SALGSCHEF KØBER SIG TIL TV-TID

Topdanmark betalte 4.000 kroner for 27 minutter Århus Kanalen.

Topdanmark betalte 4.000 kroner for 27 minutter Århus Kanalen.

Da den østjyske tv-station Århus Kanalen sidst i oktober sendte programmet "Fokus på børn", var emnet børn og forsikring. Gæst i studiet var salgschef i Topdanmark Ole Østergaard, der blandt andet kunne oplyse, at mange børn ikke er ulykkesforsikrede.
Efter de 27 minutter tonede Topdanmarks logo frem, ligesom det i rulleteksten blev oplyst, at programmet var produceret i ‘samarbejde' med Topdanmark. Ordet ‘samarbejde' dækker over, at forsikringsselskabet har betalt 4.000 kroner for at komme med i programmet.
"Århus Kanalen ringede og sagde, at de ville lave noget med børn og forsikringer – om det ikke var noget for os. Og det er det jo," forklarer salgschef Ole Østergaard.
"Jeg regnede med, at jeg også kunne lave et indspark om børn og ulykkesforsikring. Og det mente journalisten da også godt, jeg kunne," siger Ole Østergaard.
Da aftalen om indhold og vinkel var på plads, manglede der kun lige én ting.
"Journalisten sagde, at tv-stationen gerne ville have betaling for min optræden," siger Ole Østergaard.
Topdanmark betalte 4.000 kroner for de 27 minutter på den lokale tv-station.
"Der er kunder, der har nævnt, at de har set mig på Århus Kanalen. Men om det giver mersalg, ved jeg ikke endnu. Men det er helt sikkert, at jeg vil gøre det igen. Effekten kan ikke måles af den ene gang," fastslår Ole Østergaard.

Reklame eller journalistik?
Ole Østergaard har ingen skrupler over, at han måske er med til at forføre seerne, det har Topdanmark heller ikke. Tværtimod. Overskriften til denne artikel – ‘Salgschef køber sig til tv-tid' – er således kopieret fra Topdanmarks blad Focus fra oktober. Her anbefales initiativet som et muligt alternativ til salgsbreve, og det erkendes åbent, at selskabet er ude i en gråzone – "et sted mellem regulær reklame og kritisk nyhedsjournalistik", som det hedder i artiklen.
Hvorvidt der er tale om det ene eller det andet, bliver der ikke svaret på i Topdanmarks blad. JOURNALISTEN langede spørgsmålet videre til journalisten, der er ansvarlig for programmet. Susanne Larsen forklarer, at Århus Kanalen er en lille kanal, der lever af kulturstøtte. Støtten er kun på 5.000 kroner per program, og det rækker ikke. Derfor spørger hun altid kilderne, om de vil betale, forklarer hun.
"For nylig lavede jeg noget om børn og trafik. Det er mit budskab, at der er farligt i trafikken. Og så spørger jeg dem, der laver trafiklys – de hedder Peak-traffic – om de vil betale. De er også med i programmet. Sådan laver jeg det tit. For nylig havde jeg også noget om synshandicappede børn, det fik jeg også sponsorer på. Men det er svært. Det er ikke altid, kilderne til mine programmer vil betale – så kommer de med alligevel."
Susanne Larsen var helst fri for selv at skulle hive penge hjem til programmerne.
"Jeg ville gerne adskille det. Jeg er bange for, at det ikke er indholdet men finansieringen, folk taler om. Og det er jo ikke meningen. Jeg har jo et budskab." 

0 Kommentarer