Søndag eftermiddag med høj blå himmel over Røsnæs ved Kalundborg. Om få sekunder skal spændingen forløses, og deltagerne i weekendkonferencen for Visuel Forum – der favner næsten 700 visuelle formidlere i DJ – skal se den film, de selv har skabt ved dagen før at animere modellervoks.
Hver af de syv grupper har lavet en sekvens på 8–10 sekunder, der består af cirka 100 stillbilleder, hvor de hjemmelavede modellervoksfigurer og bogstaver minutiøst og koncentreret – men også under stor latter og autonomt lederskab – er blevet flyttet i små ryk.
Opgaven er sådan set enkel: Lav en film, hvor I med modellervoks animerer de tre hovedpunkter i Visuelt Forums arbejde: Netværk, inspiration og efteruddannelse.
Journalisten har fulgt processen og hele weekendkonferencen, der i den mere traditionelle afdeling også nåede at favne generalforsamlingen, hvor illustrator og grafisk designer Karina Bjerregaard blev genvalgt som formand.
Inden vi når til denne artikels kulmination – hvor der linkes til verdenspremieren på filmen – kan det konstateres, at der findes mange måder at pakke en generalforsamling ind.
Visuelt Forums årlige weekendkonference, der er ét ud af gruppens cirka 30 årlige arrangementer, ligger i den mere kreative ende.
Isen brudt med tjekkisk romasang
Vi startede lørdagen med halvanden time fælles sangøvelser. Sanglærer Søren Frieboe formåede at få isen brudt og få forsamlingen til mangestemmigt at afsynge en tjekkisk romasang, hvor omkvædet ”Joy Mamo, Joy Mamo – Bocharisum!” gjaldede mod loftet.
Og hvor tre af deltagerne som afslutning overvandt deres sceneskræk, greb mikrofonen og sang solo foran koret af kolleger, der svarede igen med sangens omkvæd.
Så var vi ligesom i gang.
Stemmetræningen blev fulgt op af en inspirerende indføring i tegneseriens fortælleteknik, hvor Peter Dyring-Olsen – leder af den nystartede fireårige professionsbachelor i Grafisk Fortælling – gav Journalistens udsendte en aha-oplevelse, da han forklarede, at ”ingenting” er det vigtigste element i det tegnede fortælleunivers.
Forstået på den måde, at det hvide felt imellem de enkelte tegninger – det kaldes rendestenen eller ”the Gutter” – er det mest dramatiske virkemiddel:
»Fordi det tomme rum mellem tegningerne kræver, at vi selv bygger videre på historien, inden vi når til den næste tegning,« som en deltager replicerede.
Gravhundens bevægelser over papiret
Og så kulminationen: Lav en film.
Deltagerne er i kyndige hænder. Filmproducent Janus Vinther har både lavet kort- og dokumentarfilm og har erfaring med special effects, afslører hans visitkort. Og så tror han på, at en flok uøvede kreative DJ'ere på to timer kan skabe en produktion, der favner Visuelt Forums selvforståelse.
»Det handler jo bare om at gå i gang!« som han sammenfatter.
Over for Journalisten uddyber han, at selve skabelsen af den lille film ikke er øvelsens eneste formål.
»Deltagerne skal lære at samarbejde, og de skal opleve, at det, der forekom dem helt uoverskueligt – at lave en film, faktisk ikke er så svært.«
Journalistens udsendte gemte sig bag bloggen og sneg sig rundt i grupperne for at se forløbet.
En af grupperne har kapret masser af hvid modellervoks. Ideen er noget med en hvid gravhund.
»Hvis de tror, det er en ged, er det også lige meget.«
»Det er en af den slags hunde, der ikke siger VUF. Den siger VIF,« som gruppen forklarer sig selv i processen.
Og der sluttede lørdagens officielle program.
Kunsten bag bogforsider
Harvey Macaulay, designer, der laver op mod 250 bogforsider om året, har den lidt utaknemmelige opgave at trække folk i gang søndag morgen.
Det klarer han med et humoristisk og interessant foredrag, hvor en pointe er, hvordan og hvorfor bogtitler og omslag skifter, når den samme skønlitterære bog udgives i et nyt land. Det skyldes ikke mindst, at bogklubbernes marketingsafdelinger altid har haft et indgående kendskab til køberne.
»Bogens visuelle identitet er helt afgørende, også i fremtiden. Se på internettet; bøger sælges altid med et billede af bogen,« forklarer Harvey Macaulay.
Netop internettet betyder, at amerikanske bogforsider skifter karakter, så mange i dag er mere grafiske og dermed også kan fungere som små ikoner.
Macaulay strejfer også risikoen for, at filmplakater ødelægger oplevelsen af bogen. For eksempel er plakatens visualisering af filmen om Harry Potter så stærk, at det kan blokere for de fantasibilleder, der skal skabe læsernes personlige oplevelse af bogens fortælling.
Og så en sjov iagttagelse. Designere af forsider til kriminalromaner og thrillere står i stor gæld til Alfred Hitchcock, der skabte gyserfilmen 'Fuglene' i 1963:
»Prøv at se, hvor mange krimier der har fugle med på forsiden,« siger Harvey Macaulay, der også selv bruger tricket.
Fusion og generalforsamling
DJ's næstformand, Lars Werge, var gæst på generalforsamlingen søndag efter frokosten. Han skitserede planerne om, at DJ fusionerer med KS for at stå stærkt på kommunikationsområdet. Og han forklarede, at en gruppe journalister er ved at lave deres egen gruppe i DJ, hvor journalister kan fokusere på journalistik.
Karen Hedegaard, medlem af hovedbestyrelsen og Visuelt Forums bestyrelse, mente, at en fusion kunne betyde stordriftsfordele.
Fra salen lød der kun positive stemmer over for en fusion. En påpegede, at KS har mange spændende arrangementer, som DJ'erne kan blive en del af.
Det blev også understreget, at nogle kredse i provinsen kunne have godt af, at journalisterne fik mere modspil, så der kunne komme fokus på de mange andre fagligheder i DJ.
Derpå aflagde formand Karina Bjerregaard beretning, hvor hun i den alvorlige afdeling påpegede, at medlemmer af VIF er ramt af de ændrede dagpengeregler, og at problemer med arbejdsmiljøet bliver aktuelt for flere.
Hele bestyrelsen blev genvalgt. Regnskabet blev godkendt. Igen i år uden at bestyrelsen har brugt penge på at købe sig selv fri – tabt arbejdsfortjeneste – på trods af de mange aktiviteter.
Den store premiere
Og så er det søndag eftermiddag. Der er bobler i glassene. Janus Vinther har brugt et par timer lørdag aften på at klippe filmen færdig og lægge musik på. Nu skal vi se resultatet.
Her er links til henholdsvis Youtube og Vimeo.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Man ved, at det er DJ'ere, der har lavet en film, når credits tager 20% af spilletiden.