EKSEMPEL 1

Folketingets spørgsmål til Justitsministeriet om Dan Lynge:

Dette svar fra Justitsministeriet til Folketinget er Ifølge Jesper Tynell det ultimative eksempel på, hvordan embedsmænd kan føre folketingspolitikere, borgere og journalister bag lyset uden direkte at lyve. Det stammer fra sagen om rockeren Dan Lynge, som samtidig var agent for politiet. Da sagen begynder at blive trevlet op i pressen, spørger et folketingsmedlem, ”om medarbejdere ved PET har været i direkte kontakt med Dan Lynge”.

Ministeriet svarer:

”Politiets Efterretningstjeneste har i forskellige sammenhænge været involveret i den politimæssige indsats i forhold til rockerkriminaliteten. Chefen for Politiets Efterretningstjeneste har meddelt mig, at han har talt med nuværende og tidligere ansatte og søgt oplyst, om man i den forbindelse også fra efterretningstjenestens side måtte have været i direkte kontakt med Dan Lynge. Han har på den baggrund meddelt mig, at der ikke er fremkommet oplysninger om, at dette skulle være tilfældet.”

Sandheden er:

PET har i længere tid været i direkte kontakt med Dan Lynge, og det var Justitsministeriet blevet gjort opmærksom på af PET, inden ministeriet svarede på spørgsmålet.

Hvordan kan det ikke være løgn?

Da Dan Lynge-sagen kommer for en undersøgelseskommission, forklarer ministeriets departementschef, at ministeren kun svarer på, om PET har været i kontakt med Dan Lynge i forbindelse med rockerkriminalitet. PET har været i kontakt med Dan Lynge om våbensmugling, og det er ifølge departementschefen ikke det samme, selv om Dan Lynge er rocker.
Departementschefen forklarer, at det af svaret fremgår, at Justitsministeriet kun svarer på, hvorvidt PET har haft kontakt med Dan Lynge i forbindelse med rockerkriminalitet – og ikke i forbindelse med andre former for kriminalitet, som det var tilfældet. Det sker, ved at ordene ”i den forbindelse” og ”dette” i henholdsvis sætning to og tre henviser til ”i forhold til rockerkriminaliteten” i sætning et.
Embedsmændene og ministeren kunne altså lige så godt have skrevet, at “PET har ikke været i direkte kontakt med Dan Lynge vedrørende rockerkriminalitet”. Det gør de ikke, og selv om man kunne få den mistanke, at svaret alene er formuleret sådan for at føre Folketinget og befolkningen bag lyset, mener et flertal i Folketinget ikke, at ministeren skal kritiseres, ”da justitsministerens svar efter sit indhold er korrekt”.

Hvad kan vi lære?

Jesper Tynell siger til Journalisten, at hans research viser, at embedsværket ofte får besked på at lukke en sag af deres ministre, og det gøres bedst ved at give et svar, som foregiver at være fyldestgørende, men langtfra er fyldestgørende:
»Som I tilfældet med Dan Lynge lægger man forbehold ind, som de fleste ikke opfatter. Så når journalister formidler det videre, tager vi ikke forbeholdene med, men skriver bare det, som embedsmændene gerne vil have os til at tro. De kalder det at formulere sig præcist – ikke præcist i forhold til sandheden, men i forhold til at fremlægge tingene, så de ser ud på en anden måde uden at lyve. Det ville være vidunderligt, hvis journalister lytter efter de enkelte ord med lige så stor præcision, så vi ikke bringer budskaber videre uden de egentlige forbehold.«

—

EKSEMPEL 2

Socialministeriets tal for handicaphjælpere

Jesper Tynell forklarer i sin bog, at det ikke kun er ord, men også tal, embedsværket fremstiller for offentligheden, så tallene gavner ministerens politik, men i virkeligheden siger noget helt andet. Et eksempel er en redegørelse fra Socialministeriet fra 2004, hvor man skriver om udviklingen i antal af handicappede med handicaphjælpere.

Ministeriet skriver:

27 procent flere handicappede har fået en handicaphjælper sidste år.

Sandheden er:

10 procent færre handicappede har fået en handicaphjælper sidste år.

Hvordan kan det ikke være løgn?

Grunden til, at de tal, som Socialministeriet skriver i redegørelsen, viser en stigning, er, at der er mange flere kommuner og amter, der har indrapporteret tallene til Servicestyrelsen i 2004 sammenlignet med i 2003. Derfor ser det umiddelbart ud til, at 27 procent flere handicappede har fået en handicaphjælper. Det forbehold stod også i det første udkast til redegørelsen, som Servicestyrelsen sendte til Socialministeriet, men forbeholdet var redigeret væk, da socialministeren sendte redegørelsen til Folketinget.
Jesper Tynell fandt imidlertid en anden og mere retvisende redegørelse på styrelsens hjemmeside, hvor man havde kigget på udviklingen i de amter og kommuner, som har indrapporteret tal om handicaphjælpere både i 2002 og 2003. De viser et fald på cirka 10 procent i antal handicappede med en handicaphjælper. Ifølge Jesper Tynell er det politisk ubelejligt for ministeren, hvis tallene viser, at kommunerne sparer på handicappede, og selv om han påpeger de manglende indberetninger til ministeriet, fastholder ministeriet, at der er en stigning på 27 procent.
Jesper Tynell har talt med en af embedsmændene bag tallene, og de mener ikke, at de forbryder sig imod den sandhedspligt, som embedsmænd har:
“Det er jo ikke forkerte tal. Det er bare tal, som skal fortolkes med forbehold. Det er noget andet end, at det er forkert,” siger en embedsmand anonymt i bogen.

Hvad kan vi lære?

Embedsværkets pligt og vilje til at fremstille fakta, så de harmonerer med politikernes præferencer, overstiger langt pligten og viljen til at fremstille fakta så objektivt som muligt, siger Jesper Tynell. Det er kun, hvis noget er klart ulovligt, at en embedsmand har pligt til at sige imod – og det er sjældent, at man rent juridisk kan sige, at noget er klart ulovligt.
»For at gennemskue den slags bliver journalister nødt til at få bedre viden på specialområder. I dag skal mange journalister dække mange forskellige felter, og arbejdet bliver nærmest logistisk i form af at hente kommentarer hjem, lave aftaler og line interviews op. Jeg mener, at man i stedet burde bruge tiden på at komme til bunds i sagerne og fortælle, hvad der er fakta. Det kræver en skepsis og en viden om et felt, hvor man også kender til tidligere redegørelser og tal på området. Det er desværre meget få journalister, der har det privilegium,« siger Jesper Tynell.

—-

Kommentar fra Socialministeriet:

”Man skal selvfølgelig altid give de rigtige oplysninger. Andet kan hverken en minister, en regering eller et embedsværk leve med. Det er en grundpille i demokratiet, at de oplysninger, vi debatterer, laver politik om og lovgiver ud fra, altid er de rigtige. Jeg vil ikke gå ind i, hvad der er op og ned i en 10 år gammel sag. Men jeg vil gerne understrege, at vi i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold i 2014 på alle niveauer gør vores ypperste for altid at give korrekte oplysninger til både journalister og Folketinget,” skriver departementschef Jesper Zwisler i en mail.

Kommentar fra DJØF:

»Det er vigtigt at få på plads, at det er ministeren, der er ansvarlig for, hvad der bliver videregivet til Folketinget. Det er ikke den enkelte embedsmand. Derfor er det også ministeren, der er ansvarlig for, hvor meget af den tvivl, der er om en sag, der bliver fremstillet for Folketinget. Embedsmanden arbejder for den til enhver tid siddende minister, og ikke for en neutral tænketank. Embedsmandens opgave er at hjælpe regeringen med at gennemføre sin politik,« siger Henning Thiesen, der er formand for de offentlige chefer i DJØF.