Efter længere tids søgen har DR fået ny indlandschef. 35-årige Sandy French overtager jobbet efter Jens Grund, som i september blev udpeget til ny chefredaktør på Berlingske Tidende.
Sandy French kommer fra en stilling som særlig rådgiver i Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Hun har tidligere været leder af Informations politiske redaktion, været politisk redaktør og medlem af redaktionsledelsen på Ekstra Bladet samt været særlig rådgiver i Justitsministeriet.
"Sandy French er en af dansk journalistiks største talenter lige nu, og derfor passer hun perfekt til jobbet som leder af den nyorganiserede indlandsredaktion i DR Nyheder," siger Ulrik Haagerup i en pressemeddelelse.
Ifølge Journalisten.dk's oplysninger har DR brugt god tid på at finde en afløser til Jens Grund, som i midten af september stoppede som redaktionshef for både Indland- og Idéredaktionen på DR Nyhederne.
Med Sandy French tiltrædelse indføres der i øvrigt nye rutiner i DR. Fremover skal en særlig redaktion tage sig af de hurtige indlandsnyheder til radioaviser, tekst-tv, dr.dk m.m., mens Sandy French især skal drive store journalistiske projekter og blandt andet skal udvikle indlandsredaktionen til at være en markant "graveredaktion", der både kan dyrke egne historier til alle DR Nyheders medier, men også sætte nyhederne i en sammenhæng og uddybe fællesstoffet.
Indlandsredaktionen får fremover også tilknyttet en ny analyseenhed, der skal være med til at sikre endnu større viden og indsigt bag historierne fra DR Nyheder.
Med Sandy French's farvel til Økonomi- og Erhvervsministeriet har de Konservative mistet to spindoktorer på et halvt år. Tidligere i år sagde Morten Lanager sin stilling op som spindoktor for partileder Lene Espersen.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Fred
Tror du det er medlemmer af forbundet du debatterer med her?
J
Det er da dejligt, at den kære hr. Jacobsen har så stor tillid til Sandy og hendes kollegaer på borgen at de ikke er blevet det mindste påvirket af deres arbejde for magten.
Men personligt finder jeg det ualmindeligt tåbeligt af DR, at man overhovedet vil sætte sig selv i en situation, at ens troværdighed i den grad kan drages i tvivl.
Flere her på debatten kritiserer, at DR har ansat en tidligere rådgiver i forskellige ministerier i en ledende journalistisk stilling. Kritikken er efter min smag unuanceret og urimelig, fordi den åbenbart bunder i en normativ mistænkeliggørelse: Fordi en person – her Sandy French – har arbejdet med afhængig kommunikation, er vedkommende diskvalificeret til at arbejde med uafhængig kommunikation (=journalistik).
Stop nu den mistænkeliggørelse!
I argumentationen overser debattørerne elegant, at ”trafikken” i høj grad også går den anden vej. Journalister bliver kommunikatører og omvendt. Sådan har det været i mange år, og det er også en af grundene til, at Dansk Journalistforbund gerne organiserer både kommunikatører og journalister. Det gør vi med helt åbne øjne.
Ja, der er forskel på uafhængig og afhængig kommunikation. Men fælles for disse to forskellige fagligheder er, at de skal virke ud fra en høj etik. Gør de ikke det, svinder troværdigheden. Det vil være til skade for alle, der benytter sig af resultaterne af deres arbejde: Læsere, seere, lyttere – borgerne.
Jeg har som udgangspunkt tillid til, at folk udfører deres job med professionalisme. Det indebærer, at man er i stand til at skelne. Jeg ser med andre ord ikke noget problem i, at professionelle skifter mellem forskellige fag. Og jeg finder det smadder ærgerligt, at man er så hurtig til at sætte folk i bås.
Jeg vil så i denne sammenhæng appellere til at være meget forsigtig med anvendelsen af det ofte negativt ladede begreb spindoktor. Det er altså ikke alle kommunikatører, der skal placeres i den kasse. Der udføres dagligt et stort og vigtigt informationsarbejde i det offentlige og private, hvor udgangspunktet ikke er spin, men nyttig information til os alle. Dette arbejde udføres af dygtige personer, som både har en journalistisk og kommunikationsfaglig baggrund.
Mange hilsner
Fred Jacobsen
næstformand
Ja det er utroligt at en spindoktor får denne post.
Det under mig meget, at ingen tilsyneladende har noget at sige til, at Brian Mikkelsens spin-doktor kommer til at sidde på denne post.
Måske har journalister nu om dage vænnet sig til, ikke at være kritiske over for regeringen og dens støtter. Sådan ser det ud i min optik. Man må gerne hænge almindelige borgere ud og endda svine dem til, men lader ministre og regering slippe afsted med hvad som helst.
Den kritiske og uafhængige journalisme har trange kår her i DK.
Flere