Det er ikke mange år siden, at begrebet sammenhængskraft blev introduceret i dansk politik. Det var et liberalt og moderniseret udtryk for det, venstrefløjen definerede som solidaritet, måtte man forstå, og begrebet har vundet indpas.

I DJ taler vi også om sammenhængskraft. Men de seneste ugers debat i forbundet har vist mig, at vi i højere grad trænger til at fokusere på sammenholdskraften. For vi er udfordret på det begreb, synes jeg. Specielt på to fronter mærker vi et pres.
Den ene udfordring har vi i forbundsledelsen selv sat på programmet. Nemlig da vi fokuserede på, hvordan journalister og kommunikationsfolk kan være fælles og sammen i DJ, i forbindelse med april måneds fine Fagligt Forum på Amager.

Da fagbladet omtalte begivenheden, var det i høj grad en rubrik om modsætningen, der fangede opmærksomheden. For nogle underbyggede den netop modsætningen, for andre gjorde den vejen til fællesskabet lidt længere.

Den anden udfordring voksede frem en måneds tid senere, da herværende fagblads website satte fokus på forholdene for vore freelancemedlemmer, som arbejder for dagbladene. Man kan roligt sige, at det vakte debat. Omkring 100 freelancere, heraf en hel del DJ-medlemmer, underskrev et åbent læserbrev, der blev bragt i Politiken, og på fagbladets hjemmeside gik debatten i høje bølger.

Ingen af diskussionerne er i den forstand nye, så vi ikke har set eller taget dem før. Vi kan finde freelancere, der i årevis har levet sundt og godt – også gennem arbejde for dagbladene – og vi kan finde kommunikationsfolk og journalister, der har det helt fint og modsætningsløst afklaret med hinanden.
Men når det strammer til lige nu, tror jeg, det hænger sammen med, at krisen i branchen er dyb og tung. Dagbladene og mediehusene er under pres – oplag rasler ned, økonomien hænger sammen ved hjælp af besparelser, og internet-satsninger giver endnu ikke penge. Ledelser forsøger at finde arbejdskraften billigere og billigere.

Det er en fælles udfordring at søge at forbedre forholdene for freelancerne i den situation. Desværre har jeg ikke løsningen, der med et fingerknips kan bringe forbedringer til veje – i overenskomstforhandlingerne blev freelanceforholdet et kardinalpunkt, og i sidste ende havde vi ikke styrken til at overbevise arbejdsgiverne om, at de skulle give os indrømmelser.

Men arbejdsgiverne ved godt, at for DJ er det fortsat af allerhøjeste prioritet at sikre vore freelancemedlemmer. Det forudsætter selvfølgelig, at vi fortsat står sammen, hvis vi skal give kravet endnu mere tyngde i fremtiden.

På samme måde er det af højeste prioritet for os at sikre, at sider af samme fag, dele af samme branche og elementer af det samme håndværk kan eksistere i afklaret fællesskab i vores forbund.
For det er jo med tillid som med kærlighed. Hvis du giver den, så er der alt andet lige større chance for, at du får den igen. Og den bliver, med Bo Green Jensens ord, ikke mindre af at blive delt.
Ved at vise sammenholdskraft viser vi hinanden tillid. En tillid, der ikke skal lukke for diskussioner, men som omvendt gør, at vi respekterer hinandens forskelligheder og ligheder.

God sommer!