Som det første land i verden kan Norge nu prale af, at alle landets nationale, regionale og lokale dagblade samt ugeaviser udkommer i tabloid-formatet. Lørdag skiftede lokalavisen Møre-Nytt som den sidste fra broadsheet.
Dermed skriver vores broderfolk pressehistorie, konstaterer norske Journalisten.no
Tilbage i 1960 havde Norge bare syv tabloidaviser: Friheten, Ukens nytt, Folket, Lofotposten, Nordtrønderen og Namdalen, Ringerikes Blad samt Vesterålens Avis.
Men først da den store nationale avis Verdens Gang valgte at gå over til tabloid i 1963, kom der for alvor gang i udviklingen. Siden fulgte en lang række andre aviser trop. Og i starten af 1980erne var tabloid-aviserne i flertal.
Der findes dog stadig en enkelt undtagelse, men det drejer sig om en månedsavis: Le Monde Diplomatique udkommer således på norsk i broadsheet-formatet. Avisen er rent faktisk gået imod strømmen. Efter tre år i tabloid skiftede Le Monde til broadsheet i marts 2006.
Begrebet tabloidjournalistik dukkede i øvrigt op omkring år 1900 og i 1903 blev Daily Mirror verdens første af slagsen.