”Sandheden” om en fodbold­tragedie fik byen Liverpool til at boykotte The Sun – og ændre holdning til EU

En voldsom tragedie med næsten 100 dræbte på et fodboldstadion, en forhadt tabloid­avis og et mere positivt syn på EU i den nordengelske region Merseyside og i særdeleshed i byen Liverpool.

Det lyder måske ikke som noget, der har så meget med hinanden at gøre. Men de tre ting er tæt forbundet, lyder det i et studie, der netop er blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift American Political Science Review.

Tabloidavisen The Sun faldt nemlig i unåde og mistede størstedelen af sine læsere i Liverpool og Merseyside i 1989, da avisen gav fans af fodboldklubben Liverpool FC skylden for en tragisk ulykke under en fodboldkamp mellem Nottingham Forest og Liverpool, hvor 97 mennesker mistede livet.

”Vi kan tydeligt vise, at befolkningen blev mere positiv over for EU på grund af boykotten.”

Daniel Bischof, lektor i statskundskab ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet

Boykotten har for to forskere været en unik mulighed for at undersøge, hvordan et enkelt populært medie kan påvirke læsernes politiske holdninger. For forskerne bag undersøgelsen er konklusionen klar:

”Vi kan tydeligt vise, at befolkningen blev mere positiv over for EU på grund af boykotten,” siger Daniel Bischof, lektor i statskundskab ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet og den ene af to forfattere til studiet.

Gik sin egen vej efter boykot

For at komme frem til den konklusion har forskerne brugt nationale befolkningsundersøgelser, hvor briterne siden 1983 er blevet spurgt til deres holdning til medlemskabet af EU.

I meningsmålingerne stod det klart, at befolkningen i Liverpool og Merseyside frem til 1989 politisk havde fulgt de omkringliggende regioner. Men de følgende fem år blev den mindre skeptisk over for EU i forhold til tidligere og i forhold til regionerne omkring Merseyside.

”Det bemærkelsesværdige er, at det især er arbejderklassen, der skifter holdning, og det er den, der har været mest tilbøjelig til at læse The Sun før boykotten,” siger Daniel Bischof.

The Sun var i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne den mest sælgende avis i Storbritannien, og den havde et stærkt ståsted i Liverpool. Med en udpræget EU-skeptisk profil har den i årevis kørt kampagne mod Storbritanniens medlemskab af unionen.

Men med boykotten blev den EU-skeptiske The Sun erstattet af aviser som The Daily Mirror, The Guardian og The Financial Times, der har en langt mindre skeptisk holdning til og dækning af EU. Det vidner ifølge Daniel Bischof om, at The Suns EU-journalistik sandsynligvis ikke betød særlig meget for avisens læsere i Liverpool.

”The Sun blev læst som ren underholdning. Med den type aviser er der mange mennesker, der ikke tænker over, at avisen påvirker politiske holdninger, eller at avisens dækning af politik er biased,” siger Daniel Bischof.

Tragedien på Hillsborough

Liverpool-befolkningens vrede over The Sun stammer tilbage fra april 1989, hvor Liverpool FC og Nottingham Forest mødte hinanden på Hillsborough Stadium i Sheffield.

Det var den ene semifinale-kamp i FA Cuppen, der skulle have været spillet den dag.

Men stadion udviklede sig i stedet til en arena for kampen mellem liv og død. Få minutter inden kampstart var der blevet åbnet en port, så alt for mange mennesker kom ind på den tribune, som 25.000 Liverpool-fans havde plads på. Presset på tribunen blev for stort, og kort efter startfløjtet opstod der voldsom tumult på tribunen.

97 mennesker blev mast ihjel, og flere hundrede blev såret på Hillsborough den dag.

Liverpool var i chok de følgende dage.

Og som om tragedien i sig selv ikke var nok, vågnede hele England få dage efter til en forside fra The Sun, der mente at kende sandheden bag ulykken.

”Sandheden” om en fodbold­tragedie fik byen Liverpool til at boykotte The Sun – og ændre holdning til EU 3

’The Truth’ var i hvert fald den overskrift, der var printet med hvide versaler i en sort boks på forsiden af landets mest sælgende avis. På forsiden blev Liverpool-fans beskyldt for at have bestjålet ligene på Hillsborough, at have pisset på politibetjente og angrebet politi og redningsfolk, der var i gang med at give mund til mund, mens katastrofen udfoldede sig.

”Den forside rystede alle,” siger David Prentice, der på det tidspunkt var sportsjournalist på morgenavisen under lokalavisen Liverpool Echo, hvor han i dag er sportsredaktør.

”Folk blev simpelthen så rasende. På Echo bad vi folk om at fortælle den rigtige sandhed, for vi vidste, at det ikke var sandt. Men det påvirkede alle,” siger David Prentice.

’Total Eclipse of The S*n’

De følgende dage fortsatte The Sun med at bringe historier, der gav Liverpools fans skylden for ulykken.

Hvad der i David Prentices øjne gjorde det hele værre var, at The Sun sendte journalister til begravelserne for de døde Liverpool-fans.

”De var ikke velkomne, så de fortalte folk, at de kom fra Echo, og vi var nødt til at sende en erklæring ud om, at vi ikke sendte journalister til begravelserne, og at hvis nogen udgav sig for at være fra Echo, var det løgn,” siger David Prentice.

The Suns ”sandhed” skabte røre i Liverpool, hvor der blev dannet en decideret folkebevægelse, der boykottede avisen under sloganet ’Total Eclipse of The S*n’. Avisen blev flået af hylder, smidt i skraldespande og brændt af på gaden.

”Sandheden” på forsiden af The Sun viste sig en måned senere, ganske som Liverpool Echos kilder havde fortalt, ikke at være sand. En måned efter ulykken var det myndighederne og for dårlig sikkerhed på stadion, der fik skylden for tragedien, som ifølge rapporten kun delvist skyldtes fulde Liverpool-fans.

Konsekvensen for The Sun var til at føle på. Oplaget faldt med 80 procent i Merseyside efter boykotten.

”Sandheden” om en fodbold­tragedie fik byen Liverpool til at boykotte The Sun – og ændre holdning til EU 2
David Prentice, sportsredaktør på lokalavisen Liverpool Echo, foran mindesmærke for ofrene på Hillsborough. 96 personer blev erklæret døde umiddelbart efter ulykken. Dødstallet er for nylig blevet opjusteret til 97. Foto: Matt Thomas for Journalisten.

Fortsat formørkelse

33 år senere er avisen stadig bandlyst i Liverpool, og det har hverken gjort fra eller til, at avisens tidligere chefredaktør i 2012 undskyldte for avisens dækning af den vel nok mørkeste dag i europæisk fodbold.

Vreden mod The Sun findes ikke kun blandt den del af Liverpools befolkning, der oplevede tragedien i 1989.

”Nogle af dem, der følger boykotten nu, er ikke engang rigtig klar over, hvad der skete. De har fået det overleveret. Det er en del af byens kultur.”

David Prentice, sportsredaktør, Liverpool Echo

”Nogle af dem, der følger boykotten nu, er ikke engang rigtig klar over, hvad der skete. De har fået det overleveret. Det er en del af byens kultur,” siger David Prentice.

Den bliver også holdt i live af fans fra Liverpools lokale arvefjende Everton, ligesom at Liverpools tyske træner, Jürgen Klopp, på et pressemøde i 2016 nægtede at svare på spørgsmål fra en af The Suns journalister, og året efter forbød klubben helt avisens journalister at komme ind på Liverpools stadion og træningsanlæg.

Da Daniel Bischof og hans forskerkollega i januar sidste år ringede rundt til avissælgere, stod det klart, at byens avissælgere fortsat står inde for boykotten af en af Storbritanniens ellers mest sælgende aviser: ”This is Liverpool, mate,” lød forklaringen for eksempel fra en.

Også befolkningen i Liverpool holder øje med, hvilke butikker der har holdt fast i boykotten. Dem, der gør, bliver fremhævet på hjemmesiden ’Total Eclipse of The S*n’.

For Echo-redaktøren er der ingen tvivl om, at boykotten kommer til at vare ved. Hans avis vil end ikke skrive navnet på tabloidavisen, men skriver ligesom andre i Liverpool ’The S*n’ i stedet – for ikke at promovere den.

”De bliver aldrig tilgivet. De gav en form for undskyldning efter mange år, men det, der skete dengang, sårede folk så meget, og det var ikke bare den ene forsidehistorie, det var også resten af deres dækning af tragedien,” siger David Prentice.

Ingen The Sun, ingen Brexit?

Det var heller ikke kun i de første fem år efter boykotten, at Liverpool blev mindre skeptisk over for EU sammenlignet med de nærmeste byer.

Liverpool skilte sig også ud fra regionen ved folkeafstemningen om Brexit i 2016, hvor 58,2 procent af byens vælgere stemte for at blive i EU. I enkelte andre byer i Merseyside var der et snævert flertal for det samme, mens resten af regionen stemte for Brexit.

Alligevel vil det være en stramning at konkludere, at Storbritannien var blevet i EU, hvis The Sun ikke havde eksisteret, påpeger Daniel Bischof. Det skyldes både sammensætningen af befolkningen i Liverpool, og at The Sun havde en stor læserbase i byen, og derfor kan resultaterne af studiet ikke bare bredes ud.

Samtidig afviser Daniel Bischof ikke, at en del af effekten kan skyldes, at nogle borgere i Liverpool har set sig så vrede på The Sun, at de er villige til at gå imod alt, hvad avisen står for.

”Men vi kan konstatere, at befolkningen i Merseyside var mere positivt stemt over for EU til folkeafstemningen i forhold til andre regioner. Det har selvfølgelig forbindelse til boykotten af The Sun, men jeg kan ikke sige, hvor stor effekten var på afstemningen,” siger Daniel Bischof.

Mediernes indflydelse på holdningen til EU i Liverpool bør ifølge Daniel Bischof skabe eftertanke hos journalister og medier.

”Vi kan påvise, at en avis kan påvirke, hvad borgere tænker om verden. Det er vigtigt at være klar over som journalist. At det indhold, du udgiver, kan have vidtrækkende konsekvenser, især hvis dine læsere er mere interesserede i andet indhold i avisen,” siger Daniel Bischof.

Om studiet

Det er forskerne Daniel Bischof og Florian Foos, der står bag studiet ’Tabloid Media Campaigns and Public Opinion: Quasi-Experimental Evidence on Eurosceptism in England’, der blev offentligt tilgængeligt i 2019. 

Det fik kritik for ikke at tage højde for, at holdningsændringen i Liverpool også kunne skyldes andre faktorer, såsom EU-finansierede projekter i Liverpool, ændrede holdninger i Labour-partiet og arbejdsløshed i Liverpool.

Forskerne bag har dog undersøgt de alternative forklaringer og uddybet dem i den videnskabelige artikel, der er fagfællebedømt. Konklusionen er fortsat den samme: At boykotten af The Sun var årsag til, at Liverpool-befolkningen ændrede holdning til EU.

Kopier link
data_usage
chevron_left
chevron_right