Rettigheder

Særligt adfærden hos fodboldfans gør sportsrettigheder attraktive

Alle øjne er rettet mod sportsrettigheder for tiden, hvilket vækker bekymring fra Producentforeningen

Konkurrencen er benhård på streamingmarkedet, hvor kunderne er illoyale og løbende shopper frem og tilbage mellem forskellige platforme.

I det lys er sportsrettigheder blevet en form for præmiehest for virksomheder, fordi de kan noget helt andet end eksempelvis film og serier.

”Man kan ikke bare udskifte sit hold med et andet hold. Det er noget unikt,” siger Jakob Isak Nielsen, der er lektor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet, hvor han har specialiseret sig i streamingverdenen.

Hvor kunder er tilbøjelige til løbende at skifte mellem at betale for Netflix, Disney+, HBO eller andre af den type tjenester for fiktionsindholdet, er sportskunder omvendt kendetegnet ved en stor loyalitet.

Mastodonter køber også

Netop loyaliteten er noget, som TV 2 og Viaplay leder efter med købet af rettighederne til Superligaen, vurderer Jakob Isak Nielsen. For det handler om at gøre udbuddet på TV 2 Play og Viaplay så bredt, at det både appellerer til sportsinteresserede, nyhedsinteresserede og dem, der gerne vil se dramaserier.

”TV 2 og Viaplay har en fordel i den forstand, at de har en meget bredere portefølje end eksempelvis Netflix og Disney+. Men de kan jo også godt se, at der sker nogle bevægelser i markedet, hvor Amazon for eksempel bevæger sig ind på sportsmarkedet,” siger han.

Også Apple har kastet kærligheden efter fodbold, hvor techgiganten har købt rettighederne til at vise den amerikanske liga på streamingplatformen Apple TV+ de næste 10 år for lidt over 17 milliarder kroner.

Og selv om prisen for at sende superliga de næste seks år stadig er hemmeligholdt, har de helt sikkert været dyre. I det hele taget virker TV 2 og Viaplay villige til at lægge store penge for at konkurrere om de danske sportsseere, vurderer Jakob Isak Nielsen:

”Man så det udspille sig omkring forhandlingerne af NFL-rettighederne, der landede hos TV 2 Sport i stedet for Viaplay som et eksempel på, at de er villige til at investere meget,” siger Jakob Isak Nielsen.

Senest har Viaplay også udtalt, at man jagter rettighederne til Champions League-turneringen.

Bekymret tv-branche

Men netop investeringsvilligheden har ført til rynkede bryn hos blandt andre Producentforeningen, hvor direktør Jørgen Ramskov i et blogindlæg skriver:

”Det sætter alt andet lige investeringer i film, serier og øvrige tv-programmer under pres med en klar risiko for færre investeringer i nyt dansk indhold.”

Hos Jakob Isak Nielsen virker iveren efter at skaffe de dyre sportsrettigheder også som et træk væk fra de store platformes dyst om at konkurrere med Netflix og andre mastodonter om eksempelvis fiktion:

”Men det skal ikke forstås på den måde, at man så fuldstændigt holder op med at satse på højkvalitets dramaserier. Men når markedet fattes penge, bliver man nødt til at prioritere en smule anderledes i forhold til, hvilke programmer man går efter,” siger Jakob Isak Nielsen.

Og her mener han heller ikke, at man skal undervurdere den konflikt om rettigheder, der har udspillet sig på det danske tv-marked de seneste år.

”Man må antage, at det er blevet dyrere at lave fiktion, og det tror jeg også kan være med til at tippe læsset lidt i forhold til, hvordan man fordeler sine investeringer nu,” siger han.

TV 2’s sportsdirektør, Frederik Lauesen, gav også tidligere på ugen interview til Journalisten, hvor han forklarede det attraktive i superligaen for et mediehus som TV 2:

”Vi gør det ikke bare for seertal, men også fordi der er en større villighed til at betale hos den enkelte forbruger, og der er fodbold klart den største vækstdriver, der findes i Danmark,” sagde han.

Kan man i stedet for ’vækstdriver’ bare sige, at I har konstateret, at folk, der ser Superliga, er mere villige til at betale end andre?

”Altså i og med vi ikke har haft Superligaen før, så er det jo gisninger. Men ja, med de fodboldrettigheder, vi har, så kan vi se, at fodbold er noget af det, hvor der er en stor loyalitet hos de enkelte fans, og de er et eller andet sted villige til at betale for at følge deres hold i de enkelte ligaer.”

 

0 Kommentarer