De har vundet priser, de har jublet, og de har fået gåsehud. Men ikke nok med det. Deres historier har også fået de ansvarlige fyret, sat tydelige aftryk på finansloven eller ført til ændringer af loven. Her er otte bud på, hvordan din historie får konsekvenser.

KONSEKVENS. Børge Hansen på 72 år har væskende sår i hænderne, ondt i alle led og ryster over hele kroppen. For 40 år siden måtte Børge Hansen opgive sit job på Grindstedværket, fordi han var blevet alvorligt syg af at arbejde med kviksølv. Men der blev aldrig stillet en diagnose, og Børge Hansen fik ikke erstatning – før Fagbladet 3F gik ind i sagen.

Journalisterne Kristian Jessen og Asger Havstein Eriksen dokumenterede nemlig, at Grindsted-arbejderne var blevet invalideret af arbejde med kviksølv. Og ikke nok med det. Både ejerne og de ansvarlige myndigheder vidste, hvor skadeligt arbejdet var, men havde holdt det hemmeligt.

Journalisten har udvalgt en række journalistiske priser uddelt for afslørende journalistik i 2008, 2009 og 2010, og vi har undersøgt, hvilke konsekvenser historierne egentlig fik. Undersøgelsen viser, at næsten halvdelen af historierne ikke blot vakte opsigt og kastede mange citater af sig. De førte også til, at millioner blev sat af på finansloven, at ansvarlige blev fyret, eller at samfundets svageste fik bedre forhold.

Det gælder for eksempel Kristian Jessen og Asger Havstein Eriksen, der ikke blot modtog Anders Bording- og FUJ-prisen for deres afsløringer. Takket være afsløringerne i Fagbladet 3F blev sagen taget op i Folketinget, og der blev afsat 25 millioner kroner til de tidligere ansatte fra Grindstedværket – selv om sagerne juridisk set var forældede.
»Jeg var ved at tude, da den første erstatning faldt, men også da Folketinget i den grad blåstemplede vores afsløringer og for første gang i dansk historie ophævede forældelsesfristen,« siger Kristian Jessen. Han lægger en hånd på den ene arm, hvor hårene har rejst sig. Han og Asger Havstein Eriksen får stadig gåsehud, når de taler om arbejderne fra Grindsted.

Drømmer du om selv at producere historier, der virkelig rykker? Så får du her prisvindernes otte råd til, hvordan dine historier får konsekvenser.

1. SIGT HØJT. Fagbladet 3F har som erklæret mål, at bladet skal lave journalistik, der kan udløse priser. Det står ligefrem skrevet ind i deres kommunikationsstrategi.

»Målene er vigtige. Ellers bliver det hele let meget flydende,« siger Asger Havstein Eriksen. Da Kristian Jessen blev ansat, sagde ledelsen til jobsamtalen, at de var interesserede i, at bladet inden for en femårig periode skulle vinde Anders Bording-prisen og opnå et par nomineringer. Selv om Kristian Jessen sagde ja til at løfte opgaven, så er priserne ikke det vigtigste for ham.

»Jeg tænker aldrig i priser. Når jeg er i gang med en sag, handler det om noget helt andet. For de ansatte på Grindstedværket handlede det om, at de skulle have oprejsning. Det er langt vigtigere end penge og priser,« siger Kristian Jessen.

2. SÆT KONKRETE MÅL. Mindst tre mennesker på Bornholm har overlevet et hjertestop takket være journalist på TV 2/Bornholm Rune Holm. Inden Rune Holm gik i gang med sit prisbelønnede projekt, var chancen for at overleve et hjertestop på Bornholm næsten lig nul. I dag er Bornholm det sted i landet, hvor der er størst chance for at få førstehjælp, inden ambulancen når frem. Rune Holm fik ideen til sine historier, da han var i Stavanger og så, hvordan akutsystemet i Norge fungerede. Han fik at vide, at det kun tog 23 minutter at lære at redde liv ved hjertestop. Rune Holm satte sig for, at 10.000 borgere på Bornholm skulle lære at bruge en hjertestarter og give livreddende førstehjælp. Efter en måned var det mål nået.

Rune Holm har også vist, at borgerne i flere tilfælde har fået inkompetent rådgivning, når de har ringet 112. De historier har været medvirkende til, at akutsystemet er ved at blive lavet om. Fremover vil det i stedet være specialuddannede sygeplejersker, der er i røret ved hjertestop.

»Det giver pludselig langt større mening at gå på arbejde, når jeg ved, at det, jeg laver, fører til, at folk i dag får langt bedre rådgivning, når de ringer efter en ambulance,« siger Rune Holm.

3. LAV ET NYHEDSBOMBARDEMENT. Når Berlingske Tidende lancerer store graverprojekter som “I Lægens Hænder” eller “Forbrydelsen” har journalisterne mere end ét skud i bøssen. Selv en stor afsløring bliver let glemt i nyhedsstrømmen, og derfor har redaktionen forberedt et hav af cases og opfølgningshistorier på forhånd, der sikrer opmærksomhed om sagen i flere dage eller uger. Så snart en artikel i serien taber for mange læsere på Berlingske.dk, bliver en ny lagt på.

Da gravergruppen lavede “I Lægens Hænder”, forsøgte de desuden at forudse, hvordan historien ville udvikle sig – og have cases parat, der passede til forudsigelserne. For eksempel sagde flere læger under researchen, at der ikke blot var problemer, når borgerne ringede til vagtlægen, men i hele akutsystemet. I flere dage gemte gravergruppen derfor en case med en toårig pige, der døde på grund af svigt i netop akutsystemet.

»Man skal være så velforberedt, at man har de næste cases og de næste vinkler klar, så man hele tiden ejer og styrer dagsordenen og ikke bliver tromlet omkuld af hverken andre medier eller politikere,« siger Line Holm Nielsen, der var med på projektet.

4. LAV ET KAMPAGNESITE. Berlingske Tidendes serie “I Lægens hænder” og “Forbrydelsen” har deres egne kampagnesites på nettet. I 3F laver de også selvstændige hjemmesider, når de har gang i en rigtig stor sag. Det giver historierne længere levetid, når de er samlet et sted. Derudover har nettet den fordel, at det er muligt at lægge al sin dokumentation ud. Det giver større pondus, at læsere, politikere og andre journalister selv kan tjekke historierne.

»Det er vigtigt, at det er veldokumenteret, og der er nettet et perfekt forum, fordi der er plads til samspil mellem dokumentation, artiklerne, web-tv og ikke mindst læsernes reaktioner. Og det gør i sidste ende journalistikken mere troværdig,« siger Asger Havstein Ericsen fra 3F.

5. HOLD FAST. Alle de prisvindende journalister, Journalisten har talt med, fortæller, hvor afgørende det er at blive ved – også når kilderne tørrer ud, og alle spor ender blindt. Fagbladet 3F kom først igennem med en aktindsigt i Landsarkivet i Viborg, da bladet søgte for tredje gang. Asger Havstein Eriksen og Kristian Jessen var allerede mødt personligt op på Landsarkivet, men uden held. Tredje gang fik de udleveret en støvet kasse med det afgørende bevis, som dokumenterede, at myndighederne kendte til de farlige arbejdsforhold, men intet havde gjort.

»Det kan være, at man er heldig, at der er en anden arkivar på arbejde den dag, som ved, at der står en kasse med papirer et andet sted, eller en embedsmand, der er mere velvillig. Det er vigtigt at blive ved,« siger Asger Havstein Eriksen.

6. FIND DEN GODE CASE. Line Holm Nielsen blev hevet ind i Berlingskes gravergruppe for at sikre, at der blev sat menneskelige ansigter på serien “I Lægens Hænder”. Hun skulle finde de mennesker, som kunne illustrere den komplekse historie om en vagtlægeordning, der ikke fungerede.

»Der er ikke meget statistik eller mange rapporter, der kan få så stor effekt, som når nogen stiller sig frem og fortæller, hvad de har været udsat for. Hvis man vil flytte noget, er det helt fundamentalt, at man taler til folks medfølelse og empati,« siger Line Holm Nielsen.

Berlingske Tidende lagde ud med historien om den etårige Christian, der døde efter at have slugt et batteri, selv om familien adskillige gange havde været i kontakt med læger. Både læger og læserne kritiserede avisen for at være for tabloid. Men det virkede. Læserne husker stadig historien om Christian. Den gjorde indtryk – også på Christiansborg.

»Mange læger har beskyldt os for at lave følelsesporno. Vi må bare konstatere, at der gik en uge, og så bad ministeren om at få nedsat et udvalg, der kulegravede det hele,« siger Line Holm Nielsen.

7. FÅ KILDERNE TIL AT STÅ FREM. Da journalist Peter Ernstved Rasmussen fra Jyllands-Posten sammen med en kollega afdækkede, hvordan fængselsbetjente styrede fængslerne med deres egen junglelov, skete det i begyndelsen med anonyme kilder blandt ansatte i fængslerne. Det var dog helt afgørende, at kilderne efterhånden begyndte at stå frem med navn. Ligesom Berlingske Tidendes Line Holm Nielsen oplever Peter Ernstved Rasmussen, at det rykker, når folk står frem med deres egne oplevelser. JP’s journalister fik kilderne til at stå frem ved navn ved at skrive vedholdende om sagen og blive ved med at indhente reaktioner fra de ansvarlige.

»Kilderne kunne se, at vi behandlede sagen seriøst. Efterhånden voksede sagen sig større, og samtidig begyndte kilderne at stå frem med navn,« siger Peter Ernstved Rasmussen.

8. GIV LUNSER TIL ANDRE MEDIER. Når dokumentaristen Tom Heinemann er på vej med en ny dokumentar, sørger han for at alliere sig med journalister på andre medier for at få den størst mulige gennemslagskraft. Tom Heinemann står bag afsløringer af livsfarlige arbejdsforhold hos leverandørerne til fremtrædende virksomheder som Cheminova, Telenor og Jysk.

»Jeg dyrker et stort netværk af journalister. Jo flere øjne der ser, jo flere nuancer. På den måde kan man sætte en snebold på et bjerg og håbe på, at sneen er så blød og dejlig, at bolden bliver større og større og til sidst udløser en lavine,« siger Tom Heinemann.

Efter et års arbejde med dokumentarfilm har han altid langt flere historier, end der er plads til i en film. Og det er kun fint, at de andre medier har vinkler, som Tom Heinemann ikke selv bringer. Og endnu bedre, hvis de selv begynder at grave.
»Når alle medier har en solo, så begynder Christiansborgs mure at ryste,« siger Tom Heinemann.