»Hvis jeg nu tegner pistolen fra Lennons ’non-violence’-logo med et viskelæder på skaftet og blyanter på pistolløbet – kunne det så ikke være ’non-ytringsfrihed’ i stedet? Fordi blyanterne og tegneren bliver kvalt?«
Spørgsmålet kommer fra en kvindelig bladtegner, der kigger skiftevis op på sin computerskærm med FN’s ikoniske mindesmærke for John Lennon og ned på papiret på bordet foran hende. Et par af de andre tegnere kigger et øjeblik op fra deres ellers krumbøjede stillinger over deres egne papirer.
»Du kan også tegne girafpletter på pistolen,« foreslår én af dem og tilføjer med et grin:
»Så kører vi ligesom, ik’!«
Pres fra omverdenen
Gruppen af bladtegnere sidder rundt om et bord på Den Sorte Diamant i København. Det er onsdag eftermiddag, og de er midt i workshop-delen af en hel dags masterclass med den satiriske bladtegner Jean Plantu fra den franske avis Le Monde.
I løbet af dagen har begreberne selvcensur og ’ytringsfrihed under pres’ fyldt en del i diskussionerne. Det fortæller Lars Refn, der er dagens arrangør og formand for Danske Bladtegnere:
»Som bladtegnere føler vi et større og større pres fra omverdenen. Fra fundamentalister, fra reklamer og fra idéer om politisk korrekthed, der kravler ind i vores hoveder og påvirker den frie tanke,« siger han.
Opgave: Tegn selvcensuren
At dømme ud fra de tegninger, som deltagerne laver i dag, da de får til opgave at tegne ud fra emnet ’selvcensur’, er presset fra omverdenen da også mangeartet.
En af dagens tegnere fokuserer på, hvordan selvcensur kan betyde, at ufarlige emner – som en død giraf – ender på tegnebrættet i stedet for sprængfarlige spørgsmål om religion og race.
Tegning: Annette Carlsen
Andre vælger at tegne selvcensuren anderledes. Én tegner beklemte bladtegnere med en blyant for struben, hænderne afmonteret fra armene, eller med et blankt papir foran sig og mørke skyer med religiøse symboler bag sig. Én af dagens deltagere – Kurt Westergaard – tegner sig selv med en tikkende bombe som hat.
Tegning: Niels Bo Bojesen
Alle tegningerne fra onsdagens workshop vil senere i dag blive lagt op på hjemmesiden www.caricature.dk.
Censuren siver ind
Selv oplever dagens underviser Jean Plantu også selvcensuren i sin hverdag som bladtegner med fast spalteplads på forsiden af Le Monde. Hans oplevelse er, at ytringsfriheden får trangere og trangere kår:
»Selvcensuren er hele tiden i mit baghoved. Nogle gange bevidst, og andre gange så ubevidst, at jeg først kan se det bagefter. Hver uge bliver jeg både beskyldt for at være antisemit, anti-muslim, anti-kristen og anti-alt-muligt-andet på grund af mine tegninger. Selvfølgelig siver det ind, selv om jeg hele tiden prøver at bekæmpe det,« siger Jean Plantu.
Tegning: Rasmus Sand Høyer
Og netop følelsen af indre kamp kender flere af de danske bladtegnere tilsyneladende. Der bliver i hvert fald grinet indforstået, da dagens tegninger sidst på eftermiddagen bliver blæst op på et lærred. Og flere af dem får anerkendende ord med på vejen fra kollegerne:
»Ja, dén rammer det jo ganske godt,« udbryder en deltager, da Politikens Roald Als’ selvportræt bliver blændet op på lærredet. Tegningen viser den kendte tegner, der sidder ved sit skrivebord i vild diskussion med en kopi af sig selv.
Tegning: Roald Als
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Elsker især blyant-revolveren, der har slået knude på sig selv!
Herligt - giraffer sælger altid -;)