Sådan lød overskriften til en konference, som Mecom holdt for topcheferne i Det Berlingske Officin og de øvrige europæiske bladhuse i sidste uge.

David Montgomery svingede dirigentstokken over programpunkter som ’opbygning af redaktionelle platforme for annoncer’ på det fine hotel Kruisherenhotel i Maastrichts historiske centrum.

Overskrifter, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på traditionelle publicister, og som har fået cheferne til at forlade Det Berlingske Officin i uhørt tempo.

Lisbeth Knudsen, den nyudnævnte koncernchef for de 2.500 ansatte i Danmarks største bladhus, var med i Maastricht, hvor hun fortalte om ’The Copenhagen Project’.

Et projekt, som det er svært at få øje på sammenhængen i.

På den ene side tjener Officinet så få penge, at ’store dele af koncernen vil være nedlagt eller nødlidende’ om fem til ti år, hvis der ikke sker noget drastisk, som medieanalytiker Henrik Schultz tørt konstaterer i dette nummer af Journalisten.

På den anden side kræver Mecom og Montgomery som en anden kapitalfond 15-20 procent af omsætningen i afkast.

Lisbeth Knudsen skal løfte salget eller høvle tilsvarende af udgifterne samtidig med, at hun udvikler nye medier, bevarer kvaliteten i de gamle og endelig står vagt om den redaktionelle integritet over for annoncørerne.

Sådan lyder udfordringen. Intet mindre.

Der er ikke nogen modsætning mellem at tjene penge og være publicist. Tværtimod. Det ene er en forudsætning for det andet. Modsætningen opstår, når man hurtigt skal tjene store penge hjem til en forgældet ejer med eksorbitante profitkrav. Specielt når man ikke tjener penge i forvejen. Det Berlingske Officin havde underskud sidste år. Kun hvis man fraregner tabet på Dato, kommer overskudsgraden op på knap fem procent. Der er meget langt igen.

Samtidig skal Lisbeth Knudsen kunne holde styr på sine to kasketter. Som koncernchef skal hun fordele sparekravene i koncernen, og som chefredaktør skal hun selv svinge kniven over Berlingske Tidende.

Jeg er ikke vant til at rose David Montgomery på denne plads, men valget af Lisbeth Knudsen er indlysende rigtigt. Der står respekt om Lisbeth Knudsen, fordi hun ikke alene kan tænke økonomi, men også er en stærk publicist med sans for ret og vrang i journalistik.

I det portræt, som Journalisten nu tegner af Lisbeth Knudsen, er der ikke én af de adspurgte, der kan mindes et møde, som Lisbeth Knudsen ikke har domineret i kraft af sin forberedelse og stærke journalistiske dømmekraft. Bemærkelsesværdigt.

Men inden vi bryder ud i lovsang, er det værd at huske, at Lisbeth Knudsen var med til at dreje nøglen om på Ny Dag og Bornholmeren. Visse spor fra tiden som chef for DR Nyheder skræmmer også: Nyhedsafdelingen blev tynget af et utal af projekter, der fjernede fokus fra journalistikken. ’Projektbulimi’, som medarbejdere kaldte det.

Lisbeth Knudsen koncentrerede også magten hos sig selv, hvilket førte til, at de øvrige chefer fremstod som svage. Endelig udviklede nyhedsafdelingen sig til et lukket fyrstedømme i DR med stærkt uigennemskuelige budgetter.

Som chef for hele molevitten har Lisbeth Knudsen ingen grund til at opbygge fyrstedømmer og indføre skuffebudgetter, for magten er allerede samlet. Samtidig har Lisbeth Knudsen lagt en dæmper på forventningerne til hurtig indtjening over for Børsen.dk.

En klog melding, som hun forhåbentlig har rygdækning for hos Mecom.

En vis tid at løbe på er forudsætningen for, at Berlingske-sagaen kommer til at handle om udvikling frem for afvikling.

Lisbeth Knudsens eftermæle som publicist kommer til at afhænge af, om Sales, sales and more sales-filosofien resulterer i et brandudsalg af redaktionel integritet. /