search

Samfundsnedbrydende journalistik ..

Jeg er allergisk over for journalistik. Når jeg får for meget, og det får jeg faktisk hver dag, for jeg er avisnarkoman. Politiken, Information og Jyllands Posten bliver bragt til døren, og inden morgenmaden har jeg været igennem den første.

I løbet af dagen ser jeg B.T., Ekstra Bladet og Berlingske Tidende. Dagen slutter jeg ofte af med et par af aftenens nyhedsudsendelser.

Det forfærdelige er, at jeg skal bruge så megen tid på at få tilfredsstillet min sult efter relevant information.

Der er langt mellem de for mig relevante historier, derfor må jeg stykke min egen personlige avis sammen af elementer fra næsten samtlige danske aviser.

Alligevel går jeg ofte sulten i seng, selv om jeg er blevet stopfodret, ikke mindst med historier om retsvæsnets blødsødenhed over for kriminelle.

Det værste er de uforløste historier. Der hvor du bliver tændt, men hvor du efterlades uden pointe. TV2 Nyhederne havde en klassiker. En jury i Århus var blevet underkendt af de juridiske dommere. Dommerne ville have ham mentalundersøgt, juryen ville have ham fængslet. Slut. Mit behov var imidlertid at få at vide hvorfor, men det havde TV2 valgt ikke (!) at fortælle. Hvad havde manden gjort? Hvad var det for omstændigheder, der gjorde, at de juridiske dommere så anderledes på sagen end lægdommerne?

Hvordan skal jeg kunne danne mig en mening?

Resultatet af en sådan symptomhistorie er, at den over for lov-og-orden-vælgere bekræfter, at Danmarks retsvæsen er alt for blødsødent. At selv når lægfolk vil vise handlekraft, får de ikke lov, fordi den danske dommerstand er en flok slapsvanse…

Et eksempel er Ekstra Bladets forside: "Lundin kan få seks år".

Det er noget nær den mest samfundsnedbrydende forside, Ekstra Bladet nogensinde har haft. Den forside bekræfter alle lov-og-orden-vælgere i, at vort retssystem er båret af pladderhumanisme, og at magthaverne skider på folks retsbevidsthed.

Peter Lundin kunne have fået en dom på seks års fængsel, lige som han kunne være blevet frikendt. Det er domstolene, som vurderer bevisernes stilling, og da retssagen netop skulle begynde, var alle muligheder til stede. Fra frifindelse til livstid!

Seks år ligger lige præcist i det spillerum, der bekræfter og udstiller den danske pladderhumanisme, og det er en langt mere raffineret strategi at vælge end at skrive: Peter Lundin kan blive frikendt. Den sidste overskrift ville have været lige så rigtig.

De seks år ligger inden for en pladderhumanistisk sandsynlighed, og derfor signalerer overskriften: Magthaverne håner retsbevistheden!

Sådan en forside er noget af det mest samfundsnedbrydende, man kan tænke sig.

Den bekræfter alle usikre menneskers værste anelser om et samfund, der ikke er i stand til at forsvare sig selv.

Det er grotesk, at det sker netop i en periode, hvor de fattige landes befolkninger er på vandring mod de rige lande og med de kultursammenstød, som sådanne demografiske forandringer afstedkommer. Der er vel ikke noget område, hvor de kristne vestlige lande har noget mere ædelt at hævde over for de nye tilflyttere fra de muslimske lande, end at vort retssystem er båret af humanisme og vor religion er båret af tilgivelse.

Hvis vi i Danmark ikke engang tør tro på selve det humanistiske grundlag i vor retssystem, hvor er det så, vi grundlæggende adskiller os fra indvandrerne fra de muslimske lande? De kommer netop fra lande med retssystemer, som hviler på en religiøst baseret straffelov, øje for øje, tand for tand og med en retspleje, som straffer for at hævne og skræmme. Hvorimod vi har en retspleje, som hviler på et afgørende forskelligt fundament: Hellere én skyldig på fri fod end én uskyldig i fængsel. En retspleje som bygger på, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist og en religiøst baseret moral, som forudsætter, at man for selv at blive tilgivet, må starte med at tilgive andre.

Det er denne kristne tradition, som mange af vore medier nu udstiller, mistænkliggør og håner med det resultat, at de dermed nedbryder den kulturelle bastion, som vi netop med værdighed kan fremhæve som en grundpille i vort samfund. Og som vi, uden racistiske motiver, kan insistere på, at ny-danskerne må indordne sig under.

Samtalen og tilgivelsen er vigtige brikker i vores kulturelle fundament. Mister vi dem, mister vi hele grundlaget for vort land og vor kultur. Når jeg selv rejser i udlandet og bliver spurgt om Danmark, fremhæver jeg, at vores retspleje er båret af "en god vilje", og at vores uddannelsesmæssige og kulturelle niveau har betydet, at vi, som civiliserede mennesker, har kunnet nedtone hævnmotivet.

Når medierne oftere og oftere fremstiller vores kulturelt bestemte ønske om samtale og tilgivelse som naivt og pladderhumanistisk, er der grund til at råbe vagt i gevær.

En nation kan ikke alene bygge på sprog og snævre interessefællesskaber, den må have en ide, der ligger ud over dette. At den danske folkekirke ikke har evnet at fastholde en sådan åndelig overbygning, betyder ikke, at man nødvendigvis skal efterstræbe at skabe en fremtid uden. Hvis nogen i et svagt øjeblik havde troet, at medierne kunne udfylde tomrummet efter kirken, er de på vildspor.

I meget alvorlig grad.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen