Radioavisen får drøje hug af avisfolk for systematisk at stjæle avisernes nyheder uden at citere kilden.

Torsdag den 24. august. Journalist Jens Holger Laursen sidder i en taxa. Klokken er 09.00. Chaufføren lader Radioavisen strømme ud af højttalerne.
“Det var en dejlig følelse at høre historien rulle. Jeg synes, den er væsentlig, og det er altid rart, når Radioavisen gider beskæftige sig med det, man har lavet,” fortæller Jens Holger Laursen.
Han arbejder på Politiken. I to uger har han sammen med journalist Lise Møller Jensen gravet i problemer med arbejdsmiljø. Onsdag den 23. august havde de fået et opløftende researchgennembrud. Klokken 16.00 interviewede de to journalister ISS-direktør Sven Ipsen. Interviewet havde taget en overraskende drejning. ISS-direktøren fortæller, at ISS ikke længere vil byde på offentlige licitationer – kommunerne er for nærige.
En historie med både konsekvens, perspektiv og gennemslagskraft.
Men den faglige stolthed over, at Radioavisen bærer historien videre, bliver afløst af let bitterhed, da indslaget er slut.
“Radioavisen bruger præcis de samme kilder som os. De bringer ikke historien videre. Alligevel citerer Radioavisen ikke Politiken for historien. Det er irriterende. Og det sker oftere og oftere, også i andre medier,” siger Jens Holger Rasmussen.

Navlestregen klippes
JOURNALISTEN har gennemlyttet flere udgaver af morgen-Radioavisen. Mønsteret er tydeligt. Gang på gang er hovedhistorierne i Radioavisen sakset direkte fra dagens aviser, uden at aviserne citeres.
Navlestrengen til kilden klippes ofte i det øjeblik, Radioavisen har båndede interview med én eller flere kilder, der bekræfter vinklen – ofte de samme kilder, aviserne har fundet. I ISS-eksemplet blev Politiken for eksempel citeret i 08.00-Radioavisen men ikke kl. 09.00, hvor ISS-direktøren var blevet båndet.
Det er dén mekanisme, der får avisfolk til at tale om tyveri. Eller dét, der lyder endnu værre:
“Kald det snylteri, parasitvirksomhed eller ukollegial opførsel,” smælder Ulrik Haagerup, chefredaktør på Jyllands-Posten.
“Radioavisen tager en historie fra aviserne. Citerer kilden i midnats-Radioavisen og frem til 06.00-Radioavisen. Så ringer de avisens kilde op: “Kan du ikke lige sige det samme, som du sagde i Jyllands-Posten?!” Og derpå mener Radioavisens journalist, at han eller hun har lavet selvstændig journalistik, og dermed skal avisen ikke citeres længere.”
“Hvis man bygger sin virksomhed på at stjæle fra andre, så må man stå ved det, man gør og citere,” siger Ulrik Haagerup – og nævner et eksempel:
“En morgen blev jeg særligt tosset. Vi havde lavet en gennemgang af, hvor meget Dansk Folkepartis finanslovsudspil ville koste, hvis det blev gennemført. Desuden havde vi en kommentar fra Pia Kjærsgaard. Radioavisen ringede til Pia Kjærsgaard og bragte indslaget – uden at citere vores historie.”

Brev til DR
Trafikken har gjort chefredaktørerne på morgenaviserne så ophidsede, at de i efteråret 1999 skrev et brev til Radioavisens ledelse, hvor de efterlyste kollegialitet og fairness. Underskrivere på brevet var Tøger Seidenfaden, chefredaktør på Politiken, Peter Wivel, chefredaktør på Berlingske Tidende og Ulrik Haagerup.
Hvor Radioavisens praksis for den enkelte avis-journalist primært handler om såret faglig stolthed, så er der alvorligere ting på spil for avisledelserne.
“Nyheder er jo en vare. Vi lever af at give folk troværdig information. Vi har flere hundrede journalister i marken, der skal finde egne historier. Det er både unfair og ulovligt bare at tage historierne, når de er offentliggjort,” siger Ulrik Haagerup, der gerne ser JP citeret – men ikke for enhver pris.
“Så må Radioavisen hellere lade være med at tage vores historier. Det er jo heller ikke altid en fordel, at vores bedste historier er i Radioavisen. Folk skulle jo gerne købe avisen.”
Anders Jerichow, chefredaktør på Aktuelt, mener, at kilden skal nævnes, så mediebrugerne har mulighed for at vurdere kvaliteten af oplysningerne.
“Gode journalister og blade bestræber sig på at vedgå inspirationen og henviser til andre medier. Ikke blot af kollegial skyldighed, men også af hensyn til læsernes, lytternes eller seernes mulighed for at tjekke oplysninger og selv gå videre,” siger han – og fastslår:
“Nogle gange glipper det – ikke nødvendigvis på grund af manglende vilje – og det er menneskeligt. Andre gange glemmes referencer systematisk. Det er fattigt.”
Per Knudsen, medlem af Politikens chefredaktion, har et dugfriskt eksempel.
"Præcis i dag (1. september. red.) har vi en ren solonyhed: Dansk Folkeparti trækker sig ud af Euro-valgkampen for ikke at skræmme nej-stemmer væk. Det er vores dominerende top-nyhed. Den historie ville Radioavisen aldrig kunne komme i nærheden af selv. Alligevel kører Radioavisen historien uden at nævne Politiken, også selv om deres spørgsmål tydeligvis er baseret på Politikens research," siger Per Knudsen. Han opfordrer til øget kollegialitet.
"Det er et spørgsmål om pli og en af fagets unoder. Det handler om at have respekt for hinandens arbejde – hele vejen rundt og i alle medier."

B.T. afslører partistøtte
Den 23. august leverer journalist Birgit Eskholm på B.T. et ikke uvæsentligt bidrag til snakken danskerne imellem. Birgit Eskholms og B.T.s problem er bare, at mange danskere ikke vil ane, hvem ophavsmændene til historien er.
“Det er enormt irriterende. Det er sket i årevis. Vi snakker om det hver gang, Radioavisen gør det, men vi kan ikke gøre noget ved det. Vi har resigneret over for det,” siger Birgit Eskholm.
Hun havde i B.T. fortalt historien om, at tobaksindustrien har givet de politiske partier penge: “Partier får tobaksstøtte” gjalder rubrikken – og Radioavisen kører historien som topnyhed.
Klokken 07.00 og 08.00 får B.T. æren. Men klokken 09.00 er B.T. luget ud af Radioavisens manuskript. På det tidspunkt har Radioavisen interviewet to af Birgit Eskholms tre hovedkilder på bånd – Yvonne Herløv Andersen og Jørgen Winther – ligesom to andre nye socialdemokratiske kilder refereres.
Birgit Eskholm er ikke imponeret:
“Da jeg hørte Yvonne Herløv Andersen og Jørgen Winther i Radioavisen tænkte jeg: “Det er det samme, vi har!” Og jeg synes ikke, at to socialdemokratiske kilder sat på vores historie er nok til, at Radioavisen kan gøre historien til deres egen.”
På den baggrund er hun irriteret:
“Én ting er, at man bliver inspireret af kollegernes historie. Det er ok. Men derfra og til direkte at stjæle med arme og ben, som vi oplever at især Radioavisen gør, det er ikke anstændigt,” siger Birgit Eskholm.
Det er redaktionssekretær Carl-Johan Rosenberg, der har sidste ord på Radioavisen, den dag B.T.-historien stryger helt til tops.
“Hvis vi ikke har gjort et selvstændigt stykke arbejde, citerer vi kilden. Det er punkt 1. Men når vi får bragt historien nogle skridt videre, så kommer der et tidspunkt, hvor vi forlader krediteringen af den oprindelige kilde. Det hand-ler om, hvor meget vi får flyttet historien,” siger Carl-Johan Rosenberg.
Han vil ikke gå ind i en diskussion af, hvorvidt historien i dette tilfælde er “flyttet” nok. Han understreger dog, at der findes nogle nedskrevne regler på Radioavisen for citering og henviser til nyhedschef Jens Holme.

Original udvikling
“Vi har ingen præcise nedskrevne retningslinjer,” fastslår nyhedschef Jens Holme på Radioavisen.
“Men det er noget, vi drøfter: Hvornår er en avis citeret nok? Når vi har nævnt avisen nogle gange, så holder vi op. Så bliver det fællesstof for dagens nyhedsdagsorden,” siger Jens Holme.
Han har fuld forståelse for, at aviserne vil citeres – men:
“Engang imellem optræder de lige lovligt mimoseagtigt. Hvis vi gør op i løbet af en uge, hvor meget aviserne bliver citeret, så har de ikke noget alvorligt at brokke sig over. Jeg har god samvittighed.”
Jens Holme synes, det er i orden, at Radioavisen klokken 09.00 tog æren for B.T.s historie om tobakspengene i dansk politik. Han fremhæver, at B.T. var blevet nævnt i de tidligere udgaver af Radioavisen. Så er kilden slået fast, mener han.
“Så kender lytterne godt historien. Vi har været i kontakt med så mange lyttere på det tidspunkt, at det er et spørgsmål, om man skal blive ved at citere grundkilden,” forklarer han.
ISS-historien, hvor Radioavisen ringede til Politikens hovedkilde, er Jens Holme mindre stolt af.
“Den er klart diskutabel,” siger Jens Holme.
“Er vi ikke nået længere end til at sætte lyd på avisens historie, så må vi kalde det diskutabelt.”
“Meningen er, at vi skal udvikle de historier, vi har valgt som dagens vigtigste. Der skal gerne have foregået en eller anden original opfølgning i et eller andet omfang,” fastslår Jens Holme.

Egne historier
Ulrik Haagerup, chefredaktør på Jyllands-Posten, fortæller, at han engang ringede og brokkede sig over, at Radioavisen endnu en gang havde glemt kilden.
“Redaktionschefen forsvarede sig således: “Du kan nok forstå, at vores ledelse ikke vil have, at vi har så mange citat-historier!” Så sagde jeg: “Så lav da for helvede nogle selv!!!” “Ja!” svarede han så. “Det kan du sgu sagtens sige, men det har vi sgu ikke tid til!”.”
Jens Holme erkender, at det er en intern målsætning, at Radioavisen ikke må have for mange citat-historier. Men han mener ikke, at det opfordrer journalister og redaktører til at glemme kilden. Hensigten er at lave flere historier selv.
“Vores mål er da helt klart, at der skal ligge et antal historier, der er lavet dagen før,” siger Jens Holme, der mener, at Radioavisen er blevet bedre til at opfylde den målsætning.
– Hvilke eksempler er der på historier, I selv har lavet og sendt af sted om morgenen?
“Jeg kan da tage én fra denne morgen. Der er en McDonald-historie,” siger Jens Holme med henvising til historien om at McDonald-legetøj bliver produceret af kinesiske børnearbejdere.
– Men hovedkilden til den historie er en kinesisk avis – og blandt andre Ekstra Bladet har også den historie i dag.
“Okay,” siger Jens Holme med et suk – og sammenfatter:
“Vi er ikke gode nok til de rigtigt gode historier. Der, hvor vi har fået en betydeligt større produktion, er niveau-2-historier. Målsætningen er, at Radioavisen skal lave flere større historier, der sætter dagsordenen. Men det er ikke noget, man bare gør. Det er svært.”