search

Sådan vandt Ergoterapeuten pris for digital omstilling

Ergoterapeutens tomandsredaktion er blandt de bedste til at fordele historier på platforme. Det gav dem en Bording-pris: »Bladet er stadig vigtigt, men de andre platforme er lige så vigtige. Det ville jeg ikke have sagt 1. januar,« siger redaktøren

Hædersbeviset, der oplyser, at Ergoterapeuten i 2014 vandt Bordings Innovationspris for at have vist nye veje i samspillet mellem print og digitale platforme, læner sig op ad væggen. Men glasset er allerede revnet og delvist faldet ud.

»Ja, det må vi også se at få skiftet,« siger redaktør Lisbeth Maindal med et smil, der indikerer, at man sagtens kan tolke dybt på det lille uheld med glasset. Men at der i øvrigt næppe bliver tid til en tur til glarmesteren.

Og det skal så vise sig at være en fejlslutning. Inden de sidste faktuelle fejl i denne artikel er rettet og teksten sendt i korrektur, er glasset skiftet ud. Det kan man så også tolke på: Nogen er blevet meget effektive og når det hele.

Ergoterapeutens omstilling i januar 2014 fra 11 til 8 blade og parallel digital oprustning med nyhedssite, nyhedsbrev og flere sociale medier har været en udfordring for den lille redaktion, der ud over redaktøren består af kommunikationskonsulent Luise Bæhrenz Hjort – og en håndfuld freelancere.

»Selv om vi er gået tre blade ned, så lægger vi mere tid,« sammenfatter Lisbeth Maindal, der blandt andet skal guide freelancerne på helt nye måder, fordi de skal levere stof både til printmagasinet og online-mediet.

Det er kort sagt en on-going proces, hvor alle de redaktionelle erfaringer, der er høstet gennem årtier, ikke længere gælder. Journalistikken, og kommunikationen af den, står på første trin i en ny udviklingsstige. Og man kan bare prøve sig frem.

Omstillingsevne er en del af opskriften

Historien er dermed universel for medieverdenen: Engang kom udgivelsen som et hjerteslag, på et bestemt tidspunkt – og så trak man vejret og tog tilløb til næste publicering. Det gælder lige fra TV Avisen til Journalisten og Ergoterapeuten.

I dag er hjertekardiogrammet en flimrende proces, hvor enhver tekst og ethvert foto skal tænkes ind i en udgivelsesrække, man selv opfinder. Ofte fra gang til gang og med en masse dialog om beslutningen.

Det særlige ved Ergoterapeuten er, at redaktionen har taget et afgørende skridt i systematiseringen af de mange muligheder. De har lavet en model, de prøver sig frem, korrigerer. Og prøver så igen.

Med andre ord er de muligheder, der kan forekomme uoverskuelige, her sat ind i en model, som viser, hvor historierne kan starte. Og hvordan de kan udvikle sig gennem medierne.

Omstillingsevne er en del af opskriften:

»Jeg har rykket mig meget. Jeg er jo redaktør af det gamle fine blad. Bladet er stadig vigtigt, men de andre platforme er lige så vigtige. Det ville jeg ikke have sagt 1. januar. Vi har i dag nogle ligeværdige kanaler,« siger Lisbeth Maindal. 

Luise Bæhrenz Hjort, der er yngre, supplerer anerkendende:

»Jeg har i hvert fald set, at du har fået et forhold til det digitale.«

Lisbeth Maindal peger på PC’en:

»Og min skærmtid er vokset.«

Forklar mig: Hvordan kan du opleve, at du har mindre tid, når du laver færre blade?

»Ud over det, jeg lavede før, skal jeg også sætte historierne i gang til hjemmesiden, og der skal laves nyhedsbreve. Og Ergoterapeuten online skal også administreres sammen med Luise.«

Historiernes vandring

Lisbeth Maindal og Luise Bæhrenz Hjort har på forhånd sat historien om SF’s socialordfører, Özlem Cekic, ind i et distributionsskema, der umiddelbart ser logisk ud. ”Historiens vandring” lyder overskriften.

Redaktionen har i foråret opfanget, at Özlem Cekic vil give flere penge til socialpsykiatrien, hvilket er et væsentligt arbejdsfelt for ergoterapeuter – og dermed en vigtig historie for Ergoterapeuten.

»Vi forsøger at versionere historierne og ramme medlemmerne, hvor de er,« forklarer Luise Bæhrenz Hjort, der understreger, at det sker i forlængelse af en undersøgelse af medlemmernes medieforbrug.

Men det viser sig hurtigt, at de fem-seks arbejdsgange – publicering af historien på diverse platforme – som redaktionen troede udgjorde hele regnestykket, er en underdrivelse. Reelt er der dobbelt så mange publiceringer i processen.

Forløbet er snarere dette:
Interview med Özlem Cekic på Ergoterapeutforeningens hjemmeside etf.dk
Samme interview i bladets nyhedsbrev
Samme interview på Ergoterapeutforeningens facebookprofil
Samme interview på bladets facebookprofil
Samme interview i nyhedskarrusellen på foreningens hjemmeside
Opfølgning på bladets facebookprofil: Interview med ergoterapeut Emil, der i et møde med Özlem Cekic efterlyser flere penge til socialpsykiatrien
Samme opfølgning på foreningens facebookprofil, men med ny tekst
Opfølgning på foreningens hjemmeside, hvor Özlem Cekic opfordrer ergoterapeuter til at sige, hvor problemet er
Samme opfordring på bladets hjemmeside
Samme opfordring på bladets facebookside
Samme opfordring i nyhedsbrevet
 

Fokus er flyttet fra budskab til kanal

Muligheden for at komme effektivt ud vækker begejstring.

»Det er jo det, der er det fantastiske, at vi har de mange kanaler. Vi kan gribe historierne i processen,« siger Lisbeth Maindal – med et lille undertrykt ”men”, som Journalisten derpå artikulerer:

Platformene trækker i jer?

»Det er meget rigtigt!«

Luise Bæhrenz Hjort: »Vi oplever også, at organisationen har flyttet fokus fra budskab til kanal. »Hvorfor har det ikke været på Facebook?«, kan de spørge.«

»De siger for eksempel, at de forestiller sig, at den her undersøgelse skal på web. Men så må vi som fagpersoner svare, at det måske er bedre i nyhedsbrevet. Hele platformdiskussionen tager altså også tid for os i organisationen, fordi alle er optaget af platforme i dag.«

Nye platforme betyder nye opgaver

Som på en lang række andre mindre redaktioner betyder nye platforme ikke flere medarbejdere, men flere opgaver. Ergoterapeuten har bladet på print og online, foreningen har en hjemmeside med nyheder og nyhedskarrusel. Bladet har et nyhedsbrev. Og forening og blad har hver sin facebookprofil. Dertil kommer, at Twitter nu også breder sig blandt politikerne – og på redaktionen.

Præcis som Journalistens redaktør, hvis krop og hoved mindst en gang har sagt alvorligt fra over for de sociale mediers indtog i fritiden (jeg vågnede op på akutmodtagelsen), kæmper Lisbeth Maindal og Luise Bæhrenz Hjort med at adskille arbejde og fritid.

»Jeg er ikke engang stået ud af sengen, før jeg tjekker presseklip,« siger Luise Bæhrenz Hjort.

Både Journalistens udsendte og Lisbeth Maindal nikker genkendende og kan sammen identificere den måske største forandring. Jeg prøver at sætte ord på: 

Det, der især rammer mig, er, at platforme introduceres snigende, uden at vi beregner den tid, de erobrer. Mit eget regnestykke siger, at hver gang vi skal arbejde seriøst med en ny platform, tager det 20 procent fra den tid, redaktionen kan bruge på journalistik.

»Jeg tror, det er en stor fordel, at vi kun er to,« forklarer Lisbeth Maindal – og uddyber:

»Hvis vi havde været fire eller fem, skulle vi bruge meget mere tid på dialog og uddelegering. Her deler vi opgaverne mellem os og kan køre direkte på uden for meget proces. Men det er klart, at det også viser, at vi er blevet mere effektive.«

Måske for effektive?

Det retoriske spørgsmål får lov at hænge i luften. Ingen tvivl om, at den lille forsamling er enig om, at hverdagen er presset. Men også om, at det er blevet sjovere at gå på arbejde. Og at svaret ligger i evnen til at sige fra.

Redaktøren: »Der er mere, der kan udvikles«

Hvilket åbner for interviewets slutning: For nye udfordringer og dermed muligheder lurer lige om hjørnet.

For hvordan ved vi, om alle forandringerne er til fordel for journalistikken og kommunikationen? Der skal tal på.

Lisbeth Maindal: »Der følger meget med. Vi skal måle, vi skal SEO-optimere, vi skal begynde at se på, om journalistikken online er god nok, og om det kræver andre eller nye journalistiske kriterier.«

Luise Bæhrenz Hjort: »Altså vi har kliktal, men det kvalitative, nej. Vi ved ikke nok om, hvor tilfredse medlemmerne er med forandringerne. Derfor skal vi igangsætte en undersøgelse i starten af 2015.«

Hvor er I selv – målt i arbejdsglæde?

Lisbeth Maindal: »På den ene side har jeg armene oppe, og vi har næsen oven vande igen. Vi har udviklet. Men vi er ikke færdige, der er mere, der kan udvikles.«

Luise Bæhrenz Hjort:»Vi har jo også knappet Twitter på.«

Lisbeth Maindal afbryder med et grin: »Ja, så kom Twitter, det kan jeg slet ikke forholde mig til. Endnu. Så den fik Luise!«

Foto: Jacob Nielsen

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen