Forbrugerombudsmanden undersøger en sag om skjult markedsføring af blandt andet Carlsberg i Super Avisen. Redaktøren på Super Avisen afviser og kritiserer, at det er konkurrenten Dansk Handelsblad, der har anmeldt sagen.
19. april 2012 udkom Super Avisen med en reklame for Carlsberg inde i avisen: "Vind trolley bag med Carlsberg". Umiddelbart over for var en redaktionel omtale af, at Carlsberg var kåret som årets pilsner – en historie, der også prydede forsiden ledsaget af store produktfotos:
"Super Avisens læsere har valgt Carlsberg som Årets Pilsner 2012," står der i avisen, der ifølge dens egen beskrivelse er den største avis i dagligvarehandlen i Danmark. Den distribueres gratis til købmænd, blandt andet COOP og Dansk Supermarked.
Det er et af en række eksempler på mulig skjult markedsføring, som Forbrugerombudsmanden har bedt den ansvarshavende redaktør på Super Avisen gøre rede for senest 7. september. Sagen er omtalt i næste udgave af Journalisten.
Jørn Ackermann, ansvarshavende redaktør for Super Avisen, afviser, at avisen bruger ulovlige metoder for at tjene penge.
»Jeg har været medlem af DJ i 30 år. Vi overholder alle regler. Vi snyder overhovedet ikke med nogen ting. Jeg tager det stille og roligt. Jeg mener ikke, vi har lavet noget forkert.«
Super Avisen var også i 2004 i Forbrugerombudsmandens søgelys. Sagen blev dengang afsluttet med, at Super Avisen lovede, at redaktionelle profilløsninger ville blive mærket med "annonce".
»Alt, hver der er foregået med Carlsberg, er fuldstændigt efter bogen. De har haft en annonce i avisen og er samtidig blevet udnævnt som årets øl efter en afstemning blandt læserne. Men annoncen havde intet at gøre med den afstemning,« siger Jørn Ackermann.
Anmeldt af konkurrenten
Det er Niels H. Carstensen, ansvarshavende chefredaktør på Dansk Handelsblad – konkurrent til Super Avisen – der har gjort Forbrugerombudsmanden opmærksom på sagen med Super Avisen.
Niels H. Carstensen understreger, at Dansk Handelsblad længe har været "irriteret" over Super Avisen:
»Det er unfair konkurrence. Det er ligesom at snyde i sportens verden, hvis der er nogen, der snyder, så opnår de fordele, de ikke bør opnå.«
Også på et mere overordnet plan er Niels H. Carstensen kritisk over for sin kollega på Super Avisen:
»Jeg er uddannet journalist, og der er bare nogen ting, man ikke gør. Vi har en etik og en moral i faget, som igen og igen bliver overset. Folk er fuldstændigt ligeglade, men det er imod loven at sammenblande redaktionel omtale med annoncering og dermed snyde læserne.«
Jørn Ackermann, Super Avisen, er omvendt yderst harm over, at kollegaen først har bragt ham for Forbrugerombudsmanden og derpå udtaler sig om Super Avisen til journalisten.dk.
»Først anmelder han os, og så laver han historier om os. Det betragter jeg som utroligt alvorligt. Jeg er utroligt træt af at blive behandlet på den måde.«
Carlsberg kender ikke sagen
Jens Bekke, kommunikationsdirektør hos Carlsberg, forklarer, at han har drøftet sagen med Carlsbergs juridiske chef, men hun har ikke hørt om sagen og har heller ikke hørt fra Forbrugerombudsmanden.
»Så vi har lidt svært ved at udtale os i sagen – bortset fra at vi uddanner alle medarbejdere i salg og marketing i reglerne og i, at både juridisk afdeling og kommunikation skal godkende annoncer og aktiviteter,« forklarer Jens Bekke.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Denne sag er for længst henlagt af forbrugerombudsmanden.
Jørn Ackermann
Udgiver af Super Avisen