search

Samme regler – nyt medie

Ditte Okman har ufrivilligt banet vejen for en større bevidsthed om brugen af sociale medier og internettet i det hele taget.

Ditte Okman har ufrivilligt banet vejen for en større bevidsthed om brugen af sociale medier og internettet i det hele taget. Alene af den grund, var historien vigtig. Ikke kun for journalister, kommunikationsfolk og statsministeren, men for de mere end 2 millioner danskere, der har en Facebook profil.

Jakob Elkjær stiller spørgsmål i sin blog https://journalisten.dk/facebook-er-ikke-bare-dig-og-dine-venner og giver næsten også selv svarene ved at bruge et eksempel fra New York Times.

Både nævnte avis og Berlingske Tidende har udsendt retningslinjer for, hvad medarbejdere må og ikke må på eksempelvis Facebook. I realiteten er disse retningslinjer ikke meget anderledes end dem, de fleste medier har eller bør have. Naturligvis er der grænser for, hvad man kan sige i det offentlige rum om sit medie, sine chefer og sine private politiske holdninger. Det tror jeg da, de fleste kan være enige i. Selv i den offentlige sektor – altså på DR – er der lignende retningslinjer, der på trods af offentligt ansattes garanterede ytringsfrihed i hvert fald med etikkens dagsorden i baghovedet lægger væsentlige begrænsninger.

Så spørgsmålet er ikke, om medarbejdere i en given virksomhed skal rette ind i forhold til ledelse og linje. Det ligger ligesom i ansættelsesvilkårene. Spørgsmålet er i mine øjne snarere, om eksempelvis Facebook er et offentligt eller et privat rum. Og om retningslinjerne er til for at beskytte arbejdsgiveren eller medarbejderen.

Den opsigtsvækkende sag om Ditte Okman har fået flere til at fastslå, at Facebook er et offentligt rum, og at hun derfor burde have vist bedre. Navnlig som kommunikationsmedarbejder. Jeg skal på ingen måde tage hende i forsvar, da de ting hun skriver er særdeles frastødende selv i private rum. Dog mener jeg, at der er rum for diskussion af påstanden om det offentlige rum kontra det private og om hun burde have vist bedre. På Facebook findes en lang række måder at begrænse selv venners adgang til, hvad man ikke vil have ud i større fora. Således vil jeg da indrømme, at jeg af de 3.140 venner, jeg pt har, kun kender omkring 6-700 personligt. Og det er så kun gruppen af 6-700 personer, der har adgang til at se mine statusopdateringer, billeder og andre ting, som jeg gerne vil holde i en snævrere kreds. Har jeg noget på hjerte, som jeg mener, kan tåle et større publikum, skriver jeg en note, som alle venner kan se, ligesom links som regel ryger ud til samtlige. Omvendt har jeg disse 6-700 ”venner” i tankerne, når jeg skriver et eller andet på min status, hvilket gør, at jeg naturligvis behersker mig. Man kan med andre ord regulere sig ud af meget, uden at man derved kan beskytte sig helt mod tillidsbrud.

Hvis man gerne vil være FB-ven med sin chef, kan man sagtens udelukke vedkommende fra følsomme oplysninger. Og derved burde man i princippet godt kunne sige hvad som helst, uden at arbejdsgiveren dør af det.

Alligevel mener jeg, at Berlingskes ledelse har gjort klogt i, at udstikke retningslinjer, uanset om man har forsøgt at gøre sin profil mere privat. Retningslinjerne ser jeg nemlig som en beskyttelse af medarbejderen, i langt højere grad end en beskyttelse af arbejdsgiveren.

Mon ikke, at arbejdsgiveren fint overlever, hvis en medarbejder en dag lufter sin frustration på sin profil eller i forbindelse med et valg skriver sin politiske holdning. Men hvad med medarbejderen? Hvad nu, hvis du har en ”ven”, der ikke vil dig det godt, som du har krydset klinger med på et tidspunkt og som pludseligt ser sit snit til at hævne sig ved at sende beskeden videre? Dette kan også ske ved almindeligt sladder og med mails, men på Facebook kan man ikke hustle sig ud af det ved at benægte. Her leveres dokumentationen endog meget direkte.

Det kan være svært umiddelbart at se, hvem der er rigtige venner og hvem, du ikke skal stole på, når bølgerne går højt. Derfor skal retningslinjer a la dem, man ser for NYTs medarbejdere og for Berlingskes ikke ses som en begrænsning af ytringsfriheden – den er jo begrænset i forvejen for alle privatansatte – men som en hjælp til ikke at komme galt af sted.

Og så kan man i øvrigt til enhver tid oprette en helt privat profil, hvor man kun kommunikerer med familie og som man ikke engang kan søge på eller blive foreslået til. Jeg tvivler dog på, at Ditte Okman havde sin familie i tankerne, da hun skrev, at Frank Jensen altid så ”liderlig ud på en klam måde”. Men hvad der er sjov tale blandt venner, kan let tage sig voldsomt ud på skrift. Den lære kan Ditte og alle andre drage. Jeg inklusive.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen