærksomhed. Men det er ikke, fordi det regner med jobs, bare fordi jeg har vist kussehår.«

Droppede journalistik for at sætte tingene på spidsen

Sanne Søndergaard var i journalistpraktik på Viborg Stifts Folkeblad. Hun nåede dog aldrig at blive journalist, for allerede i studietiden begyndte hun at prøve kræfter som komiker. Det var den karrierevej, hun valgte, da studiet var færdigt.

Du siger, at man har en forpligtelse som komiker. En forpligtelse til hvad?

»Jeg synes, man som komiker har en forpligtelse til at sætte sig selv i spil. Det er for nemt, hvis man bare peger på alle de andre. Det er først interessant, når du kan vise dine egne fejl, som andre kan spejle sig i. Jeg blotter jo mig selv, og jeg er faktisk meget blufærdig som person. Jeg ligger aldrig topløs på stranden. Men det var vigtigere end min egen blufærdighed. Nogen var nødt til at gøre det. Nu blev det så mig.«

Sanne Søndergaard fortæller, at hun netop droppede journalistikken, fordi hun kan være meget mere skarp i mælet som komiker.

»Jeg kan sætte tingene meget mere på spidsen som komiker. Som journalist har du det der objektivitets-krav. Jeg synes, komiker er så fedt et fag, fordi man hele tiden er den frække dreng i klassen og Rasmus Modsat.«

»Jeg tror, man skal være for pæn som journalist. Det har jeg også virkelig lagt mærke til i denne her debat. Journalisterne står og siger til mig, når vi taler bag kameraet, at det er skidefedt, og de er helt oppe at køre. Men i live-interviewet er de langt mere bornerte, for nu repræsenterer de mediet. De er nødt til at have en anden attitude, end de har privat. Det behøver jeg jo ikke. Den, jeg er privat, er jeg også på scenen,« siger hun.

3 Kommentarer

Ole Bach
16. MAJ 2013
Sure Sørensen savler
Sure Sørensen savler publicity.
Jeg nyder hår-slående smukt forsidefoto.
Sanne Søndergaard driller unaturlige dobbeltmoralister - "Photoshop og plastikkirurgi er nypuritarismens burka"!
Manifest-mums med egen krop - godt gået.
Ole Bach
16. MAJ 2013
Sure Sørensen savler
Sure Sørensen savler publicity.
Jeg nyder hår-slående smukt forsidefoto.
Sanne Søndergaard driller unaturlige dobbeltmoralister - "Photoshop og plastikkirurgi er nypuritarismens burka"!
Manifest-mums med egen krop - godt gået.
Jeppe Sørensen
15. MAJ 2013
Komikere lever (også) af
Komikere lever (også) af omtale. Det har hun så fået nu. Beklager: Det er ingen ny Muhammed-tegning, men du fik da en forside.