Sådan klarede vi shitstormen: Spredte fakta i medierne

Varde Kommune kom i modvind, fordi de ikke ville lade Cirkus Arena hænge cirkusplakater op forud for deres besøg i byen. Dronningen skulle nemlig besøge byen på samme tid, og plakaterne kunne skræmme hestene. Cirkus indledte en medieoffensiv - og Varde svarede igen 

Kan dronningen ikke lide cirkus? Er hendes heste bange for plakater?

Den debat brød i sommeren 2016 løs, efter at Varde Kommune i en skriftlig tilladelse havde forklaret Cirkus Arena, at cirkusset ikke måtte hænge plakater op forud for deres besøg i byen, fordi dronningen kom på besøg, og plakaterne kunne skræmme dronningens heste.

[factbox:0]

Cirkus Arena havde dog ikke opdaget, at der i deres tilladelse til at stille cirkus op i byen også var et plakatforbud. Cirkusdirektør i Cirkus Arena, Benny Berdino, gik derfor i TV Syd tirsdag den 31. maj – tre dage før dronningen skulle besøge byen.

I TV Syds artikel fortaltes historien blandt andet således: 

»Ifølge direktør og ejer af Cirkus Arena Benny Berdino er henstillingen en katastrofe.«

»Vi lever af at sælge cirkusbilletter,« sagde Benny Berdino til TV Syd og tilføjede:

»Det må være en febervildelse fra kommunen, dette her. Dronningen har selv givet mig Ridderkorset, og nu tror de, at hun ikke kan lide at se cirkusplakater.«

Den omtale udløste debat på både TV Syds og Varde Kommunes facebookside. Herefter tog flere medier historien op. Steffen Kjær, kommunikationschef i Varde Kommune, brugte det første døgn på at gå i dialog med cirkusset for at forsøge at udrede sagen. Uden succes, mener han.

»Vi behandlede Cirkus Arena som en samarbejdspartner, mens de forsøgte at holde liv i konflikten,« siger Steffen Kjær. 

Turnéchef Klaus Jochumsen i Cirkus Arena har siden udtalt til Ritzau, at han var godt tilfreds med den store opmærksomhed, og at mange tog Arenas parti.

»Det var vi ret tilfredse med, og vi prøvede selv aktivt at holde liv i historien,« sagde Klaus Jochumsen ifølge Ritzau.

Onsdag aften udsendte Steffen Kjær en pressemeddelelse, hvor han gik hårdt til påstandene fra Cirkus Arena. Her lød det blandt andet, at Varde Kommune under forberedelserne til dronningens sommertogt havde været i dialog med politi og gardehusarer om sikkerheden og: ”… kommunen skal sikre, at løst plastik, pap og andet, der kan forstyrre hestene, pilles ned, så risikoen for, at hestene bliver bange og løber løbsk, minimeres. Derfor skal plakaterne pilles ned, når hestene skal forbi. Det handler om sikkerhed for dronningen, rytterne, publikum og hestene.”

Han forklarede, at Cirkus Arena havde kendt til plakatforbuddet i tre måneder. 

»I stedet for kun at fokusere på dialogen ville vi se, om vi ikke kunne vende slagets gang ved at gå direkte i medierne,« siger han. 

Pressemeddelelsen blev også lagt op på Varde Kommunes facebookside, hvor den blev delt 119 gange.

Og herefter oplevede Steffen Kjær, at stemningen vendte.

»Vi opdagede, at facebookfolket faktisk selv modererede debatten. Det er ikke kun en diskussion mellem borgerne og kommunen, det er også en diskussion borgerne imellem,« siger han. 

I dag ville Steffen Kjær ønske, at kommunen var kommet hurtigere på banen – ikke et døgn efter, at Cirkus Arena havde været i TV Syd. 

»I starten forsøgte vi at finde løsninger, men da det ikke lykkedes, forsøgte vi at få vores perspektiv på sagen frem,« siger Steffen Kjær.

1 Kommentar

Kim Tobiasen
15. DECEMBER 2016
Det er lidt en
Det er lidt en falliterklæring fra de etablerede mediers side at det er en kamp der udkæmpes mellem cirkus arena og Varde kommune, tilsyneladende uden indblanding eller moderation fra medierne. Jeg kan godt huske historierne, og de gengav grundlæggende Arena's version af historien. Tilsyneladende uden at forholde sig kritisk eller i det mindste kontakte Varde kommune der selv måtte sætte et større apparat igang for at give den korrekte information som man kunne forvente fra medierne.

Det oplagte spørgsmål er hvad man så skal bruge medierne til? Arena og Varde kommune kan selv udkæmpe deres kamp på diverse sociale medier. Hvis medierne ikke formår et minimum af faktuel information har de ingen merværdi.