Det er dagen før dagen i DR i dag. I morgen onsdag gennemfører ledelsen de afskedigelser, der sker som følge af det nye medieforlig, hvor DR skal spare 161 millioner årligt over de næste fire år.
I sit udspil til en spareplan har ledelsen lagt op til, at der skal skæres 170-200 stillinger. Og den alvorlige situation kan tydeligt mærkes i mediehuset, fortæller Anne Serlev, formand for journalistgruppen i DR:
»Der er en meget trykket stemning i huset i dag. Alle er usikre på, hvad der kommer til at ske, og folk går lidt rundt om sig selv. Det gjorde de også i går, og det kommer de i den grad også til at gøre i morgen,« siger hun.
Besked over telefonen
Anne Serlev fortæller, at onsdagen rent praktisk vil forløbe efter omtrent samme model som den seneste fyringsrunde i DR tilbage i 2010.
Alle DR-medarbejdere, som ikke er på ferie, orlov eller barsel, skal være i huset fra klokken ni i morgen tidlig. Fra det tidspunkt skal man også – uanset om man er i huset eller ej – være tilgængelig på sin telefonen. Det er nemlig her, de berørte medarbejdere vil få beskeden.
»Vi har givet mulighed for, at man lokalt på de enkelte redaktioner og afdelinger kan vælge, om folk skal sidde på deres plads og tage telefonen der, om de kan gå lidt væk og blive ringet op på deres mobil, eller om de kan få en sms. Men de skal være i huset,« fortæller Anne Serlev.
Herefter vil de medarbejdere, der skal sindes, blive kontaktet én efter én. At blive sindet betyder rent teknisk, at virksomheden har i sinde at fyre dig.
»Man bliver bedt om at komme til et mødelokale, hvor ens chef og tillidsrepræsentant vil være til stede. Men kan også vælge en anden bisidder end tillidsrepræsentanten, men det er rigtig godt, at der er en. For folk kan tit ikke høre, og slet ikke forstå, hvad der rent faktisk bliver sagt i sådan en situation. Man er så rystet i sin grundvold,« fortæller Anne Serlev.
Hele huset afblæst inden frokost
Formanden for Journalistgruppen i DR forventer, at de enkelte møder mellem den berørte medarbejder og chefen vil være overstået i løbet af fem til ti minutter. Der er ikke lagt op til forhandling eller diskussion.
»Man får et stykke papir, hvor der står noget meget overordnet om, at grundet virksomhedens situation er man nødt til at tage afsked med vedkommende. Alle får samme begrundelse – ingen fyres her, fordi de er dumme, dårlige eller fordrukne. Det er, fordi politikerne har sagt, at vi skal spare penge,« siger Anne Serlev.
Så snart alle afskedigelser er sket i en afdeling, vil der komme e-mail ud om, at afdelingen nu er ”afblæst”. Når alle afdelinger er afblæst, vil der også komme besked ud til hele huset. Anne Serlev forventer, at det vil ske inden frokost. På nogle redaktioner vil der herefter komme besked ud om, hvem der er afskediget.
»I mange år har det været sådan, at når folk bliver sindet, bliver deres navn ikke nævnt nogen steder. Det vil jeg gerne åbne mulighed for, at man gerne må sige nu. Hvis folk altså vel og mærke selv synes, det er ok. For det kan være mærkeligt, at man har set kolleger gå hen mod rummet, hvor chefen sidder, men ingen siger noget,« siger hun.
Der ER en vis offentlighed omkring det
For Anne Serlev og hendes kolleger i gruppen af tillidsrepræsentanter har ambitionen været, at det hele skal overstås hurtigt, fortæller hun:
»Det vigtigste for os er, at det skal ske så hurtigt som overhovedet muligt. Og samtidig så præcist som overhovedet muligt. Så alle er klar over, hvad det drejer sig om,« siger Anne Serlev.
I forbindelse med Sindet-dagen i 2007 var der en del kritik af, at sindet-samtalerne var foregået i glasbure i DR Byen. Hvordan gør I det i år?
»Vi har jo ikke andet end glasbure herude, så det er en udfordring. Der er booket lokaler, hvor vi har skærmet vinduerne af, så man ikke kan se ind, men folk skal jo stadig gå hen til lokalet. Så man kan ikke undgå, at der er en vis offentlighed omkring det,« siger hun.
Kan man overhovedet gennemføre sit arbejde på sådan en dag?
»Det vil der ikke være ret mange, der kan. Men der skal nok komme noget på skærmen, for folk er jo professionelle. Men det er jo en virksomhed, der er fuldstændigt lammet, så det er nok ikke den dag, Prix Italia bliver vundet,« siger Anne Serlev med henvisning til den italienske prisuddeling.
Efter dagen i morgen har de sindede medarbejdere frem til den 28. september til at gøre indsigelser, hvis de for eksempel mener at kunne argumentere for, at de er uundværlige.
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Undskyld mig, men at DR dækker store fyringsrunder andre steder er da ikke at udstille folk, som om det var underholdning. Det er en vigtig journalistisk opgave at skildre den barske virkelighed, mange oplever, når de bliver fyret. Især hvis store hæderkronede virksomheder lukker, der nærmest er en institution i det danske samfund og derfor rammer rigtig mange mennesker. Jeg kan ikke se problemet. Skal vi som journalister ikke dække det? Hvad skal vi så?
@ Torben : Det rammer uden tvivl de mennesker som bliver fyret fra et skibsværft lige så hårdt, som det gør embedsmændene på DR i morgen. Forskellen er bare at medierne ikke dækker embedsmændenes fyringer på samme måde, som skibsværftsarbejderne.
De små i samfundet må man gerne ydmyge offentligt, men medlemmer af den talende klasse har behøver ikke frygte dækning af deres problemer.
Enhver som bliver afskediget i DR bliver hårdt ramt. Enhver som bliver fyret i det danske samfund bliver hårdt ramt.... Hverken mere hverken mindre.... Sådan er det og sådan har det altid været....
Jeg takker for de pæne kommentarer fra den journalistiske stand, som siger en hel del om deres debatniveau. Men det er da påfaldende at når skibsværfter og andre store virksomheder har fyringsrunder, står kameraerne i kø og enhver tvstation og avis med respekt for sig selv dækker det intensivt.
Men når fyringerne rammer en statslig organisation som DRs journalister, skal det hele foregå for nedrullede gardiner og alle skal udvise empati. Moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt. For journalisterne heldigvis finansieret af skatteyderne, som ikke tages med på råd om noget som helst.
Vil lige komme med en kommentar til Annes oplysn. Om sidste runde. Sidst var i december 2012 men der var selvfølgelig kun tale om teknologiorganisationen og jo ikke bjournaliaterne. Men der røg dog omkring 60-70 kollegaer
Ja også mig ..... Så det sker ofte
Flere