Sådan får du mere i løn

Journalister burde være eksperter i at forhandle en god løn hjem, når de får et nyt job. Det handler nemlig om at researche, forberede sig og fokusere på det vigtigste. Læs her, hvordan du får den optimale løn.FORHANDLING. Snart bliver brevsprækkerne fodret med gratisaviser, og TV 2 sender nyheder hele døgnet rundt. Inden da skal flere hundrede journalister forhandle kontrakt og løn med en ny chef.

Journalister burde være eksperter i at forhandle en god løn hjem, når de får et nyt job. Det handler nemlig om at researche, forberede sig og fokusere på det vigtigste. Læs her, hvordan du får den optimale løn.

FORHANDLING. Snart bliver brevsprækkerne fodret med gratisaviser, og TV 2 sender nyheder hele døgnet rundt. Inden da skal flere hundrede journalister forhandle kontrakt og løn med en ny chef.

Ifølge Dansk Journalistforbunds beregninger skal over 200 journalister begynde på de nyfødte redaktioner, og det vil samtidig medføre masser af huller og rokeringer på de gamle arbejdspladser.

Er du en af dem, som snart skal skifte job, kan du gøre meget for at få en god løn. De fleste journalister burde være gode til det, for en del af hemmeligheden er god research og forberedelse.

Du skal finde ud af, hvad du er værd. Skal du være allround nyhedsjournalist eller erhvervsjournalist med spidskompetencer? Hvad er gennemsnitslønnen for din stilling på arbejdspladsen eller på lignende arbejdspladser? Spørgsmål, som er helt nødvendige at få opklaret, inden du skal forhandle løn.

»Det bedste råd, jeg kan give inden en jobsamtale, er at forberede sig. Det er forbløffende så mange journalister, som ikke er gode til det, når det handler om deres eget arbejde,« siger faglig konsulent i DJ Flemming Reinvard.

Det burde ellers være nemt at ringe til tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen, til Dansk Journalistforbund og til mennesker i dit netværk eller at gå ind på forbundets hjemmeside og videre ind på medlemsnettet.

I tilfældet med den islandske nyhedsavis er der selvfølgelig ingen gennemsnitslønninger, og du må få gode råd via forbundet.

Det næste, du gør, inden du går til en jobsamtale, er at skrive tre beløb ned på et stykke papir.

• Første beløb er dit eget ambitiøse lønudspil, du kan forhandle ud fra.

• Andet beløb er det, du satser på at ende med.

• Tredje beløb er dit absolutte minimum.

Hvis du har disse beløb indprentet i hovedet, giver det ro. Hvis du kommer med et højt lønudspil, er der plads til forhandlinger, og i dem kan du inddrage fri telefon, avisabonnementet eller ligefrem ekstra ferie. Under alle omstændigheder skal du ikke se for enøjet på lønnen, da andre elementer også spiller ind. Kan du f.eks. afspadsere overarbejde, eller er der ingen højeste arbejdstid?

Hvis du er nyuddannet eller af andre årsager ikke kan få forhandlet en høj løn hjem, så sig, du ønsker en ny lønforhandling tre måneder eller et halvt år senere, når du har bevist, du er mere værd.

Flemming Reinvard advarer stærkt imod at skrive under på en kontrakt samme dag, som du får den udleveret.

»At sige ja til et job er en vigtig beslutning, så selv om det er den 31. i måneden, skal du ikke skrive under. Pludselig er der en konkurrenceklausul eller noget andet i kontrakten, du har overset. Lad derfor en faglig konsulent se kontrakten igennem,« siger Flemming Reinvard.

Lønforhandlingen er et spil, forklarer seniorkonsulent Morten Thomsen fra HR-firmaet Mercuri Urval. Derfor er det også vigtigt, at du ikke kommer med et for lavt lønudspil fra begyndelsen.

»Dit kropssprog og din attitude bliver bedre, hvis du tænker på, at begge parter skal vinde, og mange arbejdsgivere er faktisk ikke interesseret i at presse lønnen voldsomt, da det giver utilfredse medarbejdere,« siger han.

Han råder ansøgere til at forsøge at få arbejdsgiveren til at komme med det første lønudspil.

»Man plejer at sige, at den, som siger noget først, har tabt. Det er svært at holde sin mund, men det kan godt lade sig gøre at spille bolden over på arbejdsgiverens banehalvdel,« siger Morten Thomsen.

Dernæst er det vigtigt at kunne sige nej.

»Det kræver mod og mandshjerte at sætte sig i en situation, hvor jobbet pludselig er i fare, men det er noget, man kan øve sig i,« siger Morten Thomsen.

 

Gode råd om løn

Forbered dig. Undersøg, hvad du er værd, og hvad lønniveauet på din nye arbejdsplads er.

Beslut dig for 3 beløb. Et ambitiøst lønudspil, et tilfredsstillende og et minimumsbeløb.

Se på andre forhold end lønnen, og forsøg evt. at få andre goder.

Lær at sige nej.

Forsøg at få arbejdsgiveren til at komme med første lønudspil.

Find to gode argumenter for din værdi for arbejdspladsen, og hold fast i dem.

Lyt efter, vær opmærksom og vær imødekommende.

Skriv aldrig under på kontrakten uden at få den læst ordentligt igennem. Få evt. en faglig konsulent i DJ til at læse den.

Sådan siger du op

Undersøg, hvor langt opsigelsesvarsel du har, før du skriver under på en ny kontrakt. Du skal ikke regne med at kunne tiltræde i det nye job med kortere varsel – og slet ikke i øjeblikket.

Sig aldrig op, før du har en underskrevet kontrakt fra en ny arbejdsgiver.

Lav for en god ordens skyld en skriftlig, dateret og underskrevet opsigelse, og få evt. en skriftlig kvittering fra din arbejdsgiver.

Aftal et møde med din arbejdsgiver om vilkår for din aftrædelse. F.eks. opgaver, som skal overdrages, og afspadsering og ferie, du har til gode.

0 Kommentarer