Sådan kommer du tættere på flygtninge

Journalist Claus Cancel fra Radio24syv er i løbende kontakt med 15-20 flygtninge og migranter, han har mødt rundt om i Europa. »Det har givet mange gode og nære historier,« siger Claus Cancel i Journalistens serie om dækningen af flygtningekrisen

»Jeg har 15-20 personer, som jeg følger på sms og sociale medier. Jeg kan se, hvad de laver i de lande, de kommer til. Det har givet mange historier i morgenfladen,« siger journalist på Radio24syv Claus Cancel.

Siden juni har han blandt andet besøgt den græske ø Kos, Serbien, Makedonien og Ungarn for at dække flygtningekrisen. Undervejs er han kommet så tæt på de flygtninge og migranter, han har fulgt, at han jævnligt laver historier om deres rejse gennem Europa.

»En, der ville til Danmark, er lige blevet taget af politiet i Hamborg, så det har vi lige fortalt i radioen. Han kommer ikke til Danmark,« sigter Claus Cancel.

Helt stille på togstationen

Danske medier svømmer lige nu over med historier og billeder af flygtninge og migranter, der strømmer til Europa i tusindvis. De fleste optræder uden navn på pressebillederne. Eller bliver interviewet i korte sekvenser fra de aktuelle brændpunkter på for eksempel Lesbos, Kos, Lampedusa eller i Makedonien.

Claus Cancel tog 20. august til et af brændpunkterne, Gevgelija i Makedonien. Området var netop blevet erklæret i undtagelsestilstand på grund af den store tilstrømning af migranter. På byens togstation havde der for eksempel udspillet sig kaotiske situationer, da folk kæmpede om at få en plads i toget til Serbien. Men da Claus Cancel ankom sammen med den arabisktalende studerende Philip Rasmussen, var der stille og roligt – og dermed ingen historie.

»Myndighederne havde fået styr på situationen. Og så tænkte vi: Hvad gør de nu?« siger Claus Cancel.

Mohammed og hans venner

De besluttede at følges med nogle af de flygtninge og immigranter, der søger op igennem Europa, og endte med at få en stor fortrolighed med deres rejsefæller, afghanske Mohammed og hans venner.

»Det var vigtigt, at vi tog den samme rejse, som de gjorde. Vi stod ikke bare og ventede på dem. Du får en større fortrolighed med folk, når du sidder i en bus gennem Serbien i 8-10 timer. Det har givet mange gode og nære historier,« siger Claus Cancel.

 [[nid:34337]] 

Væk fra brændpunkterne

Da han i august besøgte et fodboldstadion på Kos, hvor 1.000 flygtninge var lukket inde, var der så mange pressefolk til stede, at det var svært at arbejde.

»Pressefotograferne måtte vende kameraet lidt for ikke at få kollegerne med på billedet.«

Det vrimlede også med journalister ved den makedonske grænse.

»Men du skal ikke gå langt væk fra brændpunkterne, så er der ingen journalister overhovedet.«

Femårige Yussuf

På en støvet grusvej på grænsen mellem Makedonien og Grækenland mødte han for eksempel femårige Yussuf fra Syrien sammen med sin far. Yussufs far havde efterladt sine kone og Yussefs andre søskende i Tyrkiet. Han havde taget Yussuf med sig, fordi han mente, det ville gøre hans rejse gennem Europa lettere.

I alt består Claus Cancels netværk i dag af omkring 15-20 personer, der har søgt til Europa med drømmen om et bedre liv. En af kilderne mødte Claus Cancel tilbage i juni på Kos.

»Vi har ringet ham op undervejs på sin rejse op igennem Europa. I sidste uge havde vi ham igennem fra Tyskland. Jeg har fået meget ud af at komme tæt på de her mennesker, fordi jeg ikke bare interviewer dem én gang, men følger op.«

0 Kommentarer