Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
07:24 21.04.2023 Ritzau

Samlet opposition vil lempe offentlighedsloven

Den samlede opposition ønsker at lempe offentlighedsloven. Derfor sender de ni partier i dag et åbent brev til den siddende regering.

”Der er behov for mere åbenhed i det danske demokrati. Det er en af Folketingets og pressens fornemste opgaver at agere kontrolorgan for den til enhver tid siddende regering. Den siddende regering er imidlertid en flertalsregering,” lyder det i brevet.

Her kalder partierne på lempelser, der tager udgangspunkt i forslag, som Dybvad-udvalget er kommet med.

Konkret ønsker partierne, at den såkaldte ministerbetjeningsregel samt folketingspolitikerreglen ændres.

”I den sammenhæng kan der også være grund til at se nærmere på, om offentlighedslovens paragraf 28 om udlevering af blandt andet faktiske oplysninger i tilstrækkelig grad sikrer åbenhed om grundlaget for politiske beslutninger,” skriver oppositionen i brevet.

Derudover kalder partierne også på, at it-systemer indrettes på en måde, ”så de sikrer effektiv journalisering og i relevant omfang opbevaring af sms-beskeder med videre”.

Et tredje og sidste punkt i brevet lyder, at ministerier skal sikre, at aktindsigtssager behandles rettidigt.

Det åbne brev er underskrevet af SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

SENESTE NYT

Flere nyheder