Nordjyllands nye, store avis, NORDJYSKE Stiftstidende, kom på gaden med nyt design og som morgenavis trods teknisk koks. Imens bredte resignationen sig blandt medarbejderne på det gamle Vendsyssel Tidende, der føler sig reducerede til underdogs i fusionen med Aalborg Stiftstidende.
»I kan godt køre igen. Der sker ikke noget her.«
Beskeden råbes fra flere hjørner af det halvtomme redaktionssekretariat på områdecenter Hjørring, da JOURNALISTEN kommer på fusions-reportage. I går var lokalet hovedredaktion for Vendsyssel Tidende. I dag den 17. september eksisterer den 126-årige avis ikke længere. Det gør Løgstør Avis, Fjerritslev Avis og Aalborg Stiftstidende heller ikke. De er alle samlet under én hat, NORDJYSKE Stiftstidende, og beslutningerne træffes frem over i hovedkvarteret på Aalborg Stiftstidendes gamle adresse søndenfjords.
I Hjørring er der ingen begejstring at spore over det nye partnerskab.
Som et symbol på byens deroute som avis-hovedkvarter er al elektronisk forbindelse mellem Hjørring og hovedsædet på Langagervej i Aalborg brudt sammen. Derfor er fire redaktionssekretærer og en skrivende journalist kørt til Aalborg for at gøre avisen færdig. For de tilbageværende er det en ringe trøst, at avisens ledelse har sørget for lagkage med små NORDJYSKE Stiftstidende-flag i.
UHA, hvor sjovt
Journalisterne guffer kage i sig, mens de lufter den særlige galgenhumor, som har været i brug hele dagen.
»Det skal være skidt, før det kan blive sjovt – UHA, hvor bli´r det sjovt,« konstaterer en af kagespiserne tørt.
– Hvad synes I om avisens nye navn?
Spørgsmålet kræver udsættelse af den næste bid kage. Faktisk er selskabet tæt på at miste den besindelse, som vendelboere er berømte for at bevare.
»Det var en klokkeklar aftale, at ingen af de to avisers navne skulle indgå i det nye avishoved. Stiftstidende skurrer i ørene på folk heroppe, og vi vil ikke sige andet end NORDJYSKE,« siger én.
Hjørring-journalisternes tillidsmand, Per Sørensen, mener, at bestyrelsen for Vendsyssel Tidende lod sig besnakke af Stiftstidendes bestyrelse, da navnet skulle bestemmes.
»Vi er skuffede over, at vores egen bestyrelse er gået med til dét navn,« siger han.
Redaktionschef i Hjørring, Inge Heilesen, prøver at sammenfatte den stemning, der præger redaktionen i Hjørring.
»Vi er vant til at bestemme alt selv. Det gør vi ikke mere, og det tager tid at vænne sig til det. Men så længe beslutningerne er gode nok, kan det jo være lige meget, hvor de træffes,« siger Inge Heilesen optimistisk.
Samme stemning har Birger Holm Christensen svært ved at mobilisere. Han har sidste dag som redaktionssekretær på fusionsavisens fællesstof, der omfatter erhvervs-, kultur- og sportsstof. Tidligere blev siderne redigeret både i Hjørring og Aalborg. Fremover skal stoffet kun redigeres i Aalborg, og Birger Holm Christensen skal være lokalredaktør i Hirtshals. Han har selv søgt det nye job.
»Du får de nøgne facts: Jeg skal til Hirtshals. Så´n er det!« konstaterer han.
Fra flere kroge på Hjørring-redaktionen mumles om, at Aalborg-redaktionen har krejlet de bedste job til sig.
»Jeg forstår ikke, hvorfor alt fællesstoffet skal redigeres i Aalborg. Man kunne uden problemer have placeret kulturredaktionen i for eksempel Dronninglund eller Hjørring,« siger tillidsmand Per Sørensen.
Han fornemmer, at en del Hjørring-journalister i øjeblikket er så utilfredse, at de overvejer, om de skal blive eller skifte job.
»Der er bare ikke så mange job at vælge imellem heroppe. Der står NORDJYSKE Stiftstidende på de fleste journalistiske arbejdspladser, medmindre man vil lave radio,« siger Per Sørensen.
Ny teknik i sidste øjeblik
Efter kagebordet i Hjørring sætter medarbejderne sig på ny til at stirre på skærmene. Fotograferne Bente Skjoldager og Kurt Bering prøver på at arkivere billeder til morgendagens avis på computer. Billederne skal organiseres efter et helt nyt system, som de to først lige har fået installeret i dag.
Fra i dag er det slut med film på avisen, billedsiden er nu ren digital.
Journalisterne er lidt heldigere – de har haft én dag mere til at sætte sig ind i det nye tekst-system, som avisen skal produceres på fremover.
»Fusionen har stået på i en uendelighed, og vi har været tæt på at dræbe hinanden med møder og snak. Alligevel får vi her til sidst allerhelvedes travlt med at nå det hele,« siger Per Sørensen opgivende.
Nordjyderne har de sidste seks uger haft besøg af en delegation super-brugere fra Århus Stiftstidende, der kender alt til problemer med at sende en nyfusioneret, nydesignet morgenavis på gaden. En af dem er Finn Dalgård, som JOURNALISTEN traf for knap et år siden, da århusianerne havde trykstart på deres nye avis. Dengang havde han sorte rande under øjnene, det har han ikke i dag. Til gengæld er han vred.
»Journalister, typografer og designere har været på kurser og er rustede til at klare en hvilken som helst situation. Men hvad nytter det, når teknikken ikke fungerer,« siger Finn Dalgård, der mener, at den del af opgaven er blevet undervurderet.
Rigmandshuset
JOURNALISTEN forlader Hjørring og kører til Aalborg med blokken spækket med navne på ansvarlige personer, som bør kunne give forklaringer.
På Langagervej ligger NORDJYSKE Stiftstidendes hovedkvarter, der med lidt god vilje kan ligne en moderne udgave af Det Hvide Hus. I hvert fald går der rygter om, at en flok afrikanske udvekslingsstudenter bad deres guide standse bilen på Langagervej, så de kunne fotografere det, der måtte være bolig for Aalborgs rigeste mand.
I dag er huset rigt på medarbejdere. Det er ikke kun Hjørring, men samtlige seks områdecentre, som er uden elektronisk kontakt med hovedsædet, og derfor er redigerende journalister fra hele Nordjylland samlet på Langagervej. Alle pladser i det banegårdslignende redaktionssekretariat er besat, og de fleste steder står der en og kigger over skulderen. Omkring 50 personer er i gang i lokalet.
Redaktionschef Jørgen la Cour-Harbo griner afslappet, da han får at vide, at medarbejderne i Hjørring hævder, han i dag har en hvilepuls helt oppe på 160. Han er en af de ansvarlige for avisens teknik.
»Det er lige som, når en mejetærsker bryder sammen under høsten. Her er det bare den port, som samler linjerne fra områdecentrene, der ikke vil arbejde hurtigt nok. Vi har ikke haft en chance for at forudse det, men vi løser det i nat,« siger Jørgen la Cour-Harbo.
Tændte og spændte
Avisen har deadline løbende fra midt på aftenen og frem til lidt over midnat på de forskellige sektioner, men allerede sidst på eftermiddagen er der stress på hos redaktionssekretærerne. De gransker nøje drejebogen for det nye design og bander over, at de ikke har haft bedre tid til at gennemgå det, men frustrationerne følges alle steder af et »Vi skal nok nå det« og »det bliver en flot avis«. Folk er tændte og spændte.
Fællestillidsmand Torben Duch Holm er også tilfreds.
»Vi fik flyttet folk ud til Hobro og Fjerritslev ad frivillighedens vej, og i dag er det meget få personer, der ikke sidder på den stol, de gerne ville, » siger han.
Også fotograferne er glade. For VT-fotograferne betyder den nye struktur ikke så meget. De har hidtil været vant til at arbejde spredt på redaktionerne i Hjørring, Skagen og Frederikshavn. Aalborg-fotograferne har derimod altid arbejdet med udgangspunkt fra Langagervej, men fremover skal de også arbejde med hvert sted. For at undgå at en eller flere fotografer skulle tvinges til at flytte til Hobro, skal de i fremtiden arbejde en uge på skift i henholdsvis Hobro, på Langagervej og Nytorv.
»Vi har fået det, som vi ville have det,« siger fotograf Claus Søndberg.
Fusionen betyder også, at alle NORDJYSKE-fotograferne er blevet udstyret med digitale kameraer med tilhørende teknik.
»Det er en fornøjelse at arbejde med. Vi har fået et tiltrængt teknologisk spark i røven,« siger Claus Søndberg.
Et dejligt navn
I et hjørne af redaktionslokalet står marketing-direktør Lars Grinsted og stråler af glæde over det produkt, der snart skal på gaden.
»Navnet er dejligt at sige, og det ser pænt ud,« siger han.
– Men I havde lovet, at ingen af de to gamle avisers navne skulle indgå i det nye avishoved?
»Man bliver nødt til at tilgodese, at 75-80 procent af abonnenterne er tidligere læsere af Aalborg Stiftstidende. Desuden er ordet Stiftstidende et varemærke for en stor regional avis, hvilket Tidende eller Avis ikke ville være,« siger Lars Grinsted og tilføjer, at det faktisk var en VT-medarbejder, der fandt på navnet i forbindelse med en intern navnekonkurrence.
Eksamen
For enden af en lang gang i »rigmandsvillaens« ene fløj har ansvarshavende redaktør Per Lyngby kontor.
»Det er ligesom at skulle til eksamen. Jeg har sigtet efter denne dag i to år,« siger han seks timer før avisen kommer ud af rotationspressen.
– Hvad vil du gøre for at fjerne resignationen blandt medarbejderne i Hjørring?
»Jeg vil behandle dem ordentligt. De skal vide, at jeg mener det alvorligt med den decentrale struktur. De vil få ansvar og kompetence. For eksempel er det chefredaktøren i de enkelte områdecentre, der skriver den daglige leder i deres egen udgave – og lederne skal ikke til godkendelse hos mig først,« siger Per Lyngby.
Samtidig understreger han, at den kollektive depression i Hjørring var uundgåelig.
»De står i dag i samme situation som deres kolleger i Frederikshavn og Skagen stod i, da VT overtog de to aviser. Det er svært ikke længere at være et hovedcenter« siger Per Lyngby.
Han har ikke lagt champagne på køl for at fejre verdensmesterskab i fusion, som tilfældet var for kollegaen i Århus, der kort tid efter
sammenlægningen af Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis måtte i gang med at fyre medarbejdere.
»Vi er generelt set i gang med en slankning af avisen, men redaktionen er den del af huset, der har ændret sig mindst i forbindelse med fusionen, og vi har ingen planer om fyrings-runder,« siger Per Lyngby.
Den melding tør en af de skrivende journalister ikke helt stole på.
»Den nye avis koster mange penge, og regningen skal jo betales. Men du skal ikke citere mig for udtalelsen – jeg har ikke lyst til at komme på listen,« siger hun.
Fusions-problemer
Nordjysk utilfredshed over, at morgenavisen først kommer over middag.
NORDJYSKE Stiftstidende udkom den 18. september som morgenavis hos de fleste af abonnenterne. Men mellem 13.000 og 16.000 faste læsere fik den først til eftermiddagskaffen. Det skyldtes, at visse abonnenter modtager den nye avis med Post Danmark i stedet for bilbud.
Der var telefonstorm fra vrede abonnenter i dagene efter debuten, men kun 42 er faldet fra.
»Nogle er utilfredse med den sene levering med Post Danmark, og derfor har vi kigget på vores budordning endnu en gang, og nogle af de ydmyge steder vil vi i fremtiden give en bedre service, så avisen om lørdagen bringes ud med bil,« siger bladsalgschef Per Sand, der også har fået klager over, at avisens typografi er vanskelig at læse for ældre og personer med svækket syn.
Telefonstormen faldt sammen med en anden uforudset forhindring. Mandag gik HK-erne, der blandt andet passer omstillingsbordet, til fagligt møde. Årsagen var, at de ikke har fået aftaler om kompensation for de nye arbejdstider på avisen. Som følge af overgangen til morgenavis skal HK-erne også arbejde i aftentimerne.
NORDJYSKE Stiftstidende
Fusion af Skagens Avis, Frederikshavns Avis, Vendsyssel Tidende, Løgstør Avis, Fjerritslev Avis og Aalborg Stiftstidende.
Oplag: Hverdage 102.000, søndage 119.000.
Fotografer og journalister: 170.
Udkommer i syv lokale udgaver.
Hver avis består af en fælles nyheds-, special- og featuresektion samt et lokalt tillæg produceret i området og trykt i Hjørring.
NORDJYSKE Stiftstidende skal have ny rotationspresse i 2001. Ved den lejlighed nedlægges trykkeriet i Hjørring, og avisen skal fremover trykkes i Aalborg.
Al administration er samlet ved hovedsædet på Langagervej i Aalborg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.