Samarbejder om rocker-afsløring

Da Ekstra Bladet, TV 2 og Bastard Film stod med en stor historie, valgte de en sjælden vej: De gik sammen. Sådan blev fire reportere til seks.

"Mine dage er talte, det har de været længe. Det er kun et spørgsmål om tid."

Pinsemandag dukker den tidligere rocker Dan Lynge frem på skærmen i TV 2-programmet Dags Dato Special. Den lille, trinde mand med den lange, mørke hestehale fortæller, at han i årevis var politiets agent i rockerkrigen. Til gengæld er han selv sluppet for straf, fortæller han.

Samme dag bringer Ekstra Bladet seks sider om Dan Lynge. I avisens bylines står fire reportere. De samme fire navne, som om aftenen bliver krediteret i Dags Datos rulletekster.

Bag rocker-historien ligger et samarbejde mellem Ekstra Bladet, Dags Dato og Bastard Film. Journalisterne Anders-Peter Mathiasen, Jeppe Facius, Miki Mistrati og Thomas Stokholm har i flere uger arbejdet sammen om Dan Lynges historie. Tæt sammen.

"Samarbejdet var fabelagtigt. Det, at vi var fire i stedet for to, gav en helt anden tyngde. Det giver noget, når man ikke bare har en redaktionssekretær som sparring, men fire mand tændt af den hellige ild. Man kan sige, at vi fire blev til seks personer," fortæller Miki Mistrati, Bastard Film.

De fire mødtes hver dag. De har lavet interviews sammen, og al research har været fælles gods. Planerne for, hvem der bragte hvad og hvornår, var nøje aftalt på skrift. De fire arbejdede som én redaktion.

"Vores fordel var, at historien blev fortalt videre. Det øger troværdigheden. Det er godt at have en solo-historie, men ikke helt alene. Hvis du sidder med Watergate, og ingen går med på den, så er det irriterende. Det fede er at starte en sag, andre tror på og ser nødvendigheden af at følge op på. Dan Lynge-historien var umulig for andre at gå med på. Vi var jo nødt til at gemme manden," siger Ekstra Bladets Anders-Peter Mathiasen.

 

Drop konkurrencen
Hos Dags Dato er redaktionschef Jacob Fenger også godt tilfreds, om end han ikke går med planer om at udvide samarbejdet.

"Det skal være en kanonhi-storie, som stiller store krav til researchen. Og så skal det være en principiel historie, før vi kan smide de midler i det," siger han.

Alle involverede er enige om, at tillid er en betingelse for at gå ind i en fælles historie. Her var tilliden på plads helt fra starten. Alle stolede på hinanden – og på den klare fælles aftale.

"Det strejfede mig faktisk ikke, at Ekstra Bladet kunne bringe historien før os. Når man ser det, Ekstra Bladet kan, og det, vi kan, er det to meget forskellige verdener, vi opererer i. Om de så havde bragt hi-storien før os, så er det jo først, når folk hører den fra hestens egen mund, at den træder ind i deres liv," mener Jacob Fenger.

Siden pinse er Statsadvokaten gået ind i sagen om Dan Lynge. Sagen er stadig fælles gods for de fire "dogmebrødre", som har taget hinanden i ed på også at dele historien fremover.

"Alle klager over, at de ikke har ressourcer nok, og derfor går historierne i ged. Men der er jo ressourcer, hvis vi lader være med at tænke så konservativt. Hvis vi vil overleve i en hektisk medieverden, bliver vi nødt til at tænke anderledes og lave nogle alliancer og droppe konkurrencen. Målet er bedre journalistik," mener Miki Mistrati.

Samarbejdet om Dan Lynge er i øvrigt blevet godt modtaget. 928.000 seere fulgte historien på skærmen, og den fik for nylig TV-Festivalens pris som årets bedste aktualitets-program.

0 Kommentarer